Uddannelsesblog

Erfaringer fra KomDigital læringsforløb: Vær virksomhedsnær, giv tid til refleksion og drop fagsproget

MADE Uddannelsesblog: I et skræddersyet læringsforløb ved navn KomDigital lærer virksomhedsdeltagere bl.a. at udnytte data til produktoptimering og konvertere trafik på deres hjemmeside til køb. Projektleder Sofie Rasmussen deler her gode råd, resultater og erfaringer fra konceptet.

Sofie Rasmussen

Projektleder

Sofie Rasmussen er projektleder på KomDigital, DTU. Sofie har stor erfaring med innovation og tværfaglige partnerskaber, særligt mellem vidensinstitutioner, virksomheder og andre aktører i processen med at etablere viden og nye samfundsmæssige løsningsmodeller. KomDigital ønsker her at dele deres erfaringer med MADE’s medlemmer. Kontakt gerne Sofie Rasmussen for mere information på mail til sofira@dtu.dk.

I MADE’s uddannelsesblog deler skribenter erfaringer og holdninger til digital læring. Blogindlægget er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer således ikke MADE’s standpunkter

Målet med KomDigital læringsforløbet til SMV’er er at løfte medarbejderes generelle viden om digitale teknologier og skabe et fælles sprog på tværs af siloer i den enkelte SMV.

Jeg oplever, at vores skræddersyede forløb tiltaler SMV’er, fordi læringsformatet er tidsbesparende og giver øjeblikkelige resultater. Det gælder især SMV’er med begrænsede ressourcer til kompetenceudvikling.

Deltagerne fortæller mig, at de kan lide, at vi faciliterer forløbet fra start til slut og lader