Se vinderne af Otto Mønsteds Fondens MADE Award 2020

De bedste MADE-forskere delte viden og blev hyldet ved MADE webinaret Fremtidens Produktion, hvor vinderne af Otto Mønsteds Fondens MADE Award 2020 blev annonceret. Se her, hvordan vinderne blev overrasket og hædret og bliv inspireret af eksempler på, hvordan MADE gennem viden og innovation skaber værdi for både små og større virksomheder.

”Vi frembringer ny viden, og vi deler ny viden.”

Sådan introducerede MADE’s direktør Nigel Edmondson webinaret Fremtidens Produktion, hvor over 100 deltagere var tunet ind bag skærmen for at lade sig inspirere af eksempler på, hvordan MADE gennem viden og innovation skaber værdi for både små og større virksomheder og tage del i hyldesten af de bedste MADE-forskere.

Alle fire nominerede til Otto Mønsteds Fondens MADE Award 2020 gav oplæg om deres nøgleopdagelser i forsknings- og innovationsprojekter i MADE. Priserne er til anerkendelse af fremragende ph.d.-forskning inden for produktionsindustrien, og vinderne blev annonceret af Bjarne Lykke Sørensen, CEO i Siemens og bestyrelsesmedlem i MADE.

“Ifølge jurymedlemmerne, så har det været vanskeligt at udvælge vinderne og de nominerede i det stærke ansøgerfelt,” sagde han.

“Det er en ære at vinde prisen”

1.-præmien ved Otto Mønsteds Fondens MADE Award gik til postdoc Venkata Karthik Nadimpalli fra DTU.

Otto Mønsteds Fondens MADE Award 2020

Prisen går til en MADE-Ph.d. eller MADE-postdoc, der er tilknyttet et af de fem universiteter involveret i MADE: Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Copenhagen Business School, Danmarks Teknologiske Universitet eller Syddansk Universitet.

1.-præmien på 100.000 kr. vandt Venkata Nadimpalli.

2.-præmien på 50.000 gik til Markus Thomas Bockholt.

”Det føles vidunderligt! Det var virkelig dejligt at blive overrasket og vinde prisen, det er en ære. Det er en rar følelse efter at have arbejdet så hårdt med de forskellige industrielle projekter,” siger vinderen af 1.-pladsen Venkata Karthik Nadimpalli begejstret.

Venkata Nadimpalli vinder 1.-præmien ved Otto Mønsteds Fondens MADE Award 2020. Her står han ved siden af den unikke 3D-printer, som han har bygget på DTU.

Han vandt for at have udviklet en ny form for stålpulver til 3D-print produktion. Projektet har givet ny indsigt i, hvordan digitale tvillinger inden for AM kan anvendes og forbedre certificeringsprocessen.

”Jeg har arbejdet sammen med LEGO, Grundfos og FORCE Technology om at videreudvikle deres 3D-print teknologier. Vi byggede vores egen 3D-printer fra bunden, og det gjorde os i stand til at hjælpe vores industrielle partnere med at få deres produktion op på et endnu højere niveau,” forklarer Venkata begejstret.

Venkata og DTU er lykkes med at skabe et åbent AM-system, ved navn Baxter. Og målet med deres åbne system er, at de vil videregive deres design, så andre produktionvirksomheder også kan få gavn af det.

Juryen var imponeret over det eksemplariske samarbejde mellem industrielle parter og Venkatas evne til at bringe virksomhedernes cirkularitet op på et højere niveau.

Cirkulær økonomi er en god forretning

2.-præmien blev vundet af erhvervs-ph.d. Markus Thomas Bockholt, AAU. I tre et halvt år har han været med til at udvikle tilbagetagelsesprogrammer for Grundfos, og ved webinaret gav han deltagerne indblik i, hvordan de i fællesskab har arbejdet med cirkulær økonomi i praksis, når de tager brugte pumper retur.

Erhvervs-ph.d. Markus Thomas Bockholt, AAU, vandt 2.-præmien ved Otto Mønsteds Fondens MADE Award 2020.

”Det går ud på at forvandle cirkulær økonomi, så det ikke blot er et CSR-initiativ, men en indtægt for industrien, hvor tilgangen ikke handler om incitamenter, men er baseret på en indtægtsstrøm,” forklarer Markus Thomas Bockholt.  

Forskningsprojektets mål var at få nedslidte pumper fra engros returneret til fabrikker, så materialet bliver genanvendt til nye pumper.

Det var en stor fornøjelse at introducere Otto Mønsteds Fondens MADE Award og annoncere vinderne fra mit hjemmekontor. Tillykke til begge vindere, jeg ser frem til at følge jeres inspirerende projekter.

Bjarne Lykke Sørensen, Siemens CEO og bestyrelsesmedlem i MADE

Juryen var imponeret over projektets unikke karakter og det omfangsrige samarbejde med industrien samt de mange positive tilkendegivelser fra de industrielle parter.

Begge vindere modtager et rejselegat til at videreudvikle forskningen – 1.- præmien får 100.000 kr., mens 2.-pladsen får 50.000 kr.

”Det var en stor fornøjelse at introducere Otto Mønsteds Fondens MADE Award og annoncere vinderne fra mit hjemmekontor. Tillykke til begge vindere, jeg ser frem til at følge jeres inspirerende projekter,” skriver Siemens CEO og bestyrelsesmedlem i MADE, Bjarne Lykke Sørensen på LinkedIn.

Fremtidens fabrikker

De to andre nominerede til prisen kastede også lys over deres projekter:

Ph.d. Emre Yildiz, AAU illustrerede, hvordan digitale tvillinger kan bruges til at forme fremtidens fabrikker, og Vestas forklarede, hvordan de fik gavn af den nye viden.

Adjunkt Casper Schou, AAU, afrundede med at fortælle om, hvordan en agil tilgang til innovation med korte fokuserede sprints gjorde det muligt for LEGO at skabe en smart factory demonstrator på kun seks måneder.

”MADE åbner for en ny måde at samararbejde på mellem industrien og universiteter. Vi har fået demonstreret og åbnet op for problemstillinger, der er svær i en stor virksomhed og i en travl hverdag,” sagde Director R&D i LEGO Per Høvsgaard.

Læs mere om de to prisvindende projekter

Relaterede videoer

Video
Video
Video
Video
Video
Video