I 2022 lancerede MADE en iværksætterindsats for at hjælpe startups med at forstå produktionsbranchens behov og selv komme i gang med at producere. Læs om nogle af de 32 startups’ historier og se en række videodagbøger fra iværksætternes rejse.
Der er et utal af muligheder for at søge støtte som iværksætter i Danmark. Alligevel lancerede MADE med støtte fra EU, Beyond Beta og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse endnu en i foråret 2022 kaldet ”MADE Manufacturing Incubator” – og hvorfor så det?
”Vi har mange gode fora, hvor startups mødes og deler viden, men når det handler om produktion, er der faktisk ikke nogen steder at gå hen,” siger Hanne Jarmer, der som erfaren iværksætter og stifter af Go Dogo har holdt oplæg for startups i MADE og tilføjer:
”Det kunne vi også godt selv have brugt for nogle år siden.”
Også medstifter af startuppen RoboE Mette Nordensgaard Dam Nielsen mener, at MADE Manufacturing Incubator skiller sig ud fra andre startupprogrammer, de har deltaget i, og understreger:
Vi får reel hjælp til at gøre produktet klar til produktion og markedet – det er meget praksisnært
Mette Nordensgaard Dam Nielsen, medstifter af RoboE
”Vi får reel hjælp til at gøre produktet klar til produktion og markedet – det er meget praksisnært.”
I alt har 32 startups gennem det seneste år fået hjælp i MADE Manufacturing Incubator.
”Vi har hjulpet en lang række startups med faglig viden, kontakter til forskellige rådgivere og eksperter, og netværk,” opsummerer chefkonsulent i MADE Anders Sparre, der er ansvarlig for MADE’s startup indsats.
Fra prototype til marked
De to startups EchoVice og ERGOZ er blandt de 32 startups, der har fået hjælp til at komme ind i alt det med produktion – fra patentregler til materialetest og produktionsteknologi.
EchoVice producerer et mundstykke, som fastholder ultralydsprober, når læger foretager hjerteundersøgelser, hvilket forbedrer billederne og komforten. Hør mere om dem i deres videodagbøger, som du finder nederst i artiklen.
ERGOZ arbejder også med komfort (dog i en langt mere dagligdagssituation) med deres hævesænke-bordplader, som kan placeres på en hvilken som helst flade.
MADE Manufacturing Incubator
Tilbuddet løb fra 2022-2023 og var målrettet.
- Startups i gang med at udvikle et fysisk produkt, som skal sættes i produktion.
- Startups der arbejder med teknologier eller metoder, der kan anvendes i avanceret produktion
MADE Manufacturing Incubator er en del af Beyond Beta, som er et landsdækkende startup-program støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Socialfond.
Gennem Beyond Beta får startups hjælp til skalering og investeringer samt sektorspecifik sparring.
Kontakt Anders Sparre på +45 2627 2494 eller asparre@made.dk for information om fremtidige muligheder for iværksættere i MADE.
”Vi ansøgte om at blive en del af MADE Manufacturing Incubator for at være en del af et netværk, der arbejder specifikt med produktion af fysiske produkter,” forklarer CEO i startuppen Kim Braad Carlsen.
Gennem inkubatoren har ERGOZ fået økonomisk støtte til at gå fra prototype til et fabriksklart produkt. Det er sket gennem en omfattende testproces, hvor de har fået identificeret og rettet fejl inden endelig produktion. Derudover har ERGOZ ifølge Kim Braad Carlsen etableret et ”stærkt netværk” af ligesindede startups og kontakt til eksperter gennem MADE-arrangementer:
”Disse møder har været meget værdifulde for vores udvikling og vækst,” siger han og tilføjer:
”Efter en succesfuld crowdfunding-kampagne er vi nu klar til at sætte produktionen i gang og levere til vores kunder.”
De reelle behov i branchen i dag og i morgen
Vender vi næsen mod en anden gruppe af iværksættere i MADE Manufacturing Incubator, finder vi dem, der har fået hjælp til at tilpasse produkter målrettet produktionsvirksomheder.
Her har vi blandt andre Siana, der har lavet et målingsapparat til at undgå produktionsstop, og som du kan følge gennem en række videodagbøger længere nede i artiklen.
Og nu vi er i gang med snakken om servicering og det at undgå bøvlede produktionsstop og fejl, kan vi også komme rundt om en anden startup i MADE: ServiceLinkr.
ServiceLinkr står bag en after-sales service løsning, hvor blandet andet en QR-kode sættes på en maskine og linker til data for den specifikke maskine. Derved kan brugeren eller en servicetekniker let finde frem til blandt andet servicerapporter, manualer og reservedelslister for præcis den maskine. Derudover er koden sådan indrettet, at den tilpasser i sprog baseret kundes telefonindstillinger.
Vi har fået netværk, inspiration og viden om, hvad producenterne egentlig har brug for lige nu
Klaus Kirk Jensen, CEO i ServiceLinkr
”Vi har fået netværk, inspiration og viden om, hvad producenterne egentlig har brug for lige nu,” siger CEO i ServiceLinkr Klaus Kirk Jensen om deres tid i inkubatoren og tilføjer:
”Jeg har også talt med virksomheder, der arbejder med predictive maintenance, og det har givet en god idé om, hvor vi skal henad på sigt.”
Predictive maintenance handler om at forudsige fejl i maskiner – fuldstændig som Sianas apparat gør – gennem målinger af f.eks. varme eller vibrationer fra en maskine. Når risikoen for fejl fanges, inden fejlen opstår, kan virksomheder spare en masse tid og penge på produktionsstop og fejlproduktion.
Netværk, netværk, netværk
Gennem netværk i MADE har ServiceLinkr fået blik for, at hvis de samarbejder med virksomheder, som producerer måleapparater til predictive maintenance, kan disse data blive håndteret og vist gennem deres QR-koder.
I første omgang er fokus dog på opskalering – noget startuppen også har fået hjælp til gennem MADE.
”Vores løsning sammen med QR koder på produkter kan løse rigtig mange forskellige problemer indenfor after-sales service området for industrivirksomheder, så derfor gælder det om at forstå, hvad der er vigtigt. Gennem MADE er vi blevet bedre til at italesætte og finde de problemer, som vi kan løse, fordi vi har fået indsigt i, hvilke produktionsvirksomheder, der har hvilke udfordringer – og i det hele taget forstå deres hverdag,” siger Klaus Kirk Jensen.
Og det er ikke blot startups, som ServiceLinkr, der har fået inspiration. Spørger man Anders Sparre, går det begge veje:
”Vi har fået aktiveret nogle af vores mere etablerede virksomheder i medlemskredsen, der kan se gode perspektiver i at arbejde sammen med startups. Både rådgivere og produktionsvirksomheder,” siger han og tilføjer, at selvom MADE Manufacturing Incubator-forløbet er afsluttet, er sidste punktum ikke sat i sagen:
”Vi har fået en masse gode erfaringer, vi kan bygge videre på i forhold til økosystemet omkring produktion. Vi har også identificeret muligheder for at skabe nye værktøjer, der kan hjælpe med at komme i gang med produktion.”
Videodagbøger fra iværksætterne
Nedenfor finder du en række videoer fra Siana og EchoVice, som er blandt iværksætterne i MADE Manufacturing Incubator. Læn dig tilbage og kom med på rejsen.
EchoVice
Siana
Se flere videoer og følg MADE’s arbejde med iværksættere på MADE’s YouTube-kanal.