Fire danske robotvirksomheder er blandt de 20 vindere i RobotUnions første runde

Danmark er stærkt repræsenteret i EU’s store accelerationsprogram for robotteknologivirksomheder, RobotUnion. Fire ud af i alt 20 pladser i accelerationsprogrammets første runde er erobret af danske virksomheder.

De fire, danske startups har idéer, der spænder så vidt som en robot til opmåling af tarme til pølser og en robothandske, som kan give mennesker kræfter tilbage i fingrene efter eksempelvis slagtilfælde.

Hver af de 20 udvalgte virksomheder modtager nu 3.800 euro – knap 30.000 kr. – og deltager i den første fase af accelerationsprogrammet, som giver indledende hjælp til videreudvikling af de konkrete robotløsninger.

Herefter starter et udskilningsløb, hvor virksomhederne i sidste ende kan modtage op til 223.000 euro – godt 1,6 mio. kr. – til produkt- og forretningsudvikling samt adgang til teknologisk udviklingsstøtte fra europæiske teknologicentre. De fire virksomheder, der præsterer bedst, kan desuden opnå yderligere 7,5 mio. kr. i ekstern venture funding.

Ny ansøgningsrunde til foråret

MADE er en af partnerne i RobotUnion sammen med blandt andre også Odense Kommune og Teknologisk Institut.

De 20 udvalgte virksomheder blev fundet på RobotUnions Jury Day i San Sebastian, Spanien. 44 virksomheder havde kvalificeret sig til Jury Day, hvor der blev holdt pitches foran de eksperter, der i sidste ende skulle finde de 20 vindere.

RobotUnion består af to runder, hvor nystartede robotvirksomheder fra hele Europa kan søge blive en del af programmet. Anden ansøgningsrunde er planlagt til foråret 2019 – hold øje med made.dk eller MADE’s nyhedsbrev for mere information.

FAKTA

De fire danske vindere i RobotUnion

  • Cliin Aps
    Virksomheden udvikler en robot til rensning af store skibe. Rensningen er i dag omkostningstung, hvorfor der er et betydelig økonomisk potentiale i at bruge robotter til processer, der i dag udføres udelukkende manuelt.
  • Proxima Centauri IVS
    Virksomheden udvikler en robot til at opmåle og sortere tarme til pølser. I dag er skindet på alle pølser, der sælges i den vestlige verden, min. seks måneder gamle, da tarmen bliver opmålt og sorteret i Kina. Proxima vil nu med et robotbaseret sorteringsanlæg til svinetarme rykke denne processen til Europa.
  • Smooth Robotics
    Virksomheden udvikler et styresystem, som gør det hurtigere og nemmere at anvende svejserobotter – uden at skulle foretage programmering. Ved at bruge specialfremstillede joysticks og den nyeste sensorteknologi kan svejseprocesser ændres på mindre end 10 minutter.
  • Tendo
    Virksomheden udvikler en robothandske, der med intelligente sensorer kan hjælpe en person med at gribe, holde og aflevere et objekt. Handsken gør det muligt for ældre og personer med svage hænder – forårsaget af sygdom eller ulykke – at leve mere selvstændigt.

Merete Nørby

International chefkonsulent, ph.d.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel