Er du en lille robotvirksomhed, som står med en løsning på en udfordring i industrien? Eller er du fra en virksomhed, som leder efter en automationsløsning, som kunne udvikles af den rette robotvirksomhed? Så har du nu muligheden for at søge om at komme med i RobotUnion.
RobotUnion er et et stort, europæisk accelerationsprogram inden for robotteknologi, hvor MADE, Teknologisk Institut og Odense Kommune repræsenterer Danmark.
Programmet har nu åbnet for sin anden og sidste ansøgningsrunde. Det sker efter, at danske robotstartups i første ansøgningsrunde oplevede stor succes.
Danske virksomheder har således erobret tre ud af de i alt 10 pladser i RobotUnion. De tre virksomheder kan nu se frem til at modtage gratis vejledning fra eksperter fra Europas førende teknologicentre inden for robotindustrien og op til 120.000 euro – knap 900.000 kr.
De tre virksomheder, der er gået videre i første ansøgningsrunde, er Cliin, Smooth Robotics og Tendo, som beskæftiger sig med henholdsvis rensning af store skibe, styresystemer til svejserobotter og en robothandske med intelligente sensorer.
Ansøg inden slutningen af april
RobotUnion modtog 204 ansøgninger i projektets første ansøgningsrunde, og 44 ansøgere nåede at pitche deres produkt til RobotUnion-juryen. Siden da har det været en hård udskillelsesproces, hvor kun de skarpeste ti virksomheder er gået videre.
– Det er et meget lille nåleøje, vi er kommet igennem, og der har ligget meget arbejde i det indtil videre, som har været med til at gøre os skarpere og øge vores selvindsigt, siger Erik Mønster, der er direktør i Smooth Robotics.
– Det giver helt klart nogle ekstra muligheder, fordi det sætter skub på nogle af de udviklingsfaser, vi befinder os i. Og vi er bare rigtig glade for at kunne komme det skridt videre, tilføjer han.
Ansøgningsfristen for at blive en del af anden runde i RobotUnion er den 30. april 2019.
Er du interesseret i at søge om at være med i RobotUnion, kan du læse mere på RobotUnions hjemmeside. Har du spørgsmål til programmet eller ansøgningsprocessen, er du mere end velkommen til at kontakte MADE's internationale medarbejder Merete Nørby.