Sådan effektiviserer du vedligeholdelsen af maskiner og udstyr i din virksomhed

”Hvis overvejelserne sker på et uoplyst grundlag, så er det bare en forandring. Hvis vi gerne vil have en forbedring, skal det ske på baggrund af data,” vurderer ekspert på Teknologisk Institut. Ny undersøgelse giver vigtig viden om, hvordan man mest effektivt prioriterer sit vedligehold af maskiner.

Vedligehold af udstyr og maskiner er en essentiel del af produktionen i en virksomhed. Men hvordan vedligeholder man mest effektivt – og hvilket udstyr skal man prioritere?

Det har en ny undersøgelse foretaget af Teknologisk Institut på vegne af MADE fundet svaret på.

”Det har stor væsentlighed at fokusere sin indsats på det mest kritiske udstyr. Vi har igennem vores undersøgelser kortlagt en systematik og struktur til at kunne fremarbejde denne væsentlighed i praksis,” fortæller Palle Grøndahl, sektionsleder ved Teknologisk Institut og samarbejdspartner i MADE.

”På den måde kan man reducere den overordnede tid, man bruger på vedligehold, og dermed frigøre ressourcer til andre processer,” tilføjer han.

Palle Grøndahl, sektionsleder ved Teknologisk Institut og samarbejdspartner i MADE.

Risikoscreening

Det første led i at effektivisere vedligeholdet er at udføre en risikoscreening. Når man skal vurdere risikoen af et givet emne, kigger man blandt andet på konsekvensniveauet ved fejl og nedbrud, eventuelt i forhold til sikkerhed, miljø, økonomi og omdømme.

”Ud fra disse overvejelser inddeler vi virksomhedens udstyr i forskellige konsekvenskategorier, hver med et bestemt vedligeholdelsesniveau, der er påkrævet. Eksempelvis skal væsentligt udstyr vedligeholdes, så det ikke taber sin funktion, og hvis det alligevel fejler, er virksomheden forberedt på at afhjælpe fejlen,” fortæller Palle.

”Alternativt er der eksempler, hvor konsekvenserne ved et nedbrud ikke er så store. Her kan man skrue ned for sin indsats. Det betyder ikke, at der ikke skal være fedt i lejerne, men man behøver ikke en forebyggende indsats, der sikrer, at udstyret aldrig fejler,” tilføjer han.

Figur over fordeling af arbejdstid. Med effektiv vedligeholdelse er der ressourcer at spare.

Teknologisk Institut trimmer vedligeholdet

Som noget nyt tilbyder Teknologisk Institut at hjælpe virksomheder med at udvikle deres vedligeholdstilgang. Vedligeholdsindsatsen fokuseres og optimeres på baggrund af analyser af anlæg, ledelsestilgang, systemer, processer og vedligeholdskompetencer.

Organisationen sikrer derved, at det væsentlige udstyr er stabilt og trimmet, så det på effektiv vis understøtter virksomhedens formål.

”Vi går ud og understøtter virksomhederne i at sikre værdistrømmen, da stabilt og optimeret udstyr skaber grundlag for en trimmet og effektiv produktion,” forklarer Palle.

Derfor opfordrer han enhver produktionsvirksomhed til at overveje, om deres vedligehold kan effektiviseres.

”Vedligehold skal på dagsordenen, for det rummer faktisk en ret væsentlig økonomi for virksomhederne,” afslutter han.

Relaterede videoer

Video
Video
Video
Video
Video
Video