Digital simulering møder papir og lim: UCN tester ny undervisningsform

Nye teknologier spiller fint sammen med mere klassiske undervisningsformer. Det var konklusionen, da Professionshøjskolen UCN, som del af deres deltagelse i MADE Learning Factory, samlede 12 nordjyske produktionsvirksomheder sammen med teknologileverandøren Virsabi for at teste nye veje for digital efter/videreuddannelse.

Digitale læringsteknologier vinder mere og mere indpas i undervisning, men hvordan udnytter man bedst de forskellige værktøjer?

Og hvordan kan simuleringer af eksempelvis produktionsflowet tage højde for menneskelige faktorer?

En kombination af analoge redskaber – papir og blyant – og nye teknologier såsom digitale simuleringer kan sætte skub i digitaliseringen af undervisningen. Sådan lød anbefalingen fra 12 lokale produktionsvirksomheder, da de den 21. juni deltog i Professionshøjskolen UCN’s workshop.

Læs mere om MADE Learning Factory

UCN undersøger nye undervisningsformer som en del af deres deltagelse i MADE Learning Factory, og på workshoppen modtog de værdifuld indsigt fra deltagerne.

”Vi har fået en masse input fra jer i dag. Nu ser vi på, hvordan vi kan flette jeres idéer ind i modulet Værdikæder i praksis,” sagde Anders Vestergaard, Programleder på UCN. Med afsæt i denne vidensdeling vil UCN nu øge digitaliseringsgaden af deres undervisning i værdikæder på akademiuddannelsen Innovation, Produkt og Produktion.

Målet er at innovere UCN’s opkvalificering af ansatte i industrien – midlet kan være den helt rigtige kombination af det digitale og analoge. UCN er en af fire erhvervsrettede videregående uddannelsesinstitutioner i MADE Learning Factory, der sigter mod at bringe virksomheder og universiteter i skabelsen af fremtidens efter/videreuddannelse.

”I MADE Learning Factory udvikler virksomheder, forskning- og uddannelsesmiljøer læringsforløb i fællesskab for at sikre relevans for alle parter,” forklarer Nigel Edmondson, MADE’s direktør.

Den menneskelige faktor

Traditionelt underviser UCN kursister i værdikæder ved at sætte en mock-up på en skiltefabrik op i et klasseværelse. Den enkelte kursist får ansvar for en arbejdsstation, hvor de arbejder med papir, lim og blyanter. Her oplever de, hvordan og hvorfor flaskehalse opstår.

På workshoppen viste Kim Jakobsen, Lektor på UCN, den analoge simulation af en skiltefabrik, hvor alle processer foregår med papir, lim og skriveredskaber i et klasselokale.

På workshoppen blev deltagerne introduceret for både den analoge skiltefabrik og en digital simulation af et produktionsflow, som bliver vist i et program kaldet ’Visual Components’. Fordelene ved digital simulering er bl.a., at parametre som hastighed, emner m.m. nemt kan justeres, og hvert gennemløb tager kortere tid.

Men deltagerne rejste en bekymring for den menneskelige faktor. Hvordan kan en digital simulation tage højde for, når flaskehalse opstår på baggrund af menneskelige fejl eller manglende motivation?

De anbefalede derfor UCN at kombinere de to undervisningsformer ved først at introducere faget gennem den digitale simulering for at skabe overblik, og herefter lade kursisterne prøve kræfter med den analoge simulation.

Generelt foretrak deltagerne, at UCN benytter forskellige værktøjer i sin undervisning samt kombinerer digital og analog undervisning.  Og netop vigtigheden af at bygge bro mellem undervisningscasen og de unikke omstændigheder på kursisters egen arbejdsplads er noget teknologileverandøren Virsabi arbejder med, hvorfor de også deltog i workshoppen.

Ifølge Christian Schrøder, Strategic Advisor hos Virsabi og tidligere folkeskolelærer, handler omstillingen fra analog til digital undervisning om at udforske eksisterende software og lege og afprøve sig frem til en løsning, der passer til den konkrete læringssituation.

I forsknings- og innovationsplatformen MADE FAST udvikler Virsabi og en række andre virksomheder nye teknologier som f.eks. augmented reality, virtual reality og mixed reality til træning og oplæring.

Teknologileverandøren Virsabi præsenterede digital træning, der kan tilgås på mobilen.

Andre nyheder

Uddannelsesblog
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel

Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

CLOSE
9709

Tak for din tilmelding!

Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

CLOSE
9709

Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.