To SMV’er har fået større designfrihed og fleksibilitet: ”Det skriger på metal 3D-print”

BEWI Denmark og Danmatic har i MADE Demonstrationsprojekter fået blod på tanden, når det gælder metal 3D-print. Teknologien har vist sig at give de to SMV’er større designfrihed og mulighed for hurtigere at omstille produktionen i forhold til konventionelt værktøj.

Giver det mening for os at anvende metal 3D-print i produktionen?

Det spørgsmål stiller mange produktionsvirksomheder sig selv. To danske SMV’er satte sig for at finde svaret i MADE Demonstrationsprojekter med to forskellige indgangsvinkler: flamingo og fødevarer.

BEWI Denmark (BEWI), der producerer Flamingo®, undersøgte, om det var muligt at indføre metal 3D-print til dele af deres støbeværktøjer – og Danmatic, der fremstiller procesanlæg til bageri- og levnedsmiddelindustrien, ville se, om de med 3D-print kunne optimere en komponent i en af deres maskiner.

De to produktionsvirksomheder fik begge vejledning af Teknologisk Institut.

Behov for kompleks geometri

BEWI anvender til dagligt støbeværktøj i aluminium til at støbe emner i Flamingo® med logoer. Når et emne skal formgives, kræver det en damp og kølevands gennemgang i værkstøjsvæggen samt en høj varmeledningsevne.

Nogle af de emner vi støber, skal kun bruges én gang, og så skriger det jo det næsten på metal 3D-print, hvor fleksibiliteten er mere end velkommen

Ole Krebs, Udviklingschef hos BEWI Denmark (BEWI)
Det er sådanne støbte emner i flamingo, som BEWi fremstiller.

BEWI oplevede begrænsninger i støbeprocessen, når kunder efterspurgte komplekse og forskelligartet geometrier. Derfor satte SMV’en fra Holbæk sig for at undersøge, om de med 3D-printede emner i støbeprocessen kan imødekomme behovet.

MADE Demonstrationsprojektet viste, at teknologien kan sikre en hurtig omstilling af produktionen til kundetilpassede løsninger, hvilket er afgørende i et omskifteligt marked.

”De detaljer, vi laver på nuværende tidspunkt, er til tider på kanten af gravør-arbejde, og det er noget, der både koster tid og penge, hvis man skulle fræse det frem i aluminium. Nogle af de emner, vi støber, skal kun bruges én gang, og så skriger det jo næsten på metal 3D-print, hvor fleksibiliteten er mere end velkommen,” lyder det fra Ole Krebs, udviklingschef hos BEWI.

Fornyet tillid til 3D-print

I et andet metal 3D-print MADE Demonstrationsprojekt undersøgte Danmatic, om det var muligt at 3D-printe et emne, der har direkte kontakt med fødevarer.

Her ses en af Danmatic’ maskiner, der er i direkte kontakt med fødevarer.

Med hjælp fra Teknologisk Institut blev der sparret og testet prototyper, og det gav SMV’en fra Viborg et rygstød:

”Vores tillid til 3D-print er blevet højnet. Før vi gik i gang med MADE Demonstrationsprojektet, var vores forventninger, at 3D-print havde sine begrænsninger, når det kom til prisniveauet og produktionstid – og egentligt havde vi generelt bare lave forventninger til emnernes kvalitet. De forventninger viste sig ikke at være rigtige,” fortæller Morten Lisberg Jørgensen, projekt- og udviklingsingeniør ved Danmatic.

Designfriheden åbnede for nye muligheder

En af grundende til den fornyede tillid var bl.a. designfriheden ved metal 3D-print, der gjorde det muligt at komme med nye og alternative løsningsforslag, som var tilpasset Danmatic’ ønsker.

”3D-print har givet muligheden for løbende at optimere og tilpasse komponenternes design, som har været en stor fordel. De muligheder har man ikke med plastsprøjtestøbning eksempelvis,” fortæller Morten Lisberg Jørgensen.

Det har været en vigtig læring for os at skulle række ud, fordi vi typisk har søgt inspiration inden for vores egen branche eller noget, der er beslægtet med det, vi selv kommer fra. Ved at skulle række ud til et institut som Teknologisk Institut har vi skulle forklare, hvad det er, vi går og laver i vores dagligdag.

Ole Krebs, Udviklingschef hos BEWI.

MADE Demonstrationsprojekt

Med et MADE – Manufacturing Academy of Denmark – Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kr. i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.

Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter og næste deadline for ansøgninger er den 1. december 2021.

Ved at blive koblet op sammen med Teknologisk Institut, FORCE Technology eller Alexandra Instituttet får man adgang til de teknologier, den viden og de kompetencer, som er nødvendige i forhold til at løse den konkrete udfordring i virksomheden.

Metal 3D-print kan booste udviklingen

Designfriheden ved metal 3D-print betyder, at 3D-print er fordelagtigt for Danmatic og BEWI – og teknologien kan også gavne andre virksomheder:

”For Danmatic er MADE Demonstrationsprojektet givet godt ud og har gjort, at vi ser 3D-print som et ligeværdigt alternativ til traditionelle bearbejdningsmetoder. Så står man som SMV-virksomhed med en interesse og nysgerrighed for, hvilke fordele 3D-print kan have for en virksomheds udvikling, så vil jeg bestemt mene, det er værd at undersøge, om MADE Demonstrationsprojektet er noget for jeres virksomhed,” lyder det fra Morten Lisberg Jørgensen.

BEWI er ligeledes glade for at have andre muligheder end konventionelt værktøj.

”Ved 3D-print laver du i stedet en fil, som du efterfølgende kan trykke print ved. Det er altså ikke det samme som at skulle sidde og fræse fysisk i en aluminiumsklods,” fortæller Steen Storgaard, designer hos BEWI, der kalder det for ’vigtig læring’ at række ud og søge ny viden uden for deres branche.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Video
Artikel