Irish Manufacturing Research besøgte Danmark og diskuterede robotternes potentiale og udfordringer

Samarbejdsorganisationen Irish Manufacturing Research (IMR) har besøgt Syddansk Universitet (SDU) og Teknologisk Institut (TI) i regi af MADE i jagten på at finde nye samarbejdspartnere og ikke mindst se, hvad der rører sig inden for robotteknologi i Danmark.

– Meningen med besøget var at få en forståelse for de aktuelle forskningsinteresser og mulighederne for fremtidig forskning, men også at udforske et potentielt europæisk samarbejde mellem IMR, TI og SDU, siger Philip Long, der er Senior Researcher hos IMR.

Besøget var en opfølgning på MADE Studietur til Irland i 2018, hvor MADE's virksomhedsmedlemmer fik inspiration til, hvordan virksomheder og specialister i Irland arbejder med digitalisering, automatisering og nye forretningsmodeller. 

Et udbytterigt besøg

Fra IMR deltog også Ann O’Connell, der er European Program Owner. Dagens program bød på en rundvisning i SDU's robotlaboratorie – SDU Robotics – hos professor Henrik Gordon Petersen. Her fik deltagerne mulighed for at udforske laboratoriet, der både rummer velfærdsrobotter og kollaborative robotter.

Dernæst gik turen cirka 1000 meter længere nede ad vejen til Teknologisk Institut i Odense, hvor der var rundvisning i instituttets tre robothaller, der blandt andet rummer en Start Up Hub, et vision-laboratorie og kollaborative robotter.

– Vi fik en god forståelse af de robotforskningsområder, som TI og SDU er involveret i, og vi blev klogere på et europæisk kollaborativt robotprojekt – COVR – som TI er involveret i, og som har stor relevans for IMR. Det mest interessante var at opleve de forskellige robotdemonstratorer hos TI. Jeg var særligt interesseret i, hvordan TI bruger forskningen i robotter til at skabe industrielle kvalitetsløsninger, siger Philip Long og tilføjer:

– Det var udbytterigt at tale om udfordringerne og mulighederne inden for robotter med både SDU og TI, og jeg ser frem til engagere med begge parter i fremtiden.

Potentiale for fremtidigt samarbejde 

Steen Harder Ulrichsen, der er seniorprojektleder hos Teknologisk Institut, fortæller, at besøget har vakt interesse for et fremtidigt samarbejde mellem TI og IMR.

– Det er altid positivt, når mulige samarbejdspartnere udviser interesse for vores aktiviteter her hos Teknologisk Institut, og jeg er sikker på, at der er masser af samarbejdsmuligheder, vi kan tage fat på, siger han.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel