Ingeniører vil skabe dansk produktion af highend-højttalere: “Automation er meget interessant for os”

De seneste tyve år har ingeniøren Carsten Tinggaard beskæftiget sig med højttalere og højttalerteknologi.

Siden 2009 har han haft sin egen konsulent- og udviklingsvirksomhed, PointSource Acoustics. Nu er han så gået sammen med Peter Lyngdorf, Lars Risbo og Bruno Putzeys, der står bag virksomheden PURIFI, som udvikler højttalerelektronik af høj kvalitet.

Sammen har de en fælles mission: At opbygge en ny højttalerproduktion i Danmark under navnet PURIFI Transducer Technology.

– Vi vil gerne være med til igen at placere Danmark som det førende hjemsted for industriel produktion af højttalere af ypperste kvalitet, fortæller Carsten Tinggaard om virksomhedens klare mission og uddyber:

– Vi går derfor efter at lave nogle højttalere, som er ubetinget state-of-the-art. De skal have verdens laveste forvrængning.

Højtalere til B&O og Aston Martin

Gennem årene har han med Pointsource været med til at designe, udvikle, simulere og teste en lang række high-end-højttalerenheder for sine kunder. Carsten Tinggaard og hans kollega Morten Halvorsen – der kom til Pointsource i 2014 – har på den måde været med til at udvikle enheder til eksempelvis B&O-højttalere, luksusbiler såsom Aston Martin, professionelle lydstudier og medikoteknisk udstyr.

Det er sket fra Pointsources lyd- og højttalerværksted i Roskilde, hvor PointSource og PURIFI nu har skaffet sig flere tilstødende lokaler til at kunne huse en egentlig produktion.

Som led i de første faser af udviklingen af en produktion har de fået støtte fra et MADE Demonstrationsprojekt til at vurdere potentialet for robotter i eventuel produktion.

– Automation er meget interessant for os. For det første fordi dansk produktion og dansk robotteknologi har et meget stærkt brand. Men også fordi en robotløsning kan sikre høj reproducerbarhed, høj kvalitetsstyring og detektere vores limprocesser, fortæller Carsten Tinggaard.

Han fik hjælp fra Bo Genefke, seniorspecialist hos Teknologisk Institut i Odense, til at vurdere mulighederne med robotter og lave en konkret testopstilling med en lille industrirobot.

– Carsten og resten af teamet ville gerne have at vide, om man kunne samle en højttalerenhed – som de kalder motoren i en højttaler – ved hjælp af en robot, siger Bo Genefke og vender sig mod den helt centrale udfordring i opgaven:

– Kan en robot overhovedet samle enheden med den præcision, som produktet kræver?

Skal man have verdens laveste forvrængning i højttalerne, kræver det nemlig høj præcision i alle samleprocesser – præcision helt ned til få hundrededele millimeter.

– Selv for en moderne industrirobot er det meget præcise bevægelser, som der kræves her, fastslår Bo Genefke.

Med både en fysisk testcelle placeret i robotcentret i Odense og ved hjælp af simuleringer gennemgik og testede Bo Genefke en lang række delprocesser og forhold: samleprocesser med én og flere robotter, gribning af emner, limprocesser, sikkerhedsforanstaltninger mv.

– Jeg har især haft fokus på design for manufacturing og rådgivet Carsten og virksomheden om, hvordan man opbygger et anlæg, der også er skalerbart og kan omstilles til at håndtere flere forskellige enheder, siger Bo Genefke.

Robotter er vejen frem

For Carsten Tinggaard har forløbet bekræftet ham i, at en robotløsning er det rigtige til produktionen, når den skal opbygges.

– Vi er blevet meget klogere på muligheder og begrænsninger med robotter. Og vi har allerede kunnet bruge den viden i PURIFI-regi til den videre udvikling af både produktionen og produkterne, fortæller Carsten Tinggaard.

Udover MADE og Teknologisk Institut har Carsten Tinggaard og Morten Halvorsen også samarbejdet med DTU, med talentfulde studerende m.fl. omkring eksempelvis udviklingen af en forretningsmodel og håndtering af big data.

FAKTA

  • PURIFI Transducer Technology er et samarbejde mellem Pointsource Acoustics og PURIFI.

  • Pointsource er stiftet af Carsten Tinggaard i 2009 og udvidet med ingeniøren Morten Halvorsen i 2014.

  • Pointsource fungerer som en konsulentvirksomhed med speciale i højttalerteknologi, lyd og akustik og hjælper kunderne med en række opgaver, både design, udvikling, test, simulering, prototypefremstilling mv. Fra sommeren 2017 er alle ressourcer gået til intern udvikling af egenproducerede højttalere under virksomheden PURIFI Transducer Technology.

  • Bag PURIFI, som laver højttalerelektronik og blev grundlagt i 2014, står brancheveteranerne Peter Lyngdorf, Lars Risbo og Bruno Putzeys.

  • Virksomhederne har fælles adresse og faciliteter lidt uden for Roskilde.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel