I to år har Thomas Bach Nielsen ledet afdelingen Novo Nordisk Robotics for at udbrede anvendelsen af robotter i medicinalgigantens 13 fabrikker verden over. Den danske virksomhed har fået øjnene op for, at de kollaborative robotter – cobots – sparer tid, penge og giver medarbejderne en bedre arbejdsdag.
”Robotter overtager typisk opgaver, som vi i bund og grund gerne vil af med. Laboranterne kommer typisk med forslag til, hvor vi skal sætte ind med cobots. Jeg opfatter cobots som en naturlig forlængelse af automatisering.”Det fortæller Thomas Bach Nielsen, Senior Manager, Automation Technology hos Novo Nordisk.
Medicinalfirmaet har altid været en forskningsdrevet virksomhed – og derfor er det naturligt også at udnytte og forske i teknologier, der kan skabe fremtidens fabrik.De seneste to år har Robotics-afdelingen udbredt kendskabet til cobots, så insulinproduktionen og transporten mellem menneske og lager automatiseres. Novo Nordisk er forskningsmedlem i MADE og var med til at dele viden om de nye muligheder i produktionen, som cobots giver, ved MADE Open Lab i Odense hos Teknologisk Institut.
Robotter sparer den globale medicinalvirksomhed for penge og ikke mindst værdifuld tid i produktionslinjen.”Cobots er en interessant teknologi, primært fordi den giver nogle helt nye muligheder for at interagere med vores eksisterende produktionsudstyr. Der er et stort potentiale her,” vurderer Thomas Bach Nielsen. Det skyldes blandt andet, at cobots er nemme at integrere, så fabriksgulvet eksempelvis ikke behøves at blive fræset op ved installering.”Vores cobots løser opgaver, hvor vi har haft en manuel proces, som er nedslidende og gentagende arbejde, f.eks. med at tage en masse prøver. Det er de områder, vi først ser på. Ved en eksisterende produktionslinje, hvor det førhen ikke har været muligt at installere en robotløsning, kan vi nu bruge cobots. Det er billigere, og de fylder mindre,” forklarer Thomas.
Laboranterne beder om flere robotter
Novo Nordisk har indtil videre omkring 100 cobots i brug, og oplever at laboranterne selv efterspørger nye automatiseringsløsninger – selvom teknologien endnu er lidt uvant for dem.”Folk er typisk meget glade for robotterne – og mine kollegaer er tit selv aktive og spørger ind til, om ikke robotterne kan være med til at løse nogle af deres udfordringer med især gentagende arbejde.”
Slut med at løfte paller
Ti medarbejdere i Robotics designer fremtidens fabrik ved blandt andet at indarbejde cobots i produktionen: Det drejer sig om autonome robotter til transport og intern logistik. Førhen gik flere af Novo Nordisk’s ansatte og flyttede rundt på paller, men den arbejdsgang er nu afløst af pallerobotter.
Bag om Novo Nordisk
Grundlagt 1923
Medicinalvirksomhed
Er forskningsmedlem i MADE
Har 13 fabrikker verden over