BKI vil automatisere kvalitetskontrol

BKI Foods vil automatisere kvalitetskontrol på deres fabrik i Højbjerg. Kaffeproducenten indgik i dialog om, hvordan man kan automatisere og optimere kvalitetskontrol af pakningen af kaffeposer, og forslag lige fra ultralyd til vision blev vendt på et besøg hos dem.

”De her brikker skal helst altid være så hårde som mursten.”

Det siger Helle Balto, Supply Chain Director hos BKI Foods, mens hun holder en kaffepose over hovedet, hvorefter hun sender den videre til interesserede aktører fra Produktionsdanmark, så de kan se med fingrene.

BKI Foods producerer et sted mellem 50-100 kaffeposer i minuttet pr. linje – afhængig af størrelse – på deres fabrik i Højbjerg takket være en høj grad af automatisering.

BKI Foods

BKI Kaffe er den største kaffeproducent i Danmark
BKI Kaffe grundlagt i 1960
familieejet virksomhed med 250 ansatte
Fire mennesker er uddannet til at vurdere kaffen på en skala fra 1-10 ud fra fire parametre.

Og kaffeproducenten fremstiller forskellige typer af poser, og det er den vakuumpakkede variant, som der bliver vist frem og talt om. Kaffeposen udgør 10-15 procent af BKI Foods’ totale produktionsvolumen.

Robotter forsegler og pakker sirligt de mange vakuumpakkede kaffeposer på paller, men hvad sker der, hvis én af kaffeposerne er bløde frem for hårde?

”En gang imellem går det galt, og så er kaffeposen blød som marcipan. Problemet for os er, at når vi pakker poserne, så ser de altid hårde ud på pallen,” siger Jakob Skovgaard, pakkerichef hos BKI Foods og tilføjer:

”Der opstår af og til mikrolækager i vakuumpakkede kaffebrikker, og de bliver ikke fanget af ordinær stikprøvekontrol i produktionen. Vi har en rutine for at kontrollere dem, men den er manuel og tidskrævende.”

Der kan være mange årsager til lækagen: Kaffeposen kan være foldet skævt, og så bliver kaffe suget med op i svejsningen under vakuumsætning, skarpe kaffekorn kan gennemtrænge folien, eller nye folietyper af genanvendeligt tyndt folie kan være udslagsgivende. 

For at sikre, at alle kaffebrikker er hårde, så kontrollerer BKI Foods 20 procent af et produktionsbatch, og det sker via tre dages karantæne for at se, om luften siver ud af kaffeposerne, som de kalder ’brikker’. Herefter foretages der et manuelt ’prik’ af brikken:

”En medarbejder må manuelt flytte kaffebrikker fra den ene palle til den anden og prikke til dem for at se, om hårdheden er i orden. Det er ikke billigt, det er ikke hurtigt – og heller ikke altid ergonomisk korrekt. Vi accepterer ikke fejl, så i sidste ende forlænger vi leadtime på produktet. Vores kunder har ofte et hurtigt leveringsønske,” forklarer Jakob Skovgaard.

Deltagerne på virksomhedsbesøget hos BKI Foods fik indblik i alle trin i produktionen.
Deltagerne på MADE virksomhedsbesøget hos BKI Foods fik indblik i alle trin i produktionen af kaffe.

Komplet sporbarhed

Nøglen til kvalitetssikring for kaffeproducenten er komplet sporbarhed i hele forsyningskæden – og med gennemsigtighed og data kan kunstig intelligens styrke den indsats.

BKI Foods benytter mange Power BI-apps til at overvåge processer og overvåge, hvis noget går galt og for at sikre ensartet kvalitet gennem alle trin: modtagelse af råkaffe til rensning i mølleriet, ristning, afgasning af kaffebønner, pakning i kaffeposer og vikling samt palletering.

”Vi kan med det samme se, hvilken rejse kaffen og kaffeposen har været på lige fra køb af råvarer til slutbrugeren. Der er komplet sporbarhed i hele forsyningskæden,” siger Nicholaj Månsson Olesen, Data Architect i BKI Foods.

