Dansk firma vil bryde barriererne for 3D-print af fødevarer

Udviklingen inden for 3D-print af fødevarer er stadig på et tidligt stadie, så i et MADE Demonstrationsprojekt gik Create It REAL sammen med Teknologisk Instituts Center for Industriel 3D-print for at bryde en af de teknologiske barrierer.

Du vil ofte have held med at finde en 3D-printer i en udviklingsafdeling i en produktionsvirksomhed eller i et hobbyværksted.

Men måske bliver 3D-printeren i fremtiden også en ligeså fast bestanddel af et hospitalskøkken eller et konditori?

For også inden for fødevareproduktion kan designfriheden og den hurtige fremstilling af kundetilpassede emner, som vi kender fra 3D-print, vise sig at bringe store fordele med sig.

”3D-print af fødevarer er særlig interessant for hospitalspatienter, som har synkebesvær, nedsat appetit eller brug for eksempelvis medicin, protein eller andre næringsstoffer gennem sin mad,” fortæller Jeremie Gay, stifter og direktør hos den danske 3D-print-specialist Create It REAL.

”Men det kan også være interessant for en bager, konditor eller chokoladeproducent, som vil lave unikke kager eller chokolader ved hjælp af 3D-print,” tilføjer Jeremie Gay.

Create It REAL er et forsknings- og udviklingshus inden for 3D-print. Den Aalborg-baserede virksomhed udvikler blandt andet software og elektronik, som de så sælger til producenter af 3D-printere. Det kan være processorer, som får 3D-printeren til at køre hurtigere, eller software som giver flere anvendelsesmuligheder for 3D-printerne.

 

 

MADE Demonstrationsprojekt bryder teknologiske barrierer

Udviklingen inden for 3D-print af fødevarer er stadig på et tidligt stadie, så i et MADE Demonstrationsprojekt gik Create It REAL sammen med Teknologisk Instituts Center for Industriel 3D-print for at bryde en af de teknologiske barrierer i fødevare-3D-print.

”I projektet havde vi især fokus på selve ekstruderingen af fødevaren gennem en dyse. Det er særlig svært sammenlignet med eksempelvis 3D-print i plastik, fordi fødevaren er flydende i forvejen, og fordi der kan være klumper i eller lignende,” forklarer Anders Bæk Hjermitslev, konsulent ved Teknologisk Institut.

”Vi prøvede først en mekanisk ekstrudering, men den var der visse udfordringer med, bl.a. i forhold til rengøring og hygiejne. Derefter prøvede vi at bruge trykluft og ekstrudere ud gennem en sprøjte med væsentligt bedre resultater,” fortsætter han.

En anden udfordring er at få selve ekstruderingen af fødevaren samt 3D-printerens bevægelser til at følges ad, således at man får printet en fødevare med det udseende eller den form, man faktisk ønsker.

”Vi gik ind og udviklede nogle algoritmer til at regulere og synkronisere bevægelserne, og det lykkedes faktisk at få en rigtig fin ekstrudering i projektet her,” siger Jeremie Gay fra Create It REAL og fastslår:

”Alt i alt er det en god demonstration til at kunne vise 3D-print-producenter, hvordan de kan komme ind på markedet for 3D-print af fødevarer.”

Sammen med andre virksomheder og flere universiteter samarbejder Create It REAL og Teknologisk Institut i øjeblikket videre med udvikling af teknologier til 3D-print af fødevarer.

Det gør de i et projekt med specifikt fokus på brug af 3D-print til at lave individuelt tilpassede måltider til hospitalspatienter.

FAKTA

  • Stiftet i Aalborg i 2009 af Jeremie Pierre Gay, der har læst en del af sin kandidatuddannelse på Aalborg Universitet.

  • Create It REAL er specialiseret i 3D-print-teknologi og udvikler blandt andet software og elektronik, som man sælger til producenter af 3D-printere.

  • Virksomheden har blandt andet udviklet verdens første REAL-time-processer til 3D-print, som kan øge hastigheden på 3D-print markant.

  • Fik i 2018 en investering på 10 mio. kr. af blandt andet Vækstfonden.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Video
Video