Bønnerne blev hørt: ”Vi har fået indsigt, som ville tage os 100 år at opbygge”

Det er muligt at automatisere pakning af kaffeposer og gøre en ende på ensformigt arbejde. Et MADE Kickstartprojekt har på kort tid givet kafferisteriet La Cabra Coffee et ’effektivt overblik’, så en fuldtidsstilling kan rykkes til andre mere spændende opgaver.

Skefuld efter skefuld.

Først stod medarbejdere hos kafferisteriet La Cabra Coffe håndholdt og øsede skefulde af ristet kaffe ned i poser á 250 gram. Den opgave blev automatiseret:

”Da vi startede, var det helt manuelt, hvor man stod med en ske og en vægt. Nu har vi fået en afvejermaskine, der vejer præcist af, hvilke portioner man skal bruge, men poserne skal stadig forsejles manuelt, og derfor søgte vi hjælp i et MADE Kickstartprojekt for at automatisere den del også,” fortæller Mikkel Selmer, Head of Coffee hos La Cabra Coffee i København. Muligt at spare en fuldtidsstilling

Projektet begyndte midt under corona, så møder – og særligt kaffemøder – var ikke en mulighed. I stedet blev der delt viden online, og her fik MADE og Erhvervshus Hovedstaden sammen afklaret, hvor indsatsen skulle placeres, og hvilken vidensinstitution der skulle tilknyttes projektet.

I løbet af tre måneder gav Teknologisk Institut virksomheden værdifuld viden om, hvordan kafferisteriet mest effektivt kan indføre robotter eller andre automatiseringsløsninger i produktionen. Analysearbejdet foregik via Teams og virtuelle rundvisninger i produktionen – helt uden fysisk tilstedeværelse af eksperter gennem hele projektet, og her stod det klart, at der er store gevinster at hente:

”Den konkrete gevinst er, at vi inden for ét år vil spare en fuldtidsstilling ved at få en maskine til at klare indpakningen af kaffeposer. Så kan vi rykke medarbejdere over til noget mere meningsfuldt og spændende arbejde,” forklarer Mikkel Selmer, der fortæller, at risteriet skiller sig ud ved at riste kaffebønner meget lyst for at få mest muligt smag ud af bønnerne og opnå en friskere og mere syrlig smag.

Inspiration fra andre

I kickstartprojekter kan små og mellemstore virksomheder eksperimentere med noget i en kort periode – og selv om der er tale om korte forløb, så kan udbyttet være enormt:

”Vi har fået indsigt fra andre, som ville tage os 100 år at opbygge. Teknologisk Institut kunne ret nemt sige: ’Her kan I trække på det her og det her – og følge op med vigtige præciseringer’. Det var overraskende effektivt,” vurderer Mikkel Selmer.

La Cabra Coffe fik via Teknologisk Instituts eksperter indblik i, hvad der findes af muligheder på robotmarkedet. Det kan nemlig føles ’uigennemsigtigt at komme ind på sådan et marked’:

”Kickstartprojektet var en succes, fordi La Cabra Coffe har en klar anbefaling til, hvor de kan indføre automatisering og hvordan de skal tage de første skridt på vejen mod en mere fremtidssikret produktion,” siger Karsten Thornø Ahrentsen, konsulent hos Teknologisk Institut og ansvarlig for automatiseringsscreeningen i projektet.

Han mener, kickstartprojektet er et klassisk eksempel på, at en virksomhed får udvidet horisonten gennem ’uvildige øjne’, så de får viden til efterfølgende at træffe de afgørende beslutninger.

Specialristeriet er også begejstret for udsigten til at komme i mål og få fjernet den ensidige opgave:

”Projektet har været en stor succes: Det er en kæmpestor gevinst for os, at vi vil kunne bruge væsentlig færre manuelle timer i produktionen,” lyder det fra Mikkel Selmer, Head of Coffee hos La Cabra Coffee. Hjælp til selvhjælp

Teknologisk Institut var blandt andet med til at kortlægge, hvornår det giver mening at automatisere i forhold til volumen og i forhold til behandlingen af kaffeposer, da La Cabra Coffee har behov for udskiftning – både når det kommer til forskellige kaffebønner og forskellige poser.

”Vi kan godt købe en robot, der kan klare alle opgaver, men den vil være meget, meget dyr. Nu har vi fået indblik i, hvor det her skæringspunkt er, og det var på et sted, hvor en robot kan tage poserne, åbne dem – dernæst bliver de fyldt af vores afvejermaskine, så bliver de lukket og forseglet og er klar til at blive sendt afsted til kunden,” forklarer Mikkel Selmer.

La Cabra Coffee har altså fået en guide til, hvordan de selv kommer videre – og anbefalinger ift., hvilke konkrete investeringer, der giver mening for specialristeriet at efterfølge og links til relevante standardmaskiner, der kan forbindes til deres eksisterende udstyr, så både afvejning og pakning sker automatisk.

Den foreslåede standardmaskine kan altså pakke og forsegle kaffeposerne, og den spiller sammen med én af La Cabra Coffees to emballegeløsninger, så virksomheden skal til at undersøge, om indpakningen skal ændres, så det hele kan passe til maskinen.

I kickstartprojekter kan virksomheden få en forsmag på, hvordan brug af ny teknologi og data kan optimere driften i produktionen.

Tilbuddet er lanceret i et samarbejde mellem MADE, de regionale erhvervshuse og vidensinstitutioner. Kickstart-projekter er finansieret af en bevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Læs mere om, hvordan du med MADE Kickstart kan få en forsmag på teknologier.

Ansøg om kickstartprojekt

Det er gratis at deltage i et kickstartprojekt – virksomheden investerer blot med sin egen tid i form af en enkelt arbejdsuge.

Målgruppen er SMV’er, der har et betydeligt uudnyttet innovationspotentiale, og som har ambitioner om deltagelse i innovationsaktiviteter men meget begrænset erfaring.

Vi behandler ansøgninger løbende.

Hvis du har spørgsmål til kickstartprojekter, er du meget velkommen til at kontakte:

Direktør i DAMRC, og projektleder på Kickstart Klaus Bonde Ørskov,
tlf. +45 305 160 85.

Dit lokale erhvervshus.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel