Den Odense-baserede virksomhed Nordbo Robotics har i et MADE Demonstrationsprojekt undersøgt mulighederne og potentialet for at automatisere manuelle processer ved efterbehandlingen af metal 3D-print. Det er sket i samarbejde med Grundfos og Teknologisk Institut.
Løft armen, bevæg den mod højre og drej håndleddet.
Kongens efterfølger er en klassik leg, som robotter med stor effekt kan bruge til at opvarme den danske metal 3D-print industri.
Ved at efterligne menneskers bevægelser i efterbehandlingen af 3D-printede metalemner kan produktionsvirksomheder gå fra langsommelige manuelle processer til hurtig automatisering af samme opgave.
Den manuelle flaskehals er måske ved at forsvinde med den nye teknologiske løsning fra SMV’en Nordbo Robotics.
Der er et stort potentiale for fremtiden ved at automatisere nogle af efterbehandlingsprocesserne
Sigurd Vigen Pedersen, Konsulent på Teknologisk Institut
MADE Demonstrationsprojekt
Med et MADE – Manufacturing Academy of Denmark – Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kr. i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.
Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter.
Ved at blive koblet op sammen med Teknologisk Institut, FORCE Technology eller Alexandra Instituttet får man adgang til de teknologier, den viden og de kompetencer, som er nødvendige i forhold til at løse konkrete udfordringer.
Let at programmere
I et MADE demonstrationsprojekt har Nordbo Robotics testet deres MIMIC-system, som er en specialsensor til UR-robotter. Det smarte ved sensoren er, at den er let at programmere, fordi den kopierer de bevægelser, operatøren viser.
Helt konkret har man har en sensor i hånden, og så laver man den bevægelse, robotten skal lave. Så optager MIMIC den bevægelse, og efterfølgende kan man sætte robotten til at lave præcis den samme bevægelse – og lave mindre justeringer på den. Der er altså tale om et robotsystem, som er let at programmere til bearbejdningsmetoder, og det er her, at systemet bliver interessant i forhold til 3D-print: Ved at automatisere en række manuelle processer ved efterbehandlingen af metal 3D-print, er det således muligt at gøre masseproduktion både lettere og billigere.
”Det kræver en del håndværk at lave selve efterbearbejdningen af 3D-printet. Det er noget, som MIMIC er god til at indfange. Derfor valgte vi at ansøge om MADE demonstrationsprojektet, fordi vi synes at 3D-print branchen er utrolig spændende, og vi ser et godt perspektiv her,” lyder det fra Jimmy Jørgensen, CTO og medstifter af Nordbo Robotics.
Testet i Center for Industriel 3D-print
MIMIC-systemet og en UR-robot har været indsat i metal 3D-print produktionen på Teknologisk Institut, hvor man har undersøgt, om setuppet har kunnet erstatte nogle af de manuelle efterbehandlingsprocesser til metal 3D-print.
Helt specifikt er setuppet blevet testet på eksisterende cases – og så har man set, om det giver mening at have det til at erstatte f.eks. pulverfjernelse eller håndslibning af metalemner, hvor især sidstnævnte er en ikke-ergonomisk proces.
”Det vi har lært i MADE demonstrationsprojektet er, at det er rigtig nemt at lære en robot at lave manuelle efterbehandlingsprocesser til 3D-print med MIMIC-systemet. Så vi ser, at der er et stort potentiale for fremtiden ved at automatisere nogle af efterbehandlingsprocesserne,” fortæller Sigurd Vigen Pedersen, konsulent på Teknologisk Institut.
Grundfos har også været en del af projektet. Pumpegiganten bruger allerede 3D-print i produktionen, og derfor kan der på sigt være en stor værdi i at automatisere processerne til efterbehandling – specielt når der er tale om serieproduktion af store styktal med f.eks. Binder Jet-printteknologien, der er en hurtig prototype- og fremstillingsteknologi i familie med AM.
Gennem projektet har Nordbo Robotics fået indsigt i efterbehandling af 3D-print og lært meget om, hvad der er vigtigt for kunderne, og hvor der er et match med Nordbos teknologi. Samtidig har man haft mulighed for at teste MIMIC-systemet til konkrete 3D-print processer – noget der er væsentligt i forbindelse med, at Nordbo Robotics gerne vil ind på markedet for 3D-print.