Tæt på gemte perler i produktionsmaskinernes Silicon Valley

Hvilke nye teknologier og materialer anvendes inden for værdifulde komponenter til f.eks. vindturbiner, biler og luftfart? Det søgte en skræddersyet MADE Studietur at besvare på en rejse til ’The Valley of Manufacturing’ i Spanien. Hør her, hvad nogle af deltagerne fik ud af at komme helt tæt på nye løsninger og opdage gemte perler hos både vidensinstitutioner og virksomheder.

MADE Studieturen d. 23.-25. maj 2023 ’High Value Manufacturing’ oplevede deltagerne Baskerlandets stærke tradition for produktion – med særligt fokus på værdifulde komponenter til f.eks. vindturbiner, biler og luftfart.

Turens omdrejningspunkt var den spændende udvikling i Spaniens epicenter inden for avanceret produktion, herunder f.eks. 3D-print, CNC-maskiner og robotter – og både virksomheder, universiteter og vidensinstitutioner inviterede indenfor.

”Studieturen var en øjenåbner for deltagerne, hvor de fik set de stærke kompetencer i Baskerlandet, hvor de er flere tusinde, der arbejder med bearbejdning. Efter at vi havde besøgt et par af de ledende maskinproducenter fik vi en unik forståelse af, hvordan mange af de maskiner, vi bruger i den danske produktion, starter deres liv,” siger Klaus Bonde Ørskov, CEO i DAMRC, der var medarrangør.

Han havde glædet sig til at vise MADE-delegationen ’The Valley of Manufacturing’, hvor fremstilling anses som hele udgangspunktet for velstand:

”Baskerlandet er produktionsmaskinernes svar på Silicon Valley. På meget lidt plads er der en utrolig tæt koncentration af viden og kompetencer inden for fremstilling. Vi vidste, at der var mange skjulte skatte her, og vi har jo ikke engang set en tiendedel af alle de gemte perler,” siger Klaus Bonde Ørskov.

Her er tre virksomhedsrepræsentanters indtryk fra studieturen:

Der er mange gemte perler, som vi ikke kender til i Danmark inden for udvalgte teknologier

Uffe Bach Thomsen, maskinudviklingsingeniør hos Topsoe

Inspiration på flere niveauer

Vi spurgte nogle af deltagerne, hvorfor de deltog i MADE studieturen:

”Jeg er relativt grøn inden for området med produktion af værdifulde komponenter, og så ville jeg gerne se og lære en masse nye ting – og samtidig opbygge et netværk i mødet med nye mennesker. Det ser jeg frem til at bygge videre på her efter turen,” siger Christian Skjold Jensen, Quality Engineer hos Alumeco.

SMV’en Alumeco er grossist inden for aluminium, messing, kobber og rustfrit stål, og de bruger ikke selv avancerede produktionsteknologier, men søgte inspiration.

På turen var både SMV’er og store virksomheder med, så der var derfor rig mulighed for at dele viden på tværs af brancher, størrelse og graden af anvendt automation:

”Jeg er med på turen for at få inspiration udefra og lære nyt. Vi besøger ofte andre virksomheder for at se, hvordan de gør tingene. Det giver os inspiration til efterfølgende at finde løsninger på vores egne problemer og indføre forbedringer – uanset, om man fremstiller vandhaner eller pumper, så er det i bund og grund de samme problemstillinger vi arbejder med,” siger Jan Steen Jørgensen, der leder afdelingen ”Product and process innovation” hos VOLA i Horsens.

VOLA har en ’ret høj grad’ af automation med mange mobile robotter til logistikken i deres montageafdeling, og så arbejder de med flere avancerede processer, f.eks. lasersvejsning i rustfrit stål.

Turen gik forbi

Mondragon University
Mondragon Corporation Centro Corporativo de Mondragon
IDEKO Research Center
DANOBAT
Endity
IMH Campus
SORALUCE
Aeronautics advanced Manufacturing Center (CFAA)

Vil du med på næste MADE Studietur?

Så hold øje med MADE’s nyhedsbreve, hvor vi efter sommerferien åbner for tilmelding til MADE Studietur til Flandern d. 24.-26. oktober 2023 med fokus på bæredygtig effektiv produktion. Turen arrangeres i samarbejde med Teknologisk Institut.

Ukendte perler

Vi spurgte deltagerne, hvad der var det mest spændende – og her var mange refleksioner:
”Det var at se alle de nye, spændende teknologier og opbygning af maskiner og opleve, hvad de faktisk kan. At se udviklingen inden for f.eks. fræsning med høj præcision, hastighed eller indbygget støv/spån-sugning. Opbygningen af maskinerne i forhold til, hvor store og komplekse de kan blive i forhold til at kunne udføre kundens krav,” siger Christian Skjold Jensen, Quality Engineer hos Alumeco.

VOLA var også begejstret for at opleve maskiner i så stor skala:

”De store slibe- og fræsemaskiner gjorde indtryk – det er en helt anden boldgade, end vi er vant til. Laboratoriet hos IDEKO Research Center var også et højdepunkt, når man er teknologi-interesseret, som mig og gerne vil se noget helt nyt,” siger Jan Steen Jørgensen.

Han bakkes op af en anden stor virksomhed, Topsoe, der fandt det gavnligt at besøge en af Europas hotspots for avanceret produktion:

”At se og opleve hele deres imponerende industri og kultur, der er mange gemte perler, som vi ikke kender til i Danmark inden for udvalgte teknologier i det her område med værdifulde komponenter. Det er jo vigtigt at få ny indsigt – og det er luksus at komme med på sådan en skræddersyet tur,” siger Uffe Bach Thomsen, maskinudviklingsingeniør hos Topsoe, der er involveret i mange nye teknologimuligheder og nye produktionsmetoder. Topsoe er producent af katalysatorer og teknologi til produktion af grønne brændstoffer. De digitaliserer deres produktion med XR- og AI-teknologier. Du kan se deres faciliteter på MADE Virksomhedsbesøget d. 29. juni.

Én stor forening

Deltagerne satte også ord på, hvad de konkret tager med hjem fra studieturen:”Det har været inspirerende at se, hvordan virksomhederne samarbejder med universiteterne. Det er nærmest én stor forening. De uddanner og efteruddanner sig, mens de arbejder – og de er måske bedre end os til at oprette praktiksteder på arbejdspladserne, det kan vi godt lære af og bedre udnytte de ressourcer, vi har,” siger Uffe Bach Thomsen.

Startskuddet til noget nyt

Ud over deres evne til at koble teori og praksis i et stærkt økosystem, så var der også nye tekniske løsninger som fik deltagerne til at spærre øjnene op – eller finde notesblokken frem.

”Det var inspirerende at se robotterne i måle og testlab. Robotterne og omgivelserne var påsat nogle kalibreringsmærker som gjorde, at kameraer og software kunne udregne afvigelsen mellem den fysiske placering og den teoretiske. Det kunne være godt for os, når vi skal forklare nogle af de ting, vi oplever, når vi sliber emner og opdager unøjagtigheder. Den hér teknologi vil kunne give vished om, at det er robotten, der er ude af kurs, og gøre vi kan korrigere on-the-fly i f.eks. en slibeproces,” siger Jan Steen Jørgensen, der leder afdelingen ”Product and process innovation” hos VOLA i Horsens.

Deltagerne så de her robotter i et måle- og testlaboratorium.

Få hjælp fra udenlandske eksperter

Er du interesseret i at høre om projekter, hvor MADE kan koble jeres organisation sammen med internationale vidensinstutitioner, så ræk ud til Merete Nørby (se kontaktboks neden for).

MADE tilbyder skræddersyede forløb i form af internationale demonstrationsprojekter, hvor danske SMV’er får hjælp fra udenlandske kompetencecentre til at løse konkrete udfordringer eller afprøve nye produktionsteknologier i forløb på op til seks måneder fra projektets opstartsdato. Gennem forløbet kan SMV’en trække på viden hos udenlandske eksperter til en værdi af op til 100.000 kr.

Merete Nørby

International chefkonsulent, ph.d.

Mobil: +45 2112 3991
Mail: mnorby@made.dk

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel