Siden januar 2024 har over 40 startups i programmet Future Manufacturers fået en bro ind i det producerende Danmark. Ifølge en ny undersøgelse har det gjort dem mere produktionsmodne – og for det store flertal forretningen grønnere. Nøglen er et fællesskab med ”de helt rigtige mennesker” til at hjælpe iværksætterne videre.
Siden januar 2024 er over 40 startups blevet klogere på, hvordan de selv kan producere produkter og er blevet matchmaket med mentorer, leverandører og udviklingspartnere.
”Jeg ser det lidt som en form for markedsplads for dygtige konsulenter fra industrien og alle de her startups, som har brug for hjælp. Der er Future Manufacturers rigtig gode til at samle de helt rigtige mennesker, til lige præcis din virksomhed, som har erfaring med lige præcis det, du sidder med, og har gjort det før. De ved, hvad den korte og rigtige vej er til et godt resultat,” siger Mikkel Kaae Jacobsen, Founder og CEO i startuppen Perma Padel, som producerer padelbats af genanvendt kulfiber og som bl.a. har fået sparring fra etablerede virksomheder.
Gennem programmet Future Manufacturers, som MADE, DI Produktion og Industriens Fond står bag, har iværksætterne fået hjælp til at tage springet fra prototype til produktion. Det understøtter en ny evaluering af programmet foretaget af analysevirksomheden Pluss.
”Forsyningskæden ændrede sig med programmet”
Programmet gav iværksætterne viden, tilbud og et tæt startupfællesskab. Samlet set vurderer Pluss, at forløbet har accelereret virksomhedernes udvikling og højnet både deres produktionsmodenhed og graden af bæredygtighed. Samtidig fik flere øjnene op for mulighederne i lokal produktion i Danmark.
For eksempel ændrede en teknologistartup deres forsyningskæde, så kritiske komponenter blev holdt tæt på Danmark og kun mindre kritiske dele af produktionen blev outsourcet til uden for Danmark.
”Forsyningskæden ændrede sig med programmet,” som en unavngiven startup fortalte til Pluss ifm. undersøgelsen.
Behov for lige netop dette tilbud
Som det forklares i videoen øverst i artiklen, blev Perma Padel overrasket over, hvor høj en barre der skal krydses før man er produktionsmoden. Det er de ikke alene om, og det er derfor, Industriens Fond ser en værdi i netop denne type program.
”Vi skal hjælpe de her startups, for det er ikke en nem opgave at udvikle nye produkter og samtidig producere så bæredygtigt og lokalt som muligt. Der findes mange gode vækstforløb for ambitiøse iværksættere i Danmark, men der har manglet et tilbud til startups, der fremstiller fysiske produkter. Fordi der her er en række særlige udfordringer, som eksisterende initiativer ikke dækker godt nok – f.eks. hjælp til at etablere og skalere fysisk produktion,” siger Morten Mommsen, projektleder i Industriens Fond.
Skæver man til Pluss’ evaluering af programmet, har flere af deltagerne fået etableret langvarige samarbejder med de mentorer og virksomheder, de har mødt gennem programmet.
“Vi var i stand til at bruge virksomheden, tale om tekniske termer og gå gennem en række forskellige udviklingstrin. Vi har startet et langvarigt samarbejde,” fortæller en iværksætter i undersøgelsen om den mentor i en etableret virksomhed, de fik kontakt til gennem programmet.
Den kontakt er bl.a. blevet etableret gennem programmets fokus på matchmaking og meetups.
”Vi trækker på alle vores medlemmer og vores øvrige netværk, for at finde eksperter og eksempler og virksomheder, som har prøvet nogle af de her ting før,” forklarer chefkonsulent i MADE og projektleder på programmet, Anders Sparre.
”Vi matcher målrettet startups og mentorer ud fra vores tætte kendskab til startup-virksomhederne i Future Manufacturers og vores gode netværk i Produktionsdanmark. Vi bruger tid på at sikre, at matchet er rigtigt og deltager typisk ved de første møder mellem mentor og startup for at få samarbejdet godt i gang. Samtidig har vi et godt overblik over de producenter og rådgivere, der kan hjælpe virksomhederne, og har senest samlet det i oversigter, som alle hardwarebaserede startups kan gøre brug af,” siger Søren Jensen, seniorchefkonsulent i DI Produktion.
Det er enormt unikt at få adgang til sådan et stort netværk med ambitiøse hardwarevirksomheder som alle arbejder for at udfordre status quo
Kathrine Hagemann Snabe, Co-Founder, Head of Impact & Strategy hos EVEWAVE
Mød de startups som har været gennem forløbet
Mød 15 startups på tærsklen til produktion
Mød 12 startups i startblokken til at producere nye, spændende produkter
Bark, undervandskameraer og meget mere – mød de 16 nye startups i Future Manufacturers
Future Manufacturers
Bag indsatsen står Danmarks produktionsklynge MADE, DI Produktion og Industriens Fond, som har bevilget 4,5 mio. kr. til programmet i 2024 og 2025.
Læs mere her

