Tetris i fabrikken sikrer vækst: ”Nu skal vi ikke flytte maskiner hele tiden”

Med ny indretning, lagerrobot og LEAN-tankegang udnytter virksomheden Newtec deres fabriksplads langt bedre end før. De sparer samtidig dyrebar tid i produktionen, og nu kan virksomheden fortsætte væksteventyret og sælge flere maskiner på samme areal, viser resultater fra et MADE FAST-projekt.

For mange brikker og for lidt plads.

Newtec har leget tetris med maskinerne på deres fabrik i Odense, hvor manglende plads var ved at være en stor udfordring for virksomhedens fortsatte muligheder for at vækste.

Et MADE FAST Development project var med til at få brikkerne til at falde korrekt på plads, så SMV’en – der producerer veje-, pakke- og sorteringsmaskiner til især frugt- og grøntsagsindustrien, kan imødekomme kundernes efterspørgsel de næste mange år.

”Vi vækster mellem 10-15 procent hvert år. Da projektet startede, var vi på maks. kapacitet og begrænset af de kvadratmeter, vi har. Vi kunne simpelthen ikke se, hvordan vi skulle få flere maskiner igennem. Vi havde brug for at udnytte pladsen bedre for at kunne vækste,” siger René Søllingvraa, produktionschef hos Newtec om udfordringerne der var i lager- og montageafdelingen på Fyn.

Det sparer os for meget tid, at vi ikke skal flytte maskiner hele tiden – og vi kan fortsætte væksten, så projektet var en succes

René Søllingvraa, Produktionschef hos Newtec

Om Newtec

Newtec er en dansk maskinproducent, der producerer veje-, pakke- og sorteringsmaskiner til især frugt- og grøntsagsindustrien.

Virksomheden blev grundlagt i 1976, har base i Odense, og er repræsenteret i over 50 lande verden over.

SMV’en er en del af forsknings- og innovationsplatformen MADE FAST, hvor de er med til at udforme nye, agile produktionssystemer.

Newtec har tidligere været en del af et MADE Demonstrationsprojekt, hvor de fik indblik i 3D-metal-print.

MADE FAST Development Project

  • Produktionsvirksomheder kan blive en del af forskningsplatformen MADE FAST ved at indtræde i et Development Project, der er demonstrationsprojekter i et forskningssetup
  • I projekterne får virksomheder 150.000 kr. viden i støtte fra GTS’er og adgang til forskningen inden for ét af de fem indsatsområder i MADE FAST
  • Projekterne varer fra seks måneder til ét år.

Newtec fik derfor hjælp af Teknologisk Institut, der gav dem gode råd – blandt andet til, hvordan de kunne udnytte pladsen bedre med en anden placering:

”Før flyttede vi rundt på en masse maskiner for at komme til de færdigmonterede maskiner, der skulle testes og sælges. Nu kan vi komme til maskinerne og nemt flytte dem ud i takt med, at de er klar. Det sparer os for meget tid, at vi ikke skal flytte maskiner hele tiden – og vi kan fortsætte væksten, så projektet var en succes,” fortæller produktionschefen.

Noget så simpelt som at placere maskinerne på en anden måde, gjorde en forskel for Newtec, der med ny indretning nu kunne komme til maskinerne, uanset hvor i produktionsrækken de var placeret.

Det blev bl.a. gjort ud fra en LEAN-tankegang, hvor der skabes flow om værdiskabende aktiviteter.

”MADE FAST-projektet gav Newtec ny viden, så de relativt hurtigt kunne løse pladsudfordringen. Vi er glade for, at de nye løsninger er med til at sikre virksomhedens fremtidige vækst – andre produktionsvirksomheder kan lade sig inspirere af, hvordan man med relativt simple greb kan optimere flow i både lager og produktion” fortæller Thomas Kroman, Project Manager – Production and Innovation hos Teknologisk Institut.

En forskel på bundlinjen

Baggrunden for Newtecs vækst er mersalg i en global skala. Der er nemlig rift om at købe virksomhedens veje-, pakke- og sorteringsmaskiner.

”Vi færdiggør maskiner dagligt, og førhen var det et puslespil at flytte rundt på maskiner. Vi har et helt andet flow nu, og det er også noget, der vil gøre en forskel for os på bundlinjen. Vi får flere maskiner igennem, så vi kan vækste et år eller to mere på de samme arealer,” vurderer René Søllingvraa, der fortæller om den store efterspørgsel på deres maskiner.

Baggrunden for Newtecs vækst er mersalg i en global skala. Der er nemlig rift om at købe virksomhedens veje-, pakke- og sorteringsmaskiner – og deres kunders slutprodukt støder du faktisk ofte på: Når du for eksempel tager gulerødder eller kartofler ned i indkøbsvognen, så har Newtec sandsynligvis været inde over kvalitetssikring samt afvejet dit produkt og sikret, at du som forbruger får den rigtige mængde og kvalitet med hjem.

Lagerrobot frigiver plads

Udover maskinernes nye placering, så investerede Newtec også i en lagerrobot som en del af projektet.

Sådan ser Newtecs lagerrobot fra Effimat ud. Den frigiver plads fra lageret, som så kan bruges til produktion.

”Vi har købt en Effimat-lagerrobot for at frigive noget plads. Før hed det to tredjedele lager og en tredjedel produktion/montage, nu er det cirka 50/50. Lagerdelen vil arbejde på en helt anden måde, end den har gjort før for at frigive plads til produktionen,” forklarer Newtecs produktionschef, der var glad for projektets resultater, selvom corona-restriktioner betød, at projektet blev afsluttet før tid.

Med de bedre udnyttede kvadratmeter kan Newtec fortsætte væksten på samme adresse, og i den periode bruge tid på at finde en ny lokation.

”Vi har ikke mulighed for at bygge og udvide på eksisterende matrikel, så vi overvejer at flytte til en ny grund, men det kan jo godt tage nogle år,” forklarer René Søllingvraa.

Andre nyheder

Artikel
Video
Video
Artikel
Artikel
Artikel