Startuppen Siana fik adgang til at teste deres predictive maintenance løsninger hos industrigiganten Danish Crown i prototypefasen. Læs om deres rejse, hvad samarbejdet betød for deres videre udvikling, og hvad de i dag får ud at være med i MADE Manufacturing Incubator.
Året er 2018.
Bachelorstuderende på ingeniørstudiet indenfor forretningsudvikling Claes Zacho har gennem en bekendt fået foden indenfor til et netværksmøde hos medicinalgiganten Novo Nordisk. Her indtager skiftende forretningsfolk og eksperter scenen for at udfolde deres viden om såkaldt ”Predictive Maintanance” – evnen til at forudsige behov for vedligehold, så maskinnedbrud kan undgås.
Kort tid efter ringer telefonen i studiekammeraten Mads Gliemanns bukselomme. Claes er på vej hjem fra netværksmødet og hælder sine tanker fra dagen ud gennem røret til Mads. Sammen begynder de at brygge på idéen om, hvordan en – one-fits-all ”Predictive Maintenance”-løsning kan fylde et hul i markedet.
”Virksomhederne fortalte dengang, at de fik et ingeniørteam ud for at lave en specifik løsning med sensorer, infrastruktur og software – det var et nyt projekt og en ny løsning hver gang. Vi ville gerne lave noget billigere og nemmere, som kunne genbruges af alle,” forklarer Mads Gliemann fire år senere til MADE – Danmarks produktionsklynge, som han og Claes’ startup er blevet medlem del af.
Fra lydbølger til vibrationer
Telefonsamtalen blev startskuddet til et universitetsprojekt, hvor målet var at forudsige behovet for vedligehold af en industrirobot ved hjælp af lydbølger. Lyder robotten som normalt, eller er den – så at sige – ude af takt? En kunstig intelligens skulle lære den normale rytme og derefter finde anomalier.
”Vi kontaktede Danish Crown, blandt andet fordi de har mange industrirobotter, for at høre, om det var noget, de kunne bruge. De var meget interesserede, så vi fik lynhurtigt et møde,” siger Mads Gliemann.
I Horsens troppede Claes og Mads’ studiegruppe op foran den flade, hvide Danish Crown-bygning, der strækker sig dovent ud i marklandskabet. Da de træder ud af bygningen nogle timer senere, er det med et helt nyt syn på opgaven.
”Det viste sig ikke at give mening at overvåge industrirobotterne, fordi behovet i langt højere grad lå i det roterende maskineri, som er tændt 24/7 og er under høj belastning,” siger Mads Gliemann.
Roterende maskineri er et paraplybegreb for en række komponenter så som for eksempel motorer til transportbånd, pumper, gear og fritstående lejer. Behovet for at overvåge disse er langt større også, fordi der simpelthen er mange, mange gange flere roterende maskiner sammenlignet med industrirobotter i en produktion som Danish Crowns.
Siana
- Sælger intuitive AI-baserede predictive maintenance teknologi i ét samlet system, der kan benyttes til at overvåge maskiner og forudsige fejl
- Blev stiftet I 2019
- Består af grundlæggerne Mads Gliemann og Claes Zacho
- Har base i Aarhus.
MADE Manufacturing Incubator
Gennem MADE’s Manufacturing Incubator, som er en del af det landsdækkende program Beyond Beta, kan startups få skræddersyet et forløb, som bl.a. kan inkluderer matchmaking og vouchere til eksperthjælp.
Beyond Beta og Manufacturing Incubator er finansieret af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Garage-prototypen på prøve
Efter en tur med næsen nede i bøgerne og det nye fokus for øje, opdager Mads og Claes, at der er stor succes i at opdage fejl i roterende maskineri baseret på vibrationer fremfor lyde. Idéen gik derfor nu på at bruge kunstig intelligens til at overvåge vibrationer i roterende maskiner – og der gik ikke langt fra tanke til handling: Teamet etablerede startuppen Siana, og første prototype tog form.
I Claes’ fars garage blev der loddet og skruet.
I første omgang kunne prototypen, der lignede et rod af printplader og ledninger, kun opfange vibrationer og sende dem videre.
Men det viste sig at være nok.
”Selv om vi var studerende og blot stod med en prototype, der var loddet sammen i min fars garage, så kunne vi rent faktisk vise dem (red. Danish Crown), at vi kunne skabe værdi, og helt konkret bevise, at vi var i stand til at forudsige nedbrud i deres produktion,” fortæller Claes.
Den hårde virkelighed
Selve universitetsprojektet var færdigt med første prototype, men Claes og Mads havde formået at vække Danish Crowns nysgerrighed og fortsatte samarbejdet samt byggeriet af prototyper.
Prototype nummer to og en kunstig intelligens, som skulle lære af vibrationerne, fik så småt liv.
”Det var afgørende, at vi kunne teste udstyret hos Danish Crown i det rigtige miljø med svineblod og bendele – det er ikke lige til at gengive i test på universitetet eller i garagen,” siger Mads Gliemann.
Gang på gang gik turen til Danish Crowns i Horsens, og hver gang kom makkerparret hjem med nye opdagelser. Det var ikke kun Mads og Claes, men også deres kunstige intelligens, som sugede viden ud af samarbejdet.
”Den skal f.eks. også forstå, at det er ok, hvis et stort kødstykke sidder lidt fast midlertidigt, og ikke registrere det hele som fejl i maskinen,” uddyber Mads og tilføjer:
”Der var mange iterationer der.”
Tomt lager og forretningsskabelse
Den brugerdrevne innovation, var afgørende for det produkt, Siana står med i dag:
”Man lærer at forstå, hvordan man løser noget, andre virkelig har brug for,” siger Mads Gliemann.
I dag har Siana solgt deres produkter til en række fabrikker landet over. Lageret er hurtigt blevet tømt, og produktionen af næste læs af produkter er nu i fuld gang.
Med produktet på plads er Siana blevet optaget i MADE’s Manufacturing Incubator, hvor de blandt andet har kan få hjælp til at navigere i IP-rettigheder, patentregler og valg af produktions-setup.
”Vi håber, at accelerere vores virksomhed gennem inkubatoren,” siger Mads Gliemann.
”Det er afgørende, at startups kan teste forskellige løsninger af i det rigtige miljø. Det er i MADE’s DNA at afprøve metoder og teknologier i en slags minilaboratorier – og det kan selvfølgelig også gøres i den her skala,” siger chefkonsulent i MADE Anders Sparre, som er ansvarlig for MADE Manufacturing Incubator og tilføjer, at han ser matchmaking gennem inkubatorens aktiviteter, som en mulighed ikke kun for startups men også etablerede virksomheder, som kan ”præge udviklingen og hente gevinster fra den nyeste teknologi”.
Søger din startup matchmaking eller vouchere til eksperthjælp?
Så læs mere om Manufacturing Incubator.