Find guldet for enden af regnbuen med digitale tvillinger

For virksomheder kan digitale tvillinger være et vigtigt skridt på vejen mod at realisere fremtidens fabrik. På MADE’s innovationskonference hos Novo Nordisk viste førende forskere og virksomheder – der arbejder sammen i MADE FAST – hvordan man knækker koden.

Den forudser fejl, simulerer produktkvalitet og fortæller, om det er en god investering at købe et emne, der skal transporteres over Atlanten.

Den digitale tvilling er et simuleringsværktøj – en kopi af et fysisk objekt eller proces, der kan gøre produktionsvirksomheder i stand til at træffe hurtigere og mere veldokumenterede beslutninger.

I forskningsplatformen MADE FAST samarbejder førende forskere og virksomheder under temaet ’Digitalisering af produktionsprocesser’, hvor digitale tvillinger udvikles, og netop det tema var omdrejningspunktet for MADE’s Innovationskonference, som Novo Nordisk lagde hus til i Bagsværd.

Den nære fremtid

Tom Cruise anholder i sci-fi-filmen Minority Report folk umiddelbart inden, de begår kriminalitet. Den nære fremtid er grundlaget for at ændre forholdene til det bedre. Det samme er tilfældet for digitale tvillinger inden for avanceret produktion:

De kan råbe vagt i gevær, inden et kostbart maskinnedbrud finder sted, de kan hjælpe virksomheder med at forudsige kvaliteten af et produkt, inden det sendes til kunden. Det kan ske via et kvalitetstjek af en digital tvilling eller ved hjælp af digital simulering af koncept- og designfasen, lød nogle af hovedbudskaberne.

Vi bevæger os i fremtiden, når virksomheder kan få indsigt i, hvad der vil ske. Vi bevæger os væk fra hindsight og insight og hen mod foresight

Jesper Henri Hattel, Professor ved DTU Mekanik og leder af indsatsen ’Digitalisering af produktionsprocesser’ i MADE FAST

Eksperimenter risikofrit

Populært sagt kan virksomheder med den nye teknologi eksperimentere risikofrit – som at bygge sin egen verden i Matrix eller Sim City. Det gør, at virksomheder bliver langt mere agile og robuste, når de skal tage højde for ændringer udefra.

”Med digitale tvillinger kan man minimere risiko for fejl, fordi man med simulering inde i en digital tvilling rent visuelt kan se, hvordan den fysiske tvilling opfører sig i den virkelige verden,” fortalte Peter Gorm Larsen, professor på Aarhus Universitet ved Institut for Elektro- og Computerteknologi.

”Vi prøver at skabe Matrix ved at bruge digitale tvillinger,” sagde Mark Jaxion, Senior Innovation Manager hos LEGO Group.

LEGO Group anvender og udvikler digitale tvillinger som en digital model for en proces, produkt eller system.

“Det gør os i stand til at forudsige fejl og se skader på komponenter, før de finder sted. Vi har indført digitale tvillinger der, hvor vi har mange data, vi kan styre, og det er inden for vores støbeforme. Vi identificerede flaskehalse i produktionen, og vi arbejder på at forbinde data fra forskellige arbejdsstationer til ét samlet økosystem af digitale tvillinger,” forklarede Mark Jaxion.

Planlæg fremtidens fabrik

Emre Yildiz, Digitalization and Simulation Lead hos Vestas Wind Systems, viste, hvordan han har udviklet en virtuel fabriksdemonstrator, der gør det lettere og hurtigere at designe og planlægge konstruktionen af fremtidens fabrik.

MADE-ph.d.en har skabt en prototype på en virtuel fabrik via 3D-simulering. Med simuleringsværktøjet kan Vestas se, hvilke elementer der kan indgå i en fabrik og det kan vise sig at være et vigtigt redskab for Vestas, der ønsker at reducere time-to-market.

Oplægsholdere

  • CVP Product Supply Technology Transformation Ole Feddersen, Novo Nordisk
  • Professor, Head of section, Department of Mechanical Engineering og leder af MADE FAST’s forskning inden for digitale produktions-processer Jesper Henri Hattel, DTU
  • Senior Manager, DMD Assembly Yannick Segonne, Novo Nordisk
  • Head of department, Smart Manufacturing & Engineering Flemming Plougstrup Nielsen, Haldor Topsøe og MADE FAST-ph.d. Erik Tomas Holmen Olofsson, DTU, Haldor Topsøe
  • Senior Innovation Manager Mark Jaxion, LEGO Group
  • Professor and Head of Section Peter Gorm Larsen, Aarhus University
  • Digitalization and Simulation Lead Emre Yildiz, Vestas Wind Systems
  • Cloud Data Specialist og ph.d.-studerende Christian Remi Wewer, C.C. Jensen
  • CEO Lasse Guldborg Staal, AddiFab.
Se 3D-simuleringen af Vestas’ fabrik.

Hurtigere produktion

Virksomheden C.C. Jensen benytter også digitale tvillinger for at optimere deres produktion.

Virksomheden fra Svendborg producerer oliefiltre der sikrer, at oliesystemer – f.eks. en skibsmotor – kører upåklageligt og giver besked, når vedligehold er påkrævet.

C.C. Jensens oliefiltre renser olien for partikler og andet snavs, så olien går fra sort til klar. Sådan et filter sidder både i vindmøller og tungt maskineri på motor, gearkasser, kraftanlæg og miner.

C.C. Jensen arbejder med digitale tvillinger for at forbedre produktionshastighed, klimapåvirkning og kvalitet af filterindsatser, lød det fra talerstolen, hvor et konkret eksempel blev præsenteret:

Virksomheden har udviklet en digital tvilling til deres tørreovn og tørreproces, hvor den digitale tvilling giver besked til en robotarm, når filterindsatser er tørre og klar til at blive udtaget.

C.C. Jensen har netop taget teknologien i brug og håber at kunne reducere gennemsnitstørretiden pr. indsats markant og samtidig øge kvaliteten ved at ramme den ønskede fugtighed.

Opdag krukken med guld

For at indføre en digital tvilling kræver det, at rå data omdannes til viden – og derefter til visdom hos medarbejderen.

”Det handler om at opbygge evner. Det er vigtigt at have mennesker, der kan forstå data. Det er omkostningsfuldt at arbejde med digitale tvillinger. Der er en indkøringstid, og det er kun i sidste led, digitale tvillinger giver værdi – der er dog en krukke med guld for enden af regnbuen,” vurderede Mark Jaxion, Senior Innovation Manager hos LEGO Group på konferencens paneldebat.

Det er vigtigt for produktionsvirksomheder at have tidsaspektet for øje i udviklingen – og et andet budskab fra konferencen lød: Sæt realistiske delmål.

”Jeg anbefaler, at man har et langsigtet mål, men får nogle delmål ind, der kan give værdi på et forholdsvist tidligt tidspunkt i udviklingen. Man burde få værdi af sin investering med digitale tvillinger inden for et år. Et godt råd er at se på, hvad man kan bruge det til og så undgå at sætte barren for højt,” sagde Peter Gorm Larsen.

    Andre nyheder

    Video
    Artikel
    Artikel
    Artikel
    Artikel
    Artikel

    Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

    Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

    CLOSE
    9709

    Tak for din tilmelding!

    Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

    CLOSE
    9709

    Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.