Startup puster nyt liv i gamle 3D-printere

3D-print entusiasten Eyþór Rúnar Eiríksson, der startede som MADE-p.hd., har udviklet et nyt vision system, der kan sikre kvalitet i nye og gamle 3D-printere. Med hans startup Euler 3D skal systemet bidrage til at udbrede metal 3D-print.

Året er 2014 og på DTU’s laboratorie står en purung Eyþór Rúnar Eiríksson. Han analyserer data fra en 3D-printer. Som ph.d. i MADE’s daværende forskningsplatform MADE SPIR har han til opgave at undersøge om billeddata fra printprocessen kan afsløre noget om printets kvalitet.

”Det arbejdede jeg med i tre år. Efter det var jeg hooked på det,” fortæller Eyþór Rúnar Eiríksson, som fortsatte sit arbejde med 3D-print i en MADE post doc. for til sidst at lave sin egen startup ved navn Euler 3D.

Eyþór Rúnar Eiríksson under sin deltagelse i MADE Digital forskningen om kvalitetssikring af 3D-print via vision teknologi.

Årsagen, til at kvalitetssikring af 3D-print kan være en svær nød at knække, er, at man med 3D-print kan lave alskens snørklede indre strukturer i et emne. Disse strukturer er svære at kvalitetssikre i et færdigt print, som man ikke kan se ind i – for eksempel en 3D-printet komponent med indvendige kølekanaler til en flymotor.

”3D-printeren kan printe meget komplekse strukturer og objekter, men nogle gange er de så komplekse, at de er umulige at måle, med traditionelle værktøjer. Så der prøver vi at måle med vision teknologi, imens den printer,” forklarer Eyþór Rúnar Eiríksson.

På jagt efter metal 3D-printere

I dag har Euler 3D installeret deres vision teknologi hos en enkelt kunde.

”Min store udfordring er, at jeg mangler brugere, og at jeg mangler data,” siger Eyþór Rúnar Eiríksson.

Ifølge ham vil data fra kunder gøre ham i stand til at optimere på produktet – noget der kan være svært at gøre, når startup-kontoret ikke huser et arsenal af forskellige industrielle metal 3D-printere.

”Jeg udvikler på noget, som skal ind i et system og en maskine, som jeg ikke har adgang til”

Euler 3D’s vision system installeret i en 3D-printer.

MADE Demonstrationsprojekt

Med et MADE – Manufacturing Academy of Denmark – Demonstrationsprojekt kan en lille eller mellemstor virksomhed få op til 100.000 kr. i støtte til at løse en konkret udfordring i virksomheden eller afprøve en ny teknologi i produktionen.

Der er løbende ansøgningsfrist på demonstrationsprojekter og næste deadline for ansøgninger er den 1. december 2021.

Ved at blive koblet op sammen med Teknologisk Institut, FORCE Technology eller Alexandra Instituttet får man adgang til de teknologier, den viden og de kompetencer, som er nødvendige i forhold til at løse den konkrete udfordring i virksomheden.

Derfor vendte Eyþór Rúnar Eiríksson næsen mod MADE – der, hvor det hele startede. I et MADE Demonstrationsprojekt har han fået lov til at installere sit vision system i en helt ny printer hos Teknologisk Institut… Eller i hvert fald ny i den forstand at Euler 3D’s system ikke før havde været installeret i en sådan printer.

”Vi har nogle 3D-printere fra 2006, der kører Windows 2000. Det ville ikke være så godt, hvis de kom på nettet – så ville de bare blive hacket,” siger konsulent i Teknologisk Institut Lasse Hahr-Lillevang, og tilføjer at Euler 3D’s løsning er unik i, at den netop ikke kræver, at printeren er på nettet:

”Euler’s system behøver man ikke at integrere med en software tilknyttet til printeren. Det skal sættes på som en add-on, hvorefter det kan suge data og lære af sig selv”.

Installation af Euler 3D’s vision system i Teknologisk Instituts printer fra 2006.

En klar businesscase

I demonstrationsprojektet hjalp Lasse Hahr-Lillevang Euler 3D med at få installeret vision systemet i printeren:

”Der var lidt små tilpasninger i, hvor kameraerne skulle sidde, og hvordan vinklerne skulle være,” forklarer Lasse Hahr-Lillevang og tilføjer, at de fik systemet op at køre, og gjorde sig en række erfaringer undervejs:

”Det mest værdifulde er, at Euler nu har et bevis på, at det virker, og at de ved nogenlunde, hvad der skal til og hvad det koster. De har en klar businesscase.”

Euler 3D vil gerne have endnu flere af den slags cases med sig i bagagen, for at kunne vise systemets værd i forskellige printere. Gennem installation i forskellige printere kan Euler 3D lære deres system at tage højde for nye fejltyper, materialer og procesparametre. Samtidig kan Euler 3D blive klogere på, hvordan systemet rent praktisk skal installeres i forskellige typer af 3D-printere (både nye og gamle).

”Jeg vil meget gerne ud at teste systemet flere steder. For mig gælder det om at have systemet installeret i så mange printere som muligt, for at kunne samle data,” siger Eyþór Rúnar Eiríksson og tilføjer:

Vi har hørt mange gange at 3D-print vil skabe en industriel revolution. Men inden for metal 3D-print er det mangel på kvalitetssikring, som stopper det. Euler 3D håber at kunne løse det, så vi kan få 3D-print masseimplementeret

Eyþór Rúnar Eiríksson, Ejer og stifter af Euler 3D

”Vi har hørt mange gange at 3D-print vil skabe en industriel revolution. Men inden for metal 3D-print er det mangel på kvalitetssikring, som stopper det. Euler 3D håber at kunne løse det, så vi kan få 3D-print masseimplementeret”.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel