Skarpt blik for grøn industri

Direktør i MADE Nigel Edmondson og direktør i DI Produktion Peter Trillingsgaard sætter sammen mål op for at fastholde og udvikle dansk produktions konkurrencedygtighed. I et interview i Børsen giver de deres bud på løsninger, der skal bane vejen for grøn omstilling og international konkurrencekraft.

Der er god grund til, at Børsen journalisten placerer direktør i MADE Nigel Edmondson og direktør i DI Produktion Peter Trillingsgaard i samme grønne sofa. De har en fælles mission om at gøre danske produktionsvirksomheder bedst muligt rustet i den internationale konkurrence. For at det kan lykkes, er det altafgørende, at virksomhederne kommer i gang med den grønne omstilling.

“Man har hverken tid eller råd til at lade være. Der vil blive stillet internationale krav til bæredygtig produktion. Hvis man ikke har etableret det, risikerer man at miste ordrer,” siger Nigel Edmondson til Børsen.

De vigtige partnerskaber

Samtidig skal der sættes realistiske mål, der både sikrer den grønne omstilling, men stadig gør danske produktionsvirksomheder så konkurrencedygtige som muligt. Der skal derfor findes rigtige løsninger.

“Det, som er svært lige nu, er, at vi på den ene side holder fokus på, at vi skal nå vores 2030-mål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. Vi investerer rigtig meget, og vi opkræver CO2-afgift, som vi investerer tilbage i grøn omstilling, som f.eks. i biogas og vind. Men produktionsvirksomheder konkurrerer i hele verden, så det er ekstremt vigtigt, at vi samtidig sørger for, at vi ikke sætter virksomhederne så dårligt i konkurrencen med andre lande, at det ikke længere er relevant at producere i Danmark. Det er en hårfin balancegang,” påpeger direktør for DI Produktion Peter Trillingsgaard til Børsen og tilføjer, at en nøgle er stærke partnerskaber, hvilket MADE er et godt eksempel på.

”MADE er en katalysator og er dygtige til at tilvejebringe ny viden om grøn omstilling og grønne forretningsmodeller gennem samarbejde mellem virksomheder, GTS’er og forskere,” siger direktøren for DI Produktion.

MADE er en katalysator og er dygtige til at tilvejebringe ny viden om grøn omstilling og grønne forretningsmodeller

Direktør for DI Produktion Peter Trillingsgaard

Står på et stærkt vidensgrundlag

Gennem de seneste ti år har MADE opbygget en stor viden gennem tre forskellige forskningsplatforme. Den viden bliver afgørende at kunne trække på fremadrettet.

”Det næste store er bæredygtighed. Her bliver vores viden om logistik, automatiseret montering og demontering, anvendelse af digitale tvillinger og kunstig intelligens, 3D-print og materialesammensætning løftestang for den grønne omstilling af produktionen,” siger Nigel Edmondson.

Ifølge ham er det muligt at arbejde tæt sammen og skabe viden i fællesskab i MADE på grund af den tillid, der er mellem virksomhederne, der gerne vil gerne dele viden.

“Det er en kæmpe styrke og en kæmpe drivkraft for innovation,” siger Nigel Edmondson og tilføjer

”Vi har et meget stærkt økosystem i Danmark, der er efterspurgt og beundret i andre lande.”

Denne artikel er baseret på et interview bragt i Børsen Industri i en særudgave, hvor en række cases fra bl.a. MADE viser forskellige veje til fremtidens grønne produktion.
Læs hele Børsen Industri her.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel