”Vi er blevet inspireret til at håndtere data på en anden måde”: Dansac skeler til Velux

For SMV’en Dansac var det en øjenåbner at deltage i et MADE Klyngeprojekt og blive inspireret af, hvordan andre produktionsvirksomheder får stor værdi af at opsamle data på fabrikker. Velux har fået frigivet tid til andre processer, og det har været lærerig inspiration for Dansac.

I en tid, hvor digitale løsninger er afgørende for virksomheder, var det meget passende, at MADE Klyngeprojektet om dataopsamling i produktion blev afsluttet via et virtuelt Teams møde.

VELUX Gruppen, der producerer og sælger ovenlysvinduer, lystunneller og ovenlyskupler samt tilbehør til samme, var blandt deltagerne. Og den globale virksomhed har rykket sig under forløbet:

”Dataopsamling er blevet en integreret del af vores hverdag, og det arbejde har frigivet timer i processerne. Den tid vi har vundet, geninvesterer vi i uddannelse af vores medarbejdere,” forklarer

Maria Juhl Andersen, Quality Manager i VELUX Gruppen.

VELUX har inspireret mig til at håndtere data på en anden måde. Jeg håber, vi kan komme og besøge jeres fabrik i Skærbæk og se, hvordan I håndterer data i produktionen.

Tonie Davidsen Brinch, Data Architect i Dansac

Udover VELUX Gruppen, så deltog Kverneland Group og Dansac A/S også i projektforløbet, hvor der på tværs af brancher blev delt viden om dataopsamling og -brug med rådgivning fra Alexandra Instituttet som tilknyttet GTS.

Fortsat et stort potentiale

VELUX Gruppen har fokuseret på data fra fire anlæg på fabrikken i Skærbæk og har kunnet høste værdien af dataopsamlingen:

”Vi har haft stor succes med at få medarbejdere ind i processen som en aktiv del af det. Der er fortsat et stort potentiale – også på andre anlæg i fabrikken,” lyder det fra Per Laursen, General Manager i VELUX Gruppen.

”Nøglen for os har været bred involvering. Vi har fået sat ting i perspektiv inden for forskellige brancher. Det er nogle stærke resultater, som vi er stolte af. Det har været et yderst interessant og godt forløb. Jeg håber, at vi kan holde fast i netværket også efter dette projekt,” siger Per Laursen.

VELUX Gruppen gav i et MADE Klyngeprojekt Dansac inspiration til, hvordan de kan arbejde anderledes med data.

Inspirerer andre

Som en del af afslutningen på klyngeprojektet var der tid til en plenumdiskussion, hvor der blev talt om: Hvor langt er man kommet, og hvor vil man gerne bevæge sig hen?

Her gav Dansac, der fremstiller produkter til mennesker med stomi, udtryk for, at VELUX’ resultater gjorde et stort indtryk.

”VELUX har inspireret mig til at håndtere data på en anden måde. Jeg håber, vi kan komme og besøge jeres fabrik i Skærbæk og se, hvordan I håndterer data i produktionen,” sagde Tonie Davidsen Brinch, Data Architect fra Dansac. På grund af coronapandemien blev det planlagte besøg på VELUX’ fabrik aflyst.

Hvordan har VELUX inspireret jer?

”Velux har fået enormt meget ud af at indsamle en mindre mængde data end os. De har fokus på de data, der giver mest værdi og som er mest tilgængelige. Velux har fået forbedret tilgængeligheden – altså hvornår kører maskinen, og hvornår kører den ikke – og optimeret produktiviteten. Det lyder simpelt, men deres tilgang har været anderledes end vores, og den tilgang har vi lært noget af,” forklarer Tonie Davidsen Brinch.

Hun fortæller, at Dansac har fået god sparring om deres datastruktur i klyngeprojektet, og nye ideer der kan arbejdes videre med:

”I min afdeling har vi meget fokus på at få videnskab og data ind i produktionen, og på den måde forstå og forebygge problemer. I forlængelse af vores arbejde med at øge brugen af data, er der opstået en ny afdeling som har mere fokus på at løse produktionens daglige problemer, og der kan kulturen og tilgangen til brug af data hos Velux være en god inspiration,” siger Tonie Davidsen Brinch.

Dansac vil i gang med at ’demokratisere data’ ved at forvandle data til information – også for f.eks. ufaglærte operatører, så alle får muligheden for at træffe de rigtige valg på baggrund af data, fortæller Tonie Davidsen Brinch.

MADE’s klyngeprojekter har til formål at hjælpe SMV’er i gang med at implementere og anvende ny teknologi og nye metoder. MADE har løbende åbne projektmuligheder, der kan give dig og din organisation værdi.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel