RIGTOOLS fik hjælp til at udvikle prototype i metal 3D-print

I et MADE Demonstrationsprojekt fik RIGTOOLS mulighed for at afprøve ny 3D-print-teknologi og undersøge materialer for at optimere virksomhedens produktion. Virksomheden fik udviklet en tæt på færdig prototype, og nu leder de efter en partner, så de kan printe og teste den.

RIGTOOLS har oplevet udfordringer ved at optimere udstyr og maskiner.

Derfor undersøgte virksomheden i et MADE Demonstrationsprojekt mulighederne inden for 3D-print teknologi.

SMV’en med hovedkontor i Randers fremstiller specialkonstrueret værktøj til borerigge verden over, og i projektet ønskede de at producere en komponent i titanium.

Projektet har hjulpet virksomheden med at indkredse de mange muligheder der er inden for 3D-print. I samarbejde med Teknologisk Institut har produktionsvirksomheden fået udviklet et design på en prototype.

Vi har været glade for at være en del af det her MADE-projekt. Det har givet os nogle muligheder for at udvikle teknologi og undersøge materialer, som vi ellers ikke har mulighed for.

Per Krogh, CTO og founder i RIGTOOLS

”Vi har fået et design på en prototype, som er 95 procent i mål. Det, vi arbejder med nu, er at finde en helt rigtig printteknologi og partner til at printe vores prototype,” siger Per Krogh, CTO og founder i RIGTOOLS.

En af de 3D-teknologier som RIGTOOLS har undersøgt er ’laser powder bed fusion’. Denne teknologi anvender pulver som printmateriale, der kan smeltes med laserlys:

”Nogle af fordelene er, at det er en meget moden teknologi som har nogle rigtig gode mekaniske egenskaber”, forklarer Morten L. Jørgensen, konsulent hos Teknologisk Institut.

Det kan blive en udfordring for RIGTOOLS at finde en partner, der har en tilstrækkelig stor maskine, der kan producere emnet.

RIGTOOLS

Virksomheden er stiftet i 2010 med hovedkontor i Randers. De forhandler innovativt værktøj og udstyr til både off- og onshore boreoperationer verden rundt.

Virksomheden har et datterselskab i Texas, der gør det muligt at levere produkter til borerigge fordelt på seks kontinenter.

MADE Demonstrationsprojekt

Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kr. i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.

Ved at blive koblet op sammen med Teknologisk Institut, FORCE Technology, Alexandra Instituttet eller DAMRC får man adgang til de teknologier, den viden og de kompetencer, som er nødvendige i forhold til at løse den konkrete udfordring i virksomheden.

Det kan både være inden for materiale eller produktion. Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter. Næste frist er 1. februar 2024.

MADE demonstrationsprojekter er medfinansieret af den Europæiske Regionalfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Relaterede videoer

Video
Video
Video
Video
Video
Video