Kunstig intelligens kan forudsige og forbedre smagen af kaffe, viste et internationalt MADE demonstrationsprojekt, hvor BKI Foods fik hjælp af Fraunhofer til at videreudvikle og optimere deres algoritme. Kaffesmagere skal ikke længere holde styr på milliarder af muligheder for at mixe råkaffe, men med hjælp af rå computerkraft forholde sig til 50 forslag.

”Vores AI-model kender alle ristninger, indhold af råvarer og smag på slutproduktet. Hele det her flow fra smag på råvarer,” forklarer Nicholaj Månsson Olesen og pointerer, at AI-modellen kun er lige så god, som det data, de fodrer den med.

Der kan være mange fordele at hente ved at opnå dybdegående indsigt og færdigheder i datavalidering og -visualisering. BKI Foods har med brug af Power-apps og AI-model formået effektivt at indsamle og visualisere data, der understøtter deres beslutninger.

Det kan jeres virksomhed også opnå: Ansøg nu om at deltage i MADE samarbejdsprojektet ’Dybere dataindsigt: Praktiske metoder i validering og visualisering’, hvor du som deltager bliver engageret i praktiske øvelser, modtager vejledning fra eksperter og bruger avancerede værktøjer som NODE-Red, PostgreSQL, Jupyter Notebook, Grafana og Power BI.

Har I en idé?

På et MADE virksomhedsbesøg inddrog BKI Foods deltagerne i en dialog om, hvilke ideer eller forslag, der måske kan automatisere deres kvalitetskontrol, så BKI Foods’ lave fejlfrekvens på kaffebrikkerne bliver endnu lavere.

”Der findes umiddelbart ingen kendte løsninger. Måske I har nogle idéer?,” siger Jakob Skovgaard, pakkerichef hos BKI Foods og inviterer med ord og åbne håndflader deltagerne til at byde ind.

”Har I lyttet til posen med ultralyd? – spørger én deltager.

”Nej, interessant tilgang – noterer du det, Helle?” svarer Jakob Skovgaard og vender blikket mod Supply Chain Director.

”Hvad med at prøve at finde indikatorer i processen på, at det er ved at gå galt i stedet for at lede efter problemet som en nå i en høstak? Måske du kan tilføre datapunkter og aktivere jeres sporbarhed?” lyder et andet forslag fra salen.

Det er nogle spændende ideer, vi har fået, og vi har allerede gang i at teste nogle af dem.

Helle Balto, Supply Chain Director hos BKI Foods

Og flere byder sig til:

”Brug AI til at finde nålen i høstakken. Så kan AI finde sammenhænge målt på mange parametre.”

”Hvad med at automatisere stikprøvekontrol med robotter?”

”Kan man måle, hvor meget luft der suges ud, så man sikrer sig den samme mængde luft hver gang?”

”Hvad hvis folierne er gennemsigtige?

BKI Foods noterer flittigt forslagene og indsamler visitkort.

”Det er nogle spændende ideer, vi har fået, og vi har allerede gang i at teste nogle af dem. Det var inspirerende med det høje engagement og dialogen under mødet. Vi håber også, at andre fik noget med derfra,” siger Helle Balto.

BKI Foods’ fabrik i Højbjerg.

Smarte kameraer gør en forskel

BKI Foods kan måske også lade sig inspirere af, hvordan Teknologisk Institut har hjulpet andre produktionsvirksomheder i MADE demonstrationsprojekter med at optimere produktionen og kvalitetskontrol:

Virksomheden MRN fik undersøgt muligheden for at automatisere kvalitetstjek med kameraer og kunstig intelligens. Detektering af labels på net med løg fik virksomheden til at se nye forretningspotentialer i teknologien.

Virksomheden Dansac, der fremstiller stomiposer, kunne med de rigtige data og kamerateknologi tage ejerskab over deres egen digitale udvikling. Dansac fik et nyt perspektiv på udfordringer med kvalitetskontrol.

Se eller gense, hvordan MADE hjalp BKI Foods med at sætte kaffe på formel.

Få hjælp fra en leverandør

Har du en udfordring eller problemstilling, som du gerne vil samarbejde med en teknologileverandør om? Det kan være alt fra robotter til dataopsamling. Så læs mere om MADE’s nye type demonstrationsprojekt.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel