Det giver helt ny designfleksibilitet og bedre produkter, når man fremstiller højpræcisions radarantenner via metal 3D-print. Det viser et MADE Materiale Demonstrationsprojekt med virksomheden Nordic Radar Solutions.
Kan metal 3D-print bruges i fremstillingen af radarantenner? Og hvilke materialer er bedst?
Det undersøgte Nordic Radar Solutions i et MADE Materiale Demonstrationsprojekt, hvor de fik hjælp af eksperter fra Teknologisk Institut til at evaluere materialer og komme i gang med at bruge AM-teknologier til opnå større designfrihed og dermed bedre produkter.
Den midtjyske virksomhed fremstiller, designer og sælger avancerede radarsystemer til både militære og civile kunder, og demonstrationsprojektet har givet dem konkrete gevinster:
”Vi kan fremstille endnu bedre radarantenner og samtidigt til en billigere pris end ved mere konventionelle produktionsteknologier, herunder eksempelvis trådgnistning,” siger Torsten Leth Elmkjær, CEO/CTO og medejer af Nordic Radar Solutions.
Teknologisk Institut hjalp SMV’en med at undersøge to udfordringer: Kan vi bruge metal 3D-print i produktionen? Kan vi finde et materiale til at metal 3D-printe i efterhandlingen?
”Det viste sig, at vi kunne bruge en belægning af aluminium, der består af 10 procent silicium,” forklarer Lasse Haahr-Lillevang, konsulent hos Teknologisk Institut.
MADE Demonstrationsprojekt
Produktionsklyngen MADE – Manufacturing Academy of Denmark tilbyder demonstrationsprojekter:
Med et MADE Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kroner i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.
Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter både inden for materiale og produktion.
MADE Demonstrationsprojekter er støttet af Industriens Fond.