En ny slags grøn cement, et bæredygtigheds-planlægningsværktøj, ny plast af gamle byggematerialer og nye strategier. Se her en række videointerviews fra Technomania 2021, hvor bl.a. Coloplast og Cementir Holding fortæller, hvordan de arbejder med bæredygtighed i praksis.
Blandt robothunde, el-lastbiler og kæmpedroner, satte MADE fokus på bæredygtig produktion på årets største tech-event Technomania 2021.
Bæredygtighed har været på alles læber længe, men noget tyder på, at det nu for alvor er ved at brænde igennem blandt en række produktionsvirksomheder.
Bæredygtighed rammer strategien for første gang
Coloplast skrev i 2020 for første gang bæredygtighed ind i virksomhedens strategi.
”Jeg har været i Coloplast i 15 år, og det er første gang, der står ”sustainability” i strategien, så det er en spændende rejse,” fortæller Head of Global EHS i Coloplast Peter Skals fra Technomania scenen.
En ærlig udmelding, som VELUX, der netop i 2020 har lanceret deres første bæredygtighedsstrategi, kunne slutte sig til. Samtidig er det nu, at det virkelig tager fart i giganten Grundfos ifølge Project Manager ved Environmental Center of Excellence i Grundfos, Sofie Adamsen:
”Det tager tid at få overbevist en organisation om, hvor vigtig bæredygtighed er, og der er vi nu.”
Og det er vigtigt, at nogle viser vejen. Ifølge de forskere, som også stod på technomania-scenen smider vi 5,5 millioner tons affald ud om dagen i verden samtidig med virksomheders investeringer i miljøbevarende tiltag såsom take-back og rensing af spildevand er faldet de seneste to år.
Men de fire MADE Talks på Technomania viste i praksis, hvordan koden kan knækkes – om end nogle var længere end andre. Sofie Adamsen fortalte bl.a., hvordan man kan inddrage leverandører i bæredygtige løsninger.
Netop leverandørsamarbejde gik igen som tema. Flere af virksomhederne på scenen havde regnet sig frem til, at langt den største klimapåvirkning lå hos leverandørerne – f.eks. fortalte VELUX, at 94 % af deres CO2-aftryk ligger hos leverandørerne.
MADE Talks på Technomania 2021
Technomania foregik i hi-messen d. 6-7 okt. 2021.
MADE indtog scenen med fire Talks:
- Tilbagetagelsesprogrammer som del af cirkulær økonomi i produktionsvirksomheder
- Bæredygtighed som en del af produktudvikling
- Bæredygtig produktion via design af forsyningskæder – fokus på reduktion af CO2
- Bæredygtig produktion via design af forsyningskæder – fokus på fødevareproduktion
MADE FAST
MADE FAST er en innovations- og forskningsplatform, som har til formål at udvikle og styrke dansk produktion.
Den strategiske indsats Bæredygtige forretningsmodeller og design af værdikæder er en del af MADE FAST. Her udvikles og afprøves nye bæredygtige forretningsmodeller i virksomhedsnære pilotprojekter, som afdækker udfordringer, potentialer og skalerbarhed.
De fire MADE Talks tog udgangspunkt i denne indsats.
Kreativ isposeløsning og nye materialevalg
Hos Coloplast er det især det materiale, som de får leveret, der vejer tungt i CO2-regnskabet. Derfor har producenten af bl.a. stomiposer og katetere gentænkt en række løsninger. Det gælder blandt andet et kateter, hvor aluminium er udskiftet med plast og en stomipose, hvor en ventil er erstattet af en mindre materialekrævende lukkeløsning inspireret af en ispose.
Bæredygtighed skal ind i Coloplast første designfase, fra nu af lød det fra Head of Global EHS i Coloplast Peter Skals, der indtog scenen.
Grøn cement har ramt hylderne
Det kræver mod at gå forrest med nye løsninger. Det gælder også Cementir Holding, der i 2021 lancerede deres FutureCEM – en ny cementtype, der udleder 30 % mindre CO2.
Umiddelbart lyder det som en solstrålehistorie, men med en lang værdikæde fra cement til beton til konstruktion med både arkitekter, entreprenører og ingeniører involveret, er der mange steder, hvor usikkerhed på nye løsninger, kan få kæden til at hoppe af.
Derfor er efterspørgslen en stor udfordring. Alligevel fortsætter Cementir med at videreudvikle på FutureCEM, så den bliver endnu grønnere.
Beregninger går forud for handling
Analyser, beregninger og Excel ark gik igen i de fire MADE Talks. De mange data viste, hvor virksomhedernes kunne hente de største CO2-besparelser og skabte basis for, hvor de valgte at lægge deres energi.
Ph.d.-studerende ved SDU Alexander Borch-Andersen arbejder i sit ph.d.-projekt under MADE FAST forskningsplatformen med netop den øvelse for Carlsberg. Her er målet at lave et værktøj, som skaber et overblik over hvilket CO2-aftryk de forskellige led i værdikæden efterlader – f.eks. CO2-beregninger på forskellige transport- og pakningsmuligheder. Derved kan man sammensætte den mindst CO2-kostelige værdikæde på de enkelte produkter.
Gevinsterne ved genbrug
Og hvis CO2-beregninger er vigtige for virksomheder, når de træffer deres valg om, hvor de ønsker at spare CO2 – hvorfor skulle det så ikke være vigtigt for kunderne?
Netop at gøre markedet mere gennemskueligt er noget, som virksomheden Letbek har sat sig for. Udover at producere byggemateriel har virksomheden specialiseret sig i at genanvende plast. De har i MADE FAST blandt andet udviklet en CO2-beregner, som viser præcis, hvor meget en virksomhed kan spare i CO2, hvis de f.eks. sender brugte plastprodukter til Letbek til genbrug/genanvendelse frem for at smide dem ud som affald. Beregneren står nu klar, og næste skridt ligger i at finde de rigtige løsninger sammen med kunderne.
”Vi har præsenteret de første mulige måder at drive en take-back løsning med kunderne. Det er vi i dialog med dem om – er det version 1, 2 eller 3? Hvordan er det, at det her set-up skal være?”