I et MADE Demonstrationsprojekt fik den maritime tech-startup, Sensemakers hjælp til at teste avanceret lasersvejsningsteknologi. Nu er iværksættervirksomheden klar til at sætte kurs mod en opskalering af deres løsning.
Produktionsmetode og visuel form går hånd i hånd.
Det var læringen i et MADE Demonstrationsprojekt, hvor Sensemakers i samarbejde med FORCE Technology fik styr på forskellige dimensioner i produktionen af deres produkt. Startuppen fra klippeøen Bornholm udvikler en lille ubemandet sensorbåd, der kan måle kystnært havmiljø.
Sensemakers havde brug for rådgivning til avanceret lasersvejsningsteknologi til produktion af deres båd samtidig med, at de også ville have styr på den optimale udformning af båden. Gennem projektet fik startuppen bl.a. hjælp til at optimere sensorbådens manøvreegenskaber, størrelse af ror og propeller, så den kan ligge så stabilt som muligt i havoverfladen under forskellige vind- og vejrforhold.
Sensemakers
Tech startuppen blev etableret i 2022 og producerer et lille ubemandet overfladefartøj (USV) til brug for kystnære havmiljø-målinger
Sensorbåden er 1,5 meter lang og er en af verdens mindste havmiljøskibe – men udstyret med avanceret teknologi, der giver den store anvendelsesmuligheder i forskning og undersøgelser til havs
Sensorbåden er fremstillet i rustfrit stål og drives af en elektrisk motor med tilhørende batteripakker som gør, at den kan sejle 60-80 kilometer om dagen.
Det viste sig at være en stor gevinst for Sensemakers at begge udfordringer blev varetaget ’in house’, da det gjorde det lettere at tage højde for de forskellige dimensioner hen ad vejen.
Det har været enormt værdifuldt at arbejde med de her dimensioner, både ift., hvordan den sejler, men også, at det passer ind i, hvordan vi gerne vil producere og lasersvejse det.
Søren Femmer Jensen, CEO i Sensemakers.
Nu er det tid til at de skal ud og afprøve deres båd under forskellige forhold. De skal blandt andet fortage målinger af vindmølleparker og se, hvordan deres båd fungerer i de forskellige miljøer.
”Jeg kan kun anbefale, at man som iværksætter søger ud og får noget ekspertrådgivning inden for de domæner, hvor man ikke har nok [kompetencer]. Det vil jo sige, at man kan få certificeret ting og få noget vished for, at de beslutninger som du træffer i dag, også er gode nok om tre år,” forklarer CEO i Sensemakers, Søren Femmer Jensen.
MADE Demonstrationsprojekt
Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kr. i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.
Ved at blive koblet op sammen med Teknologisk Institut, FORCE Technology, Alexandra Instituttet eller DAMRC får man adgang til de teknologier, den viden og de kompetencer, som er nødvendige i forhold til at løse den konkrete udfordring i virksomheden. Det kan både være inden for materiale eller produktion.
Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter. Næste frist er 1. juni 2024.
MADE Demonstrationsprojekter er muliggjort med støtte fra Industriens Fond og medfinansieret af den Europæiske Regionalfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.