Nedbrydelige tryksager og emballage, såsom goodiebags, er det koncept, som ifølge Kasper Larsen fra KLS PurePrint har reddet det familieejede trykkeri
I 2007 stod trykkeriet KLS Pureprint på kanten af afgrunden.
Stirrende ind i et marked for tryksager, som på få var næsten halveret i størrelse og allerede havde taget livet af hundredevis af andre trykkerier, kunne fjerde generation i familiefirmaet, Kasper Larsen, sammen med resten af ledelsen ikke andet end konstatere: Der skal ske noget nu, hvis vi skal overleve.
De besluttede sig for at tage livtag med branchens dårlige samvittighed – en lav grad af genbrug af materialer og de miljø- og sundhedsskadelige stoffer i nogle typer tryksager og emballage.
I februar 2019 står Kasper Larsen så på scenen i Industriens Hus foran knap 150 aktører fra industrien til en konference i MADE. Her kan han fortælle om, hvordan trykkeriet nu oplever organisk vækst i et ellers faldende marked og har skaffet over 130 nye kunder på få år.
Forklaringen er en helhjertet satsning på at skabe verdens grønneste trykkeri, hvor tryksager er biologisk nedbrydelige, medarbejderne kører i elbiler og printere og maskiner får strøm fra egen vindmølle.
– Det har betydet overlevelse for os. Jeg tror, at i det sekund hvor vi ikke er med længst fremme, er vi færdige, siger Kasper Larsen på MADE-konferencen.
Stigende krav fra omverden
Konferencen havde fokus på fremtidens danske produktion. Hvilke muligheder og udfordringer står danske produktionsvirksomheder overfor i den nære fremtid – og hvilke løsninger kan der skabes som svar herpå gennem samarbejde i MADE mellem virksomheder, GTS-institutter, universiteter og uddannelsesinstitutioner?
MADE blev lanceret i 2014 med det formål først og fremmest at genetablere et økosystem om dansk produktion. MADE-samarbejdet fik siden lagt et digital lag ovenpå med lanceringen af MADE Digital i 2017.
I mellemtiden er den globale konkurrence kun blevet endnu mere kompleks og intensiveret med stadig stigende krav fra kunder, forbrugere og omverden om individuelle løsninger, hurtig omstillingsevne og bæredygtige produkter og produktion.
På konferencen var det således et omdrejningspunkt for indlæggene fra både industri og forskere, hvordan digitalisering og nye teknologier kan være med til at møde disse krav.
Digitale tvillinger kan sikre hurtigere og mere fejlfri omstillinger af produktion og produktionsudstyr. Augmented reality har store perspektiver inden for såvel oplæring af nye medarbejdere som akut service af udstyr over store afstande.
Og et tættere samarbejde med hele forsyningskæden kan være genvejen til mere bæredygtig produktion, hvilket også var en af Kasper Larsens pointer. Både fordi KLS PurePrint har måttet samarbejde med andre trykkerier om at få foretaget de dyre tests af nye materialer, men nu også har et helt anderledes tæt samarbejde med sine underleverandører, der skal leve op til samme skarpe standarder, som trykkeriet sætter for sig selv.
– Vi har aldrig været så afhængige af vores underleverandører, som efter vi har gjort det her. Men de har heller aldrig skabt så meget værdi for os, som de gør nu, lød det fra Kasper Larsen.
Oplægsholdere
På MADE-konferencen 5. februar 2019
- Martin Busch
Senior Manager, LEGO System A/S - Kasper Larsen
Kommerciel direktør, KLS PurePrint A/S - Anne-Lise Høg Lejre
Direktør for produktion, Teknologisk Institut - Nigel Edmondson
Direktør, MADE - Tim McAloone og Kannan Govindan
Hhv. professor, DTU, og professor, Syddansk Universitet - Henrik Gordon Petersen og Jesper Henri Hattel
Hhv. professor, Syddansk Universitet, og professor DTU - Kaj Grønbæk
Professor, Aarhus Universitet