Digitale værktøjer letter arbejdet for operatører: “Vi står overfor et gennembrud”

Produktionsdanmark står over for et gennembrud med nye digitale værktøjer baseret på Augmented Reality (AR) og Virtual Reality (VR), der vil ændre arbejdsgange og give helt nye interaktionsmuligheder, vurderer professor.

Nye muligheder og nye arbejdsgange. 

Implementering af nye digitale værktøjer i produktionen er et hedt emne for de fleste produktionsvirksomheder, der ønsker at optimere deres produktion. Nye digitale løsninger kan give operatører og teknikere de bedste forudsætninger for at træffe gode og hurtige beslutninger.

Vi står overfor et gennembrud

AR/VR-teknologi har eksisteret i flere årtier. Dog er det i løbet af de seneste år, at teknologiens potentiale i høj grad er blevet udfoldet: 

“Udviklingen med smarte briller og andet udstyr, man ifører sig, går hurtigt, og med Apple Vision Pro er der åbnet op for helt nye interaktionsmuligheder. Når de store spillere går ind i udviklingen af værktøj, så kommer der fart på”, forklarer Kaj Grønbæk, der er institutleder på Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet og leder af indsatsen Bæredygtig og agil arbejdsstyrke i MADE FAST.

Kaj Grønbæk, Institutleder på Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet.

Han henviser til Microsoft HoloLens, der så dagens lys i 2016 og gjorde det muligt at tracke, hvor øjnene kigger hen. Denne funktion kan bruges til at hjælpe med at forstå, hvordan en bruger arbejder med en kompleks opgave og gør det lettere at dele synspunkter og samarbejde om løsninger. 

I 2024 forventer Apple at lancere deres bud på AR- og VR-værktøj i form af Apple Vision Pro, der er seneste skud på stammen. Her kan brugeren opnå en række fordele som f.eks. at interagere med virtuelle elementer i den fysiske verden. Med Vision Pro-brillen vil vi i fremtiden kunne klikke med øjnene frem for med kontormusen: 

“Vi står overfor et gennembrud nu med AR og VR-værktøj også i produktionen. De digitale redskaber giver in-situ beslutningsstøtte til produktion eller vedligehold – f.eks. på en havvindmølle, hvor en operatør får vejledning og samtidig udfører opgaven med hænderne fri,” vurderer Kaj Grønbæk. Et eksempel er Baettr, der overfladebehandler 30 tons tunge stålemner til vindmølleindustrien. De fik gennem MADE hjælp af virksomheden SynergyXR til at udvikle et livagtigt læringsunivers, der gør dem i stand til at gå ’Fra 20 dage til få timer: VR-univers accelererer oplæring i produktionen’.

Trin for trin guide

De smarte AR og VR-briller gør det muligt for operatører at få dokumenteret, hvor de sidst har kigget hen og få hjælp til at se, hvilke komponenter de skal interagere med, og i hvilken rækkefølge.

På produktionsanlæg, hvor operatører skal overvåge og vedligeholde maskiner, kan eye-tracking – en avanceret sensorteknologi – bl.a. bidrage til fjernsamarbejde, ved at give mulighed for, at man på afstand kan følge operatørens øjenbevægelser. Det giver mulighed for at identificere små detaljer i arbejdet, som operatøren måske ikke selv er bevidst om. Eye-tracking er derfor en interaktionsmulighed, der kan give bedre beslutningsstøtte til operatøren ved f.eks. at gennemskue, om operatøren overser en vigtig detalje.

Hjælp til at trykke på den rigtige knap

Og netop de små detaljer er de nye teknologier effektive til at få styr på, viser erfaring fra virksomheden Fibo Intercon.

SMV’en producerer betonblandeanlæg, og har delt deres resultater fra et MADE demonstrationsprojekt, hvor de sammen med Alexandra Instituttet har testet AR-værktøj i løbet af et halvt år: 

”Med AR-løsningen ved vi nu, at der er blevet trykket på den rigtige knap for f.eks. at tænde for cement – ikke for vand. AR giver via mobilen hurtig vejledning til, hvor på maskinen der skal foretages en handling, der afhjælper nedbrud. Løsningen optimerer vores arbejdsgange,” forklarer Lotte Kristensen, som er marketingkoordinator i Fibo Intercon. 

Når SMV’ens betonblandeanlæg er forskellige fra kunde til kunde, kan en AR-løsning hjælpe med at have øje for detaljen. Fibo Intercon udfører 3D-scan af deres anlæg, som kan indhente tredimensionale data om anlæggets form og udseende. Det er med til at reducere eventuelle omkostninger ved, at en operatør f.eks. skal møde op fysisk. 

Fibo Intercon har derudover påført deres betonblandeanlæg QR-koder, så eksterne operatører nemt og intuitivt kan få trin-for-trin vejledning til at få maskinen op at køre igen ved nedbrud.

Læs mere om casen her og hør, hvorfor Industriens Fond er begejstret for resultatet.

Hurtigere sidemandsoplæring

Softwarevirksomheden CIM, der for nylig gennemførte et MADE Samarbejdsprojekt, fremhæver potentialet ved at bruge AR og VR i interaktion og beslutningsstøtte, og vigtigheden af at gøre den viden om en maskine i produktionen, som hver enkelt operatør har, tilgængelig for andre.

CIM har udviklet et interface, der bl.a. består af visuelle skærmbilleder der viser, hvordan en bruger kan håndtere et eventuelt maskinstop. Derudover kan dialog og kommentarer gemmes ud fra konkrete tidsangivelser. Det skal nemlig være nemt at lave log, som operatører kan tilgå alle steder fra. 

Nøglen ligger i at fremme kommunikationen mellem de forskellige operatører og maskinen således, at erfarne såvel som nye brugere af maskinen kan interagere med hinanden. Det vil på den lange bane reducere den tid der f.eks. bruges på sidemandsoplæring.

Vil du afprøve nye AR og VR-værktøjer i produktionen?

Der er utallige muligheder for at integrere AR og VR i produktionen. Det er teknologier som kan forbedre processer, øge effektiviteten og skabe nye muligheder.  

Ræk ud til MADE for at få indblik i de mange muligheder for at teste og demonstrere anvendelsen af AR og VR i produktionen.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Video
Video