Uddannelsesblog

Opnå øget indlæring og effektivitet med intelligente og skalerbare videoløsninger

MADE Uddannelsesblog: Dine øjne vælger sandsynligvis at se videoer frem for at læse en artikel eller e-mail, viser forskningen. Derfor er video til medarbejdertræning og undervisning effektivt og bør være en integreret del af organisationers udviklings- og læringsstrategi. Det vurderer Yaron Schwartz, CEO i Viducon, i dette blogindlæg.

Yaron Schwartz

CEO

Yaron Schwartz er CEO i virksomheden Viducon, der blev etableret i 2014 af studerende fra Cand.merc. (IT) på CBS. Under studierne oparbejdede han en solid forståelse for, hvordan man på optimal vis integrerer video som en del af undervisningen.

I MADE’s uddannelsesblog deler skribenter erfaringer og holdninger til digital læring. Blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer således ikke MADE’s standpunkter

I de 12 år, jeg har arbejdet med undervisningsvideoer som konsulent i uddannelsessektoren, har jeg set to forskellige tendenser: På den ene side er dem, som taler for, at videoer skal være i høj kvalitet. På den anden side dem, der mener, at video skal være tilgængeligt for alle og nemt at bruge som lærings- og undervisningsmateriale.

Det skal understreges, at vi udelukkende taler om undervisnings- og træningsvideoer til uddannelse og oplæring og ikke om marketing- eller reklamefilm.

Undervisningsvideoer skal kunne produceres af alle

Jeg tilhører gruppen, der mener, at det skal være nemt for alle at lave en video, og fokus skal være på indhold frem for teknik. Det kommer måske bag på nogen, at jeg, som CEO i en virksomhed, der bl.a. arbejder med videoproduktion, tilhører den gruppe.

High-end videoer er gode til marketingformål, men de koster tid og penge, hver gang. Det er hverken skalerbart, fleksibelt eller dynamisk nok til at kunne følge med efterspørgslen på undervisningsvideoer.

Hjernen opfanger visuel information langt hurtigere end tekst, så der er ingen tvivl om, at video er en effektiv kommunikationsform. Derfor skal videoproduktion være nemt at gå til.

Forældede videoer

Jeg skal fortælle jer et eksempel: En af vores kunder fortalte, hvordan et eksternt firma fik til opgave at producere en række videoer til at vise medarbejderne, hvordan et nyt it-system skulle anvendes.

Videoerne var visuelt lækre og i høj kvalitet. Da it-afdelingen kort tid efter implementerede store ændringer i it-systemet, blev de omtalte videoer hurtigt forældede. Det var spild af både tid og penge. Jeg har set lignende tendenser i undervisningssektoren, og grundet den høje pris sættes der hurtigt en stopper for antallet af videoer, der producers. Kvalitet står i vejen for kvantitet, og dermed tilgængelighed. Når fokus bliver på videoens kvalitet frem for indhold, bliver det for komplekst og ressourcekrævende at dele viden via video.

“Det skal være nemt for alle at lave en video, og fokus skal være på indhold frem for teknik,” siger Yaron Schwartz, CEO i virksomheden Viducon.

Hvad lærte Covid-19 os om video?

Covid-19-pandemien viste os, at det vigtigste var, at der bliver afholdt møder og produceret videoer. Der blev gået på kompromis med kvaliteten af videoerne, og det viste os, at high-end videoer i mange tilfælde er overflødige. Lærings- og udviklingsafdelinger og trænere skal nemt kunne optage video til kursusforløb, oplæring og onboarding af nye medarbejdere, og undervisere skal let kunne lave videoer til de studerende. Det er indholdet, der skal være i fokus.

Undersøgelser viser, at allerede syv dage efter et kursus har den gennemsnitlige ansatte glemt 65 % af det afdækkende materiale. Det tal stiger til 90 % efter seks måneder. Tilføjer man video, vil det øge folks evne til at huske koncepter og detaljer. Digitale værktøjer skal være nemme at anvende til at skabe videoer, uanset hvilke tekniske færdigheder man har.

Tag stilling til video

Organisationer bør tage stilling til, hvordan de får mest gavn af digitale værktøjer til at skabe godt undervisningsmateriale, der let kan deles blandt kollegaer, undervisere og elever.

Det spørgsmål, som jeg håber flere vil begynde at stille sig selv, er, om det er vigtigt at få produceret high-end videoer til undervisningsbrug? Er det skalérbart? Er det langtidsholdbart? Er det ressourceoptimerende? Giver det reel ROI – altså værdi for pengene? Overvej, om det er mere bæredygtigt at investere i en digital løsning alle i organisationen kan anvende aktivt.

Gode råd

  1. Video viser detaljer som intet andet medie, og er derfor ideelt til at sikre, at værdifuld viden ikke går tabt, når folk går på pension eller skifter job. Få medarbejderne til at lave korte videoer, så viden forankres i organisationen
  2. Optag med flere kameravinkler og vis detaljerne. Rockwool International anvender f.eks. video som supplement til oplæring af medarbejdere, fordi de her kan optage maskiner fra mange vinkler og illustrere detaljer, som en tekst ikke kan
  3. Vælg en videoplatform, der passer til jeres behov. Fokuser på sikkerhed, brugervenlighed, søgbarhed, skalérbarhed og fleksibilitet. Invester tid i at implementere platformen i organisationen, så får I mest muligt ud af jeres investering
  4. Interaktivitet øger engagement, fastholdelse og læring. Overvej en interaktiv videoplatform, så I nemt selv kan skabe interaktive videoer
  5. Videoer behøver ikke være perfekte. Undervisere og kursusledere er ikke skuespillere. Medarbejdere og studerende er vant til autentisk undervisning, det må videoerne også gerne være.

Vil du videre mere?
Kontakt chefkonsulent Camilla Nelleman, MADE: cnellemann@made.dk, 60 19 81 86

Relaterede blogindlæg

Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog