Knivskarp levetidsforlængelse: 40 procent flere emner på samme værktøj

I et MADE kickstartprojekt har virksomheden HVM Meteor fået hjælp af DAMRC til at fintune deres CNC-maskine og skæreværktøj. Nu kan SMV’en fræse omkring 40 procent flere metalemner på samme værktøj.

Slut med vibrationer og ødelagt værktøj.

Virksomheden HVM Meteor søgte hjælp i et MADE kickstartprojekt til at identificere optimale skæreparametre for at effektivisere produktionen og opnå bedre resultater.

HVM er en metalbearbejdningsvirksomhed, der er specialiseret i avanceret teknologi inden for plade- og spåntagende bearbejdning.

I et MADE kickstartprojekt fik de 30 timers sparring fra DAMRC til at foretage en TapTest-optimering af deres CNC-maskiner og drejebænke via modalanalyse og ingeniørberegninger, og det gav pote:

”Vi oplever en betydelig stabilitet i produktionen efter optimeringen. Vi har en fræser, der før producerede 350 emner – nu kan den klare imponerende 484 emner på samme værktøj. Det har kørt utroligt stabilt,” forklarer værktøjsmager Tobias Svane Kristensen fra HVM Meteor.

HVM Meteor A/S

HVM Meteor A/S er en førende metalbearbejdningsvirksomhed, specialiseret i avanceret teknologi inden for plade- og spåntagende bearbejdning.

Virksomheden, beliggende nord for Herning, er kendt som en totalleverandør, der håndterer alle produktionsprocesser fra start til slut.

HVMs produktion omfatter avancerede maskiner med robotteknologi og topmoderne svejseteknologier. Derudover har HVM en dedikeret værktøjsafdeling med kompetente medarbejdere, der producerer komplekse værktøjer.

Resultaterne er bedre, end vi havde forventet, og vores konkurrenceevne er forbedret betydeligt.

Rene Povlsen, CEO hos HVM Meteor

Virksomhedens direktør er også begejstret:

”Efter MADE Kickstartprojektet kan vi fræse omkring 40 procent flere metalemner på samme værktøj. Samtidig sparer vi 30 sekunder på selve fræseprocessen, som nu varer 1,5 min. frem for 2 min. Så det er både levetid og tid, vi vinder på. Resultaterne er bedre, end vi havde forventet, og vores konkurrenceevne er forbedret betydeligt,” siger Rene Povlsen, CEO hos HVM Meteor.

I projektet blev der konkret analyseret og testet fire skærende værktøjer og to maskinopsætninger, og gennem målinger af frekvensresponsfunktioner kunne optimale skæreparametre identificeres – og dermed optimeringen af produktionen og værktøjets levetid.

Styrket konkurrenceevne på kort tid

I kickstartprojekter kan små eller mellemstore virksomheder få en forsmag på, hvordan brug af ny teknologi og data kan optimere driften i produktionen.

Og projektet her har netop været med til at åbne døren for nye muligheder, lyder det fra DAMRC:

”Forløbet her viser, at MADE Kickstartprojekter kan resultere i markante forbedringer og øget produktivitet,” siger Charlotte Frølund Ilvig, Chief Project Manager hos DAMRC og tilføjer:

”Vi er stolte af at bidrage til HVMs succes og fortsætter med at støtte SMV’er gennem MADE kickstartprojekter. Casen her er et godt eksempel på, hvordan teknologisk innovation kan optimere produktionsprocesser og styrke konkurrenceevnen.”

HVM Meteor vil nu arbejde videre ud fra de input og den viden kickstartprojektet har givet dem.

Ansøg om kickstartprojekt

Det er gratis at deltage i et kickstartprojekt – virksomheden investerer blot med sin egen tid i form af en enkelt arbejdsuge.

Målgruppen er SMV’er, der har et betydeligt uudnyttet innovationspotentiale, og som har ambitioner om deltagelse i innovationsaktiviteter men meget begrænset erfaring.

Vi behandler ansøgninger løbende.

Hvis du har spørgsmål til kickstartprojekter, er du meget velkommen til at kontakte:

Chefkonsulent Helmut Schwartz, MADE
+45 4226 0359

Chefkonsulent Henning Ole Hedeland, MADE
+45 2112 0242

Chefkonsulent Preben Dahl Johansen, MADE
+45 2130 5009

Direktør i DAMRC, og projektleder på Kickstart Klaus Bonde Ørskov
tlf. +45 3051 60 85

Kickstartprojekter er finansieret af en bevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Ansøg her

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel