”Vi jagter aggressivt grønne mål”

På MADE Årsdag 2022 var nye grønne løsninger fra hele Produktionsdanmark i centrum. ”Vi jagter aggressivt grønne mål,” lød det fra MADE’s formand. Eksempelvis fortalte Grundfos, hvordan de udvikler take-back-programmer og arbejder strategisk med bæredygtig produktion.

Hvordan skal Produktionsdanmark tackle udfordringen med grøn omstilling?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet for MADE Årsdag 2022 den 1. november hos Grundfos i Bjerringbro, hvor en del af svaret var, at løsninger skal findes gennem samarbejde, både når det handler om nye cirkulære forretningsmodeller, nye teknologier eller take-back-programmer.

”Vi jagter aggressivt grønne mål i MADE,” sagde MADE’s formand og Senior Vice President Supply Chain, Danfoss A/S, Morten Buhl Sørensen, da han bød de omkring 140 deltagere velkommen.

Samtidig pointerede han, at nye løsninger er nødvendige i en tid med Corona, krig i Ukraine, energikrise og inflation.

”Vi skal regne med, at det er new normal at blive ramt af mange udfordringer. Derfor skal vi bl.a. udvikle korte og robuste værdikæder, investerer i automatisering, digitalisering og grøn omstilling.”

MADE har sat turbo på

”Siden MADE blev udpeget som Danmarks produktionsklynge har vi sat turbo på: Vi vil gøre vores forskning endnu mere tilgængelig i form af rapporter og udvikling af konkrete værktøjer, som kan lette den grønne omstilling i mindre virksomheder,” lød det fra Morten Buhl Sørensen.

Formanden fortalte, hvordan viden fra de 82 afsluttede MADE forskningsprojekter kan nå endnu længere ud via nye tilbud som f.eks. forløbet i Manufacturing Incubator til iværksættere og kickstartprojekter for SMV’er med begrænset erfaring med innovation.

På vej mod bæredygtig produktion

Torben Buch Rasmussen, Head of Partnerships, AME i Grundfos.

Torben Buch Rasmussen gav i sin keynote indsigt i, hvor langt Grundfos er på deres mission for at forbedre effektiviteten i produktionen af pumper. Det skal bidrage til den grønne omstilling:

”Udfordringer med vand og klima motiverer os. 10 procent af al verdens energiforbrug går til pumper, så hvis vi kan fremstille effektive pumper på en bæredygtig måde, er der meget at hente,” understregede Torben Buch Rasmussen, Head of Partnerships, AME i Grundfos.

Helt konkret ønsker pumpegiganten, der har været involveret i ni forskningsindsatser i MADE siden 2014, at halvere deres C02-udedning og vandforbrug i 2025.

Et ph.d.-projekt i MADE FAST skal være med til at indfri de ambitiøse mål: Her arbejder Grundfos sammen med DTU om at udvikle et værktøj, der vurderer nye teknologiers effekt inden for bæredygtighed og cirkularitet. Dette værktøj skal være med til at sikre, at Grundfos både kan udvikle de mest bæredygtige produkter på markedet og som samtidig også opfylder kravene til bæredygtig produktion og supply chain.

I et andet MADE FAST-projekt forsker Grundfos sammen med Aalborg Universitet og Danfoss i, hvordan de kan skalere take-back-programmer og genbruge eller genanvende så meget af produktet som muligt. Forskningsprojektet skal svare på, hvordan den ideelle infrastruktur kan understøtte cirkulære forretningsmodeller.

Vi skal have rod i industrien for at kunne have den bedste og mest effektive produktion, og derfor er vi en del af MADE. Det er en rigtig god platform for os.

Torben Buch Rasmussen, Head of Partnerships, AME i Grundfos

Fra lokal pumpefabrik til global koncern

På årsdagen fik deltagerne – udover faglige indlæg – oplevet, hvordan Grundfos er gået fra at være en lokal pumpefabrik under navnet ’Pressestøberi & maskinfabrik” i 1945 til den globale koncern den er i dag med over 20.000 ansatte.

På deres museum så deltagerne, hvordan Grundfos’ pumper er blevet fremstillet gennem tiden. Blandt højdepunkterne er syv tons tunge støbeforme, industrirobotter fra 1990’erne og teknologier til 3D-print.

På fabriksrundvisningen i Bjerringbro kom de besøgende helt tæt på den lille cirkulationspumpe, og i showroomet var der mulighed for at interagere med forskellige applikationer, der viste hvordan distribuering af vand sker fra et vandværk til forbrugeren.

Deltagerne kunne iføre sig VR-headset og selv gå på opdagelse i produktionen som operatør.

150.000 kr. til to unge forskere

MADE’s formand og Senior Vice President Supply Chain i Danfoss, Morten Buhl Sørensen, løftede sidst på årsdagen sløret for, hvem der havde vundet Otto Mønsteds Fond MADE Award 2022.

Prisen bliver hvert år uddelt til MADE-forskere, der demonstrerer løsninger eller har potentiale til at løse industrielle udfordringer.

Førstepræmien og 100.000 kroner gik til Ioan-Matei Sarivan, MADE-Ph.d. ved Aalborg Universitet. Han vandt prisen for arbejdet med at optimere værdikædeeksekveringen hos Sjørring Maskinfabrik i et samarbejde med PDM Technology og FORCE Technology.

Ioan-Matei Sarivan, MADE-Ph.d. ved Aalborg Universitet vandt 1.-præmien, og David Sarancic, MADE-Ph.d. på DTU vandt 2.-præmien ved Otto Mønsteds Fond MADE Award 2022.

”Det er fantastisk at se, hvordan projektet kan hjælpe små og mellemstore virksomheder som denne med at give en konkurrencefordel gennem digitalisering. Projektet har involveret alle partnere i værdikæden; leverandører, kunder og vidensinstitutioner for at løse en svær udfordring og sikre et bæredygtigt langsigtet ejerskab af løsningen og dens fremtidige udvikling,” lød juryens bedømmelse.

Andenpræmien gik til David Sarancic, MADE-Ph.d. på DTU. Han har i et samarbejde med Aasted og FORCE Technology demonstreret kompleksiteten i at levere bæredygtige produktionsløsninger og har udviklet værktøjer og dashboards, som kan være til gavn for den bredere industri. Med 2. præmien følger 50.000 kroner.

Læs mere om de to vindere her (på engelsk)

Læs om de fem nominerede til prisen (på engelsk).

Oplægsholdere

  • Morten Buhl Sørensen, MADE’s formand og Senior Vice President Supply Chain, Danfoss A/S
  • Torben Buch Rasmussen, Head of Partnerships, AME, Grundfos A/S
  • Nigel Edmondson, Direktør MADE
  • Lau Akstrup Jensen, CEO, Randers Gears A/S
  • Roar S. Greinert, Ejer, Almexa A/S
  • Jesper Scriver, Sales and Support, One2Feed A/S
  • Kristoffer Hvisthule, Team Leader Global Maintenance, Vestas Manufacturing A/S
  • Michele Colli, Industrial IoT Specialist, FORCE Technology
  • Kim Bang Salling, Transport Validation Expert, Novo Nordisk A/S
  • Tim C. McAloone, Professor, ph.d., Danmarks Tekniske Universitet
  • Torben Pedersen, Professor, Copenhagen Business School
  • Charles Møller, Professor, Aalborg Universitet
  • Kaj Grønbæk, Professor, Aarhus Universitet
  • Claes Zacho Rix Hedegaard, Co-Founder & CTO Siana ApS
  • Mads Harding Gliemann, Co-Founder & CEO Siana ApS
  • Mette Busch Maigaard de Thurah, Manager Siemens Gamesa A/S
  • Frederik Halbak Jacobsen, International Business Developer, StudentPulse A/S
  • Lasse Christiansen, Adjunkt, Professionshøjskolen UCN
  • Nina Movin, Adm. direktør, Otto Mønsteds Fond

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel