Projekt løfter digitaliseringståge: ”Vi har fået belyst, hvad vi har brug for”

For at komme godt ind i industri 4.0 og af med omstændige manuelle processer, har virksomheder deltaget i MADE Klyngeprojektet 'Teknologisk Forretningsudvikling'. Her har de fået indsigt i, hvor det giver mening at digitalisere, og hvad en sådan digitalisering kræver i praksis.

”Hvis man skal sige ét ord: Afklaring”

Sådan beskriver Andrew Hoff, chefkonsulent ved FORCE Technology, udbyttet af det netop afsluttede projekt ”Teknologisk Forretningsudvikling”, som han og kollegaen Jens Ulrich Nielsen stod i spidsen for.

Den melding går igen blandt deltagerne i projektet:

”Vi har fået belyst, hvad vi har brug for, samtidig med at vi har fået hjælp til, hvilken plan vi skal lave,” fortæller Mikael Ordell, afdelingsleder hos SMV’en ECM Industries.

ECM var forud for projektet varme på at udvide deres forretning fra at være en ren produktion af maskiner til også at levere service på maskinerne. Her kan teknologi i form af såkaldt IoT (Internet of Things) spille en rolle, da IoT gør det muligt at indsamle data om, hvornår en maskine har brug for service.

At udvikle virksomheders måde at drive forretning på med hjælp fra teknologi er netop kernen i projektet ”Teknologisk Forretningsudvikling” – og det kan gøres på flere måder:

”Teknologisk forretningsudvikling er et bredt begreb, men det handler om, hvordan ser en forretning ud, hvis man putter nogle teknologier ind i den. Det kan være IoT, eller det kan være et spørgsmål, om at digitalisere processer,” fortæller chefkonsulent hos FORCE Andrew Hoff.


Et røntgen af virksomheden – hvor er den brækkede arm?

For at hjælpe virksomhederne i gang med at få udbytte af teknologier i deres forretning, har de gennemgået et såkaldt ADMA Short Scan.

”ADMA scannet har været rigtigt vigtigt for at forstå virksomhederne. Den er et røntgenbillede af virksomheden, så man kan se, om der skulle være en brækket knogle,” siger Jens Ulrich Nielsen, chefkonsulent hos FORCE.

ADMA scannet er en del af et EU støttet projekt, som MADE er partner i, og dets formål er at måle virksomheders teknologiske parathed. I praksis går det ud på, at virksomheder vurderer deres egen parathed på en række parametre i et spørgeskema.

”Det gav en skitse over, hvor de stod, og derfra kunne vi begynde at fylde på. ADMA scannet har været et rigtigt godt værktøj til at starte op på,” siger Andrew Hoff.

Gennem ADMA scannet og de opfølgende workshops, hvor virksomheder er blevet introduceret til en række strategi-værktøjer, har TANDEX fået overblik over hele deres værdikæde fra kundehenvendelse til levering af varer:

”Vi har fået kortlagt der, hvor vores svagheder er. Det gør, at man ved, hvad der giver mening at arbejde med fremadrettet,” fortæller Jeannie Heart Strømsborg ejer og administrerende direktør i TANDEX, der fremstiller tandbørster og anden udstyr til mundhygiejne.

Digitale broer og genveje


Hos TANDEX havde man på fornemmelsen, at implementering af teknologi i forretningen havde et uudnyttet potentiale til at komme svaghederne til livs:

”Jeg meldte os til projektet, fordi der var mange ting vi boksede med i dagligdagen, hvor jeg tænkte, man måtte kunne gøre det mere effektivt og strømlinet,” forklarer Jeannie Heart Strømsborg og fortsætter:

”Der er kommet mange ting frem i det her forløb og det har været rigtigt brugbart”

Blandt andet kom det frem, at TANDEX manglede en besked fra kvalitetskontrollen til bogholderiet, når varens kvalitet var vurderet til at være i orden, og fakturaen dermed skulle betales – eller det modsatte. Om lige præcis dette skal have en digital løsning, er endnu ikke besluttet, men én ting er sikkert:

”Vi har fået styr på, hvor der skal bygges broer mellem afdelinger – og nu skal vi se, hvor det giver mening at lave digitale løsninger,” siger Jeannie Heart Strømsborg.

Også ECM har gennem projektet fået øje på benspænd i hverdagen.

”For det første har vi fået hjælp til at tænke over, hvad vi kan gøre smartere, og hvordan vi kan flytte information digitalt,” fortæller Mikael Ordell og fortsætter:

”Vi kan nu se, hvor vi kan digitalisere, så vi kan eliminere slaveopgaver.”

En af de analysemodeller, som deltagerne blev præsenteret for i MADE Klyngeprojektet ‘Teknologisk Forretningsudvikling’: The servitization progression model. Kilde: Tim Bains, Rui Sousa, Ali Z. Bigdeli.

At finde de manglende brikker


ECM’s plan for at gøre deres maskiner intelligente manglede et par brikker ved forløbets start. De er ved at falde på plads nu. Scannet og de strategiske værktøjer har fået ECM ”hele vejen rundt”, ifølge Mikael Ordell, og resultatet er, at der er brug for nye kompetencer.

”Gennem forløbet er vi kommet frem til, at vi skal bruge nogle styringsfolk, nogle IT-folk og nogle dokumentationsfolk,” siger Mikael Ordell.

De nye kompetencer og den nye teknologi skal hjælpe ECM med produktoptimering, servicering og med at holde styr på maskiner, der er lokaliseret på den anden del af kloden:

”Så kan vi for eksempel undersøge, hvorfor er det, at den her pumpe altid bliver varm? Derudover har vi har mange maskiner i Kina, Indien, Østen, USA – alle steder. Hvis der er en timetæller på, så ved vi okay, når der er gået så lang tid her, så skal der gøres nogle ting.”

Og her er det en hjælp, hvis maskinerne selv sender beskeder, der fortæller, at nu har de har fået en omgang service:

”Du kan selv køre din bil til service, så den kan vedligeholdes, men hvis vores maskiner er bilen, så står den i Kina og alle mulige steder,” siger Mikael Ordell og tilføjer, at når man ikke selv kan være til stede og tjekke op på, at alt er i orden, er det smart at maskinerne selv giver en status, når de har fået service:

”Vi skal have kvitteringer på, at de her ting er gjort”.

Fremtidsplaner og nye sparringspartnere


Selvom de deltagende virksomhederne spænder fra TANDEX på 14 medarbejdere til Dansac med flere end 200 medarbejdere i Danmark, har de inspireret hinanden gennem forløbet.

”Det sjove er, når virksomhederne kan spejle sig i hinanden. Når TANDEX for eksempel kan spejle sig i ECM, og når Dansac kan spejle sig i Nopa Nordic. Det giver en kæmpe vidensudveksling mellem deltagerne, ” fortæller Andrew Hoff.

Samme begejstring går igen blandt virksomhederne. Blandt andet fortæller TANDEX, at de har haft stor gavn af at kunne skæve til ECM, der også ville effektivisere processer. Udover at have fået et netværk af sparringspartnere, har TANDEX nu et udgangspunkt at arbejde videre ud fra:

”Vi kan gøre rigtigt meget for at bruge det digitale område mere – der er et kæmpe potentiale. Nu skal vi hjem og prioritere i det og finde ud af, hvor der nogle lavthængende frugte, som vi kan starte med,” siger Jeannie Heart Strømsborg.

ECM-system har nu identificeret ingredienserne til opskriften på succes, men mangler stadig det sidste, før en færdig plan kan afleveres til ejerne:

”Hvis vi skal videre herfra, er vi nødt til at tage alle ingredienserne, mikse dem og aflevere en færdigbagt kage,” siger Mikael Ordell.

Derudover har alle virksomhederne som afslutning på forløbet fået et tilbud om et mere dybdegående ADMA scan – et såkaldt ADMA Long scan.

”Jeg er meget spændt på at se resultatet fra ADMA Long scannet,” afslutter Andrew Hoff.

ADMA Long Scan tager et spadestik dybere i at identificere områder med muligheder for vækst og udvikling. Andrew Hoff og Jens Ulrich Nielsen fra FORCE Technology vil hjælpe virksomhederne med at forstå resultaterne, når de er klare. Derved har de endnu ikke helt sluppet taget i virksomhedernes digitale rejse.

Teknologisk Forretningsudvikling

Teknologisk forretningsudvikling: Bliv klar til fremtidens marked er et MADE Klyngeprojekt.

Projektet forløb fra maj 2020 – november 2020.

Projektet ledes af chefkonsulenterne Jens Ulrich Nielsen og Andrew Hoff fra FORCE Technology.

De deltagende virksomheder er: ECM Industries A/S, TANDEX A/S, Dansac A/S, Danish Fibres A/S, Nopa Nordic A/S og JVJ Maskinteknik ApS.

Læs mere om MADE Klyngeprojekter

ADMA

ADMA står for ‘Advanced Manufacturing support for SMEs’.

MADE er kernepartner i projektet sammen med partnere fra ni andre EU-lande.

ADMA begyndte juni 2018 og afsluttes juni 2021.

ADMA finansieres af EU agenturet EASME.

Formålet er at oprette et netværk af støttende partnere, der kan fungere som rådgivere for EU’s SMV’er.

Herunder, tilbydes virksomheder at få målt deres teknologiparathed via et ADMA Short Scan og et ADMA Long Scan. Paratheden måles på flere parametre bl.a.; teknologi, integration med dine kunder, organisation, værdikæde samt bæredygtighed.

Læs mere om AMDA og MADE’s rolle i ADMA.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel