AI-kamera giver fynsk virksomhed helt nye forretningsmuligheder

Virksomheden MRN har i et MADE Demonstrationsprojekt sammen med Teknologisk Institut undersøgt muligheden for at automatisere kvalitetstjek med kameraer og kunstig intelligens. Detektering af labels på net med løg fik virksomheden til at se nye forretningspotentialer i teknologien.

Vi kender det alle fra det lokale supermarked.

Ekspedienten vender og drejer nettet med løg, men hans jagt efter en stregkode er forgæves, og han må ned i grøntafdelingen i den anden ende af butikken for at finde et, hvor label er intakt.

Producenten af pakke- og palleteringsrobotter og -løsninger MRN har i et MADE demonstrationsprojekt fået hjælp af Teknologisk Institut til at undersøge, om kameraer og kunstig intelligens kunne automatisere tjek af, om der er label på en vare.

Ifølge seniorkonsulent ved Teknologisk Institut, Carsten Panch Isaksen er det “svært at anvende traditionelle billedbehandlings-algoritmer til at udføre de her kontroller, fordi de er så forskelligartede.” Og her kommer kunstig intelligens ind i billedet i form af såkaldte AI-kameraer.

Fra løgnet til vaskemaskiner

Net med løg var første opgave for AI-kameraet, og det var en succes. Derfor udviklede MADE Demonstrationsprojektet sig hurtigt til at omfatte andre udfordringer så som at spotte værdifuld elektronik i en bunke af fjernbetjeninger, batterier m.m. og til sortering af store emner som vaskemaskiner.  

”Vi har fået nogle nye muligheder med kamera og kunstig intelligens, som vi har kunnet bruge til eksisterende kundegrupper, men også til nogle nye kundegrupper,” siger Mogens Rosenvang, der er direktør i MRN, om projektet.

AI-kamera

AI-kamerasystemer er simpelt forklaret kameraer opkoblet til en software med kunstig intelligens. Ved at fodre AI-kamerasystemet med visuelle data, kan det oplæres i at detektere specifikke dele/fejl m.m.

Carsten Panch Isaksen vurderer, at AI-kameraer kun vil få større anvendelsesområde i fremtiden:

”Potentialet for den her type kameraer, kommer vi nok til at se, bliver større og større i fremtiden,” siger han og tilføjer:

”AI-kameraer sætter folk i stand til at udføre operationer, man ikke før har kunnet løse med traditionelle vision-kameraer”

MRN er gennem projektet blevet klar til at gå i gang med teknologien.

”Vi er blevet klædt på til at gå videre ud i verden med det her,” fortæller Mogens Rosenvang.

Hør mere om projektet i videoen øverst i artiklen.

MADE Demonstrationsprojekt

Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kroner i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.

Dette MADE Demonstrationsprojekt er medfinansieret af den Europæiske Union og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter både inden for materiale og produktion

Relaterede videoer

Video
Video
Video
Video
Video
Video