Fra brugte insulinpenne til nye kontorstole

Novo Nordisk vil i ny take-back-satsning indsamle brugte engangsinjektionspenne og omdanne dem til bl.a. kontorstole og lamper. På MADE Årsdagen 2022 fortalte de om deres ambitiøse plan og foreløbige resultateter.

Hvert år producerer medicinalgiganten 5-600 millioner engangsinjektionspenne verden over, der indeholder insulin, semaglutid og andet diabetesmedicin. Når de er tømte, ryger mange af dem i skraldespanden, men pennene består af glas og plast i så høj kvalitet, at de kan genanvendes – blandt andet til lamper og kontorstole.

”Sammen med DTU har vi i MADE FAST skabt et retursystem for kunderne. Vores mål er at producere penne, man kan bruge igen og igen,” forklarede Kim Bang Salling, Senior Manager, ph.d. i Novo Nordisk og tilføjede:

”Vi lancerede ’Returpen’ i februar 2022 i hele Danmark, og her har vi fået hjælp i MADE til at udvikle, planlægge og skalere take-back-programmet, som også er aktivt i pilotprojekter i England, USA, Kina og Frankrig – og flere lande følger.”

Returpen går ud på, at kunder kan returnere engangsinjektionspennene via små poser, når de besøger landets apoteker for at hente medicin.

”Herhjemme sigter vi efter så mange af de ca. 550 apoteker er med i løsningen som muligt. Indtil videre regner vi med, at vi det første år nationalt får indsamlet ca. 20 procent af de brugte penne, og her kan vi i løbet af 2023 frasortere og derved genanvende halvdelen af materialet,”

Det genanvendte materiale får nyt liv i form af andre produkter: Novo Nordisk har tidligere samarbejdet med den danske designvirksomhed Hay, hvor genanvendte plastikfraktioner blev anvendt til at fremstille kontorstole.

”Vi samarbejder også med designer Pernille Bülow, der genanvender glas fra pennene til at fremstille lamper, glas, vaser, skåle og andet,” lyder det fra Kim bang Salling, der er glad for at kunne samarbejde med andre om de nye løsninger:

”Det har givet os et kæmpe rygstød at have både MADE-ph.d.er fra DTU og CBS tilknyttet,” pointerede han.

Kan man forestille sig en returpen, der faktisk kan genbruges til dens oprindelige formål?

”Med de nuværende myndighedskrav til medicinsk udstyr, så kan vi ikke genbruge materialet. Vi er begyndt at se på, om vi kan genbruge dele af materialet, så længe det ikke kommer i direkte kontakt med medicinen.”

Se eller gense oplægget fra Novo Nordisk og DTU om deres samarbejde med at udvikle ‘Returpen’ i MADE FAST.

Se flere højdepunkter fra MADE Årsdag 2022, hvor der var flere eksempler på bæredygtig produktion.

Læs mere om MADE FAST

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Video
Video