Uddannelsesblog

Online læring – fællesskaber skal hjælpes på vej

MADE Uddannelsesblog: MADE Uddannelsesblog: Stadig mere undervisning udbydes online. Vi lokker med ord som fleksibilitet, faglig fordybelse og den oplagte mulighed, der er for deltagere til at netværke. I praksis, har faglige fællesskaber trange kår online. Hvad gør vi? Spørger Malene Bolding, indehaver af CrowdBrain.

Malene Bolding

indehaver af CrowdBrain, der sammen med uddannelsesinstitutioner udvikler online læring.

Malene har de sidste fem år primært fokuseret på læring i digitale fællesskaber. Cand scient. Master i uddannelse og læring og har primært arbejdet med efter- og videreuddannelse, kapacitetsopbygning og uddannelsesprojekter. mb@crowdbrain.dk. Malene er aktuel med bogen Tænk læring digitalt - En samtalebog om fænomener i online læring. Malene samarbejder med MADE om læring i digitale fællesskaber.

I MADE’s uddannelsesblog deler skribenter erfaringer og holdninger til digital læring. Blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer således ikke MADE’s standpunkter

Jeg har gennem mange år interesseret mig for efter- og videreuddannelse, og for den værdi det skaber for deltagerne. De tilegner sig viden, værktøjer og metoder på skolebænken – og de samler i lige så høj grad inspiration fra meddeltagere om, hvordan problemer opstår og håndteres andre steder. Deltagerne får øje på egne faglige styrker, tilgange og værdier i samspillet med andre. Når de vender tilbage til egen praksis, er det med ny viden, ideer og selvindsigt, fordi de har taget del i et fagligt fællesskab. Det, de lærer af og med hinanden, er afgørende.

De vigtige fællesskaber kan opstå, når underviseren anlægger en eksplorativ tilgang i undervisningen. Som underviser kender jeg ikke deltagernes praksis, men jeg har metoder til, at vi i fællesskab kan undersøge aktuelle og konkrete problemstillinger, begrebsliggøre og eksperimentere med forskellige løsningsmuligheder.

Når deltagerne er fælles om at skabe noget, og når deltagerne indgår i relationer.

Det svære er at opbygge relationer online

”Bare sig mig, hvordan jeg kan være aktiv og opsøgende i undervisningen?”

Deltageren her peger med sit spørgsmål på en af kerneudfordringerne i online undervisning. På Zoom møder hun kun dem, hun er på hold med, hun ser ikke uddannelsesinstitutionens andre faglige fællesskaber. Og det at etablere relationer online er uvant. Hun kan ikke tage kontakt eller opsøge samtaler ved at rykke nærmere, nikke anerkendende eller slå følge på vej ud ad døren, alt det som hun ville gøre i et fysisk undervisningslokale. Hun har ret, det er svært at være opsøgende.

Sammen med Charlotte Lærke Weitze har jeg netop udgivet bogen, Tænk Læring Digitalt – en samtalebog om fænomener i online læring, der baserer sig på samtaler med studerende, undervisere og studieledere.

Ordet styring går igen i mange af vores samtaler, for undervisere siger selv, at de styrer onlineundervisning med hårdere hånd, end de styrer fysisk undervisning. Undervisningen er detaljeret forberedt, deltagerne sendes i breakouts med et klik, og underviseren styrer debatterne stramt. Den styring kan spænde ben for deltagernes mulighed for at tage initiativ. Jo mere underviseren styrer, jo mindre plads er der til at deltagerne kan tage teten og folde sig ud.

Når relationen er etableret, er det digitale en fordel

Styrken ved onlineundervisning er imidlertid, at deltagerne bliver vant til det digitale samvær og samtale. Det giver dem gode muligheder for at netværke og række ud efter hinanden, også når undervisningen er slut. De kan blive gode til den digitale kommunikation og samarbejde, blive fortrolig med værktøjer, videokonferencesystemer, og den form for nærvær og fortrolighed som også kan skabes online.

Løsn tøjlerne og skab medansvar

Jeg vil mene, at vi stadig er i starten af den digitale didaktiske rejse, men at kreativiteten bobler blandt undervisere. Der er mange små greb, der kan hjælpe deltagerne til at være mere aktiv og opsøgende. Jeg har mødt undervisere, der modigt løsner tøjlerne, skaber mere tid til refleksion og giver deltagerne stafetten, f.eks. ved at give dem ansvaret for breakoutrooms og arrangere en slags digital tour-de-chambre. Det kan også ske ved at etablere og understøtte flere samtidige kommunikationskanaler.

Jeg er stadig undervejs i min egen digitale rejse og øver mig i balancen mellem mod og styring – i at forstå det didaktiske ansvar.

Gode råd

Hvis jeg skulle hjælpe deltagerne til at være aktive og opsøgende og indgå i fællesskaber, ville jeg anbefale:

  • Lad styringen gå på omgang
  • Brug tiden sammen eksplorativt
  • Skab parallelle kommunikationskanaler.

Relaterede blogindlæg

Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog