Ansøgningsfrist: 03.06.24

Hybrid 3D-print af værktøjer til plaststøbeindustrien

Ansøg om at deltage i MADE’s nye samarbejdsprojekt inden den 3. juni 2024  og få testet 3D-print af dine værktøjer.

Formål med projektet

Gennem projektet vil virksomheder i plaststøbningsindustrien få testet og illustreret værdien og effektiviteten af fremstilling med en hybrid 3D-printer, som både kan fjerne og deponere materiale. Med denne teknologi kan man reparere og producere støbeværktøjer på en hurtigere og mere kosteffektiv måde. Der er to primære udfordringer for plaststøbeindustrien, som hybrid 3D-print adresserer. En af de største udfordringer i branchen er nedetid forårsaget af beskadigede støbeværktøjer, som ofte kasseres pga. manglende reparationsmuligheder, mens erstatningsprocessen både er tidskrævende og kostbar, da man sjældent har reserve værktøj på lager. Med en hybrid 3D-printer får man muligheden for at reparere frem for at kassere, hvilket kan have en enorm værdi for mange produktioner. En anden typisk udfordring for plaststøbeindustrien er lang iterationstid på nye designs, hvilket den hurtige produktionsmetode også kan reducere. Projektet her bygger på erfaringer fra et tidligere MADE Materialeprojekt, hvor Ravn Industri fik indkørt værktøjsstålet H11 i deres hybrid 3D-printer. I dette projekt vil de deltagende virksomheder få testet print af forskellige typer værktøjer i værktøjsstål i tæt samarbejde med Ravn Industri og Teknologisk institut.

Deltag i MADE Samarbejdsprojekt og få:

  • Viden om anvendelsen af avanceret hybrid 3D-printteknologi til reparation og produktion af støbeværktøjer og få det testet.
  • Indsigt i, hvordan denne teknologi kan reducere nedetid og omkostninger, samtidig med at den øger fleksibiliteten i produktionsprocesser.
  • Erfaring med at anvende ny teknologi til at opfylde stringent kvalitetskrav i plaststøbeindustrien.
  • Netværksopbygning med andre virksomheder og fagfolk, der overvejer eller allerede anvender lignende teknologier.

Målgruppe

Projektet er primært rettet mod virksomheder inden for plaststøbeindustrien, såvel som andre industrier, der anvender komplekse og dyre komponenter i værktøjsstål i deres produktion. Den ideelle deltager er en virksomhed, der oplever betydelige udfordringer med værktøjsnedbrud og høje iterationstider på nye designs. Projektet henvender sig til tekniske ledere, produktionsingeniører og driftschefer, der søger at forbedre deres produktions- og omkostningseffektivitet gennem innovative teknologier. Der forventes et samarbejde med mindst to virksomheder, herunder mindst én SMV, for at sikre en bred vifte af perspektiver og erfaringer.

Hvordan forløber samarbejdsprojektet?

Dette samarbejdsprojekt involverer en tæt integration mellem de øvrige deltagende virksomheder og Ravn Industri. Deltagerne vil informere om behov og krav samt fremsende komponent designs, og Ravn Industri vil producere prototyper og teste komponenter. Projektet starter med en workshop hos Teknologisk Institut for at definere specifikke mål og krav fra hver deltager. Dette følges op af regelmæssige møder mellem Ravn Industri, Teknologisk Institut og deltagende virksomheder, hvor krav, tests, og udfordringer diskuteres og 3D-printprocessen og tilgang justeres. Der vil også være regelmæssige møder mellem TI og Ravn Industri om tilpasning af print parameter for bedst muligt at leve op til krav fra de andre deltagere. Resultaterne vil løbende blive evalueret for at sikre, at de lever op til forventningerne, og der vil være en kontinuerlig dialog om fremskridt og udfordringer. Projektet afsluttes med en fælles evalueringssession, hvor erfaringer deles og fremtidige trin diskuteres.

Aktivitetsplan

Samarbejdsprojektet har få faste elementer, hvilket er med til at sikre et fleksibelt projekt med højt udbytte, og vil derfor tage forskellige former afhængig af virksomhedernes udfordringer og behov. Umiddelbart består det af følgende fem faser:

Fase 1: Scoping af projektet - workshop

Mødedato: 12. juni 2024

  • Identifikation af specifikke problemstillinger og behov hos hver deltager.
  • Fastlæggelse af overordnede mål og succeskriterier for projektet.
  • Diskussion af tekniske barriere.

Fase 2: Test af produktion af forskellige designs med hybrid 3D-print

  • Test laves på baggrund af design, tolerancer og andre krav delt med Ravn Industri og Teknologisk Institut.
  • Diskussion mellem Teknologisk Institut og Ravn om strategi for fremstilling af komponenter.
  • optimering af printerindstillinger for bedre at opfylde krav og specifikationer.

Fase 3: Evaluering af prototyper

  • Komponenter hentes af deltager hos Ravn Industri for at have en fælles fysisk inspektion sammen.
  • Prototyper evalueres, og informationer om ydelse og kravsspecifikationsopfyldelse deles.
  • Test og validering af prototyper i relevante miljøer.
  • Iterativ forbedring baseret på feedback og testresultater.

Fase 4: Evaluering af potentiale og evt. gevinster – afrundingsmøde

Mødedato: 25. november 2024

  • Projektet opsummeres kort, hvorefter mål og resultater kan sammenlignes.
  • Krav sammenholdes med producerede prototyper.
  • Estimater af effekten af at skifte hybrid 3D-print præsenteres for hver deltager.
  • Eventuelle mangler til implementering i virksomheder diskuteres.

Fase 5: Dokumentation og formidling.

  • Udarbejdelse af formidlingsmateriale om projektets resultater, læring og effekt af implementering i virksomheder.
  • Offentliggørelse af rapport og video i tekniske tidsskrifter og på konferencer.

Praktiske informationer

Tidspunkt

Forventet starttidspunkt den 12. juni 2024. Forventet sluttidspunkt den 25. november 2024.

Se de fastlagte mødedatoer i forløbet ovenfor. 

Sted

Kongsvang Allé 29

8000 Aarhus C

Pris og tilmelding

Som deltager i et samarbejdsprojekt skal virksomheder ikke bidrage med kontantfinansiering, men i stedet forpligte sig til at lægge en egenfinansiering i form af engagement i projektet. I ansøgningen bedes I derfor angive et budget bestående af jeres bidrag til projektet i form af tid (baseret på en timesats på 600 kr./timen), indkøb af udstyr og materialer opgjort i kr. Af jeres samlede budget for egenfinansiering må indkøb af udstyr og materiale maksimalt udgøre 20 %, mens timeforbruget skal udgøre den resterende del. Deltagende virksomheder skal i et samarbejdsprojekt bidrage med i alt minimum 867 timer. Timerne må gerne fordeles på flere medarbejdere i virksomheden. Der er ikke krav om, at alle deltagende virksomheder skal bidrage med lige mange timer, dog må ingen virksomhed bidrage med mindre end 10 % af det samlede timeantal. Eksempel: Tre virksomheder deltager i et samarbejdsprojekt og bidrager til sammen med 900 timer. Ingen af virksomhederne må dermed bidrage med færre end 90 timer. Ansøgere opfordres til at fastsætte ansøgningens budget i dialog med den ansvarlige projektleder, som fremgår af projektets brochure.

Medfinansieringen bekræftes af virksomhederne med brug af tro- og loveerklæring.

Interesse for at deltage i projektet motiveres via ansøgningsskema, der også indeholder generelle retningslinjer for MADE Samarbejdsprojekt. Find ansøgningsskema under projektmuligheder på MADE’s hjemmeside.

Vær opmærksom på, at medlemskab af MADE er en forudsætning for deltagelse i et MADE Projekt. Såfremt jeres virksomhed udvælges til at deltage i et projekt og ikke i forvejen er tilknyttet et MADE-medlemskab, optages virksomheden som medlem af MADE på sædvanlige kontingentvilkår, og dermed bliver virksomheden en del af videndelingen i MADE og den bredere indsats for at styrke Danmark som produktionsland. Kontakt MADE Sekretariatet på info@made.dk for yderligere information om medlemskab.

Projektet er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Tilmelding og yderligere information

Hvis du er interesseret i projektet og gerne vil vide mere holder vi et informationsmøde over Teams den 21. maj 2024. Tilmeld dig på MADE’s hjemmeside made.dk.

Vi ser frem til at modtage din tilmelding senest mandag den 3. juni 2024.

Ansøgningsfrist

03.06.24

Sprog

Dansk

Teknologisk Institut Karl Frederik Færch Fischer Specialist, ph.d. Industriel 3D print KFI@teknologisk.dk Tlf.nr.: (+45) 7220 2383   MADE Chefkonsulent Preben Dahl Johansen pjohansen@made.dk Tlf.nr.: (+45) 2130 5009

Andre projekter

Ansøgningsfrist: 01.06.24
Ansøgningsfrist: Modtager løbende ansøgninger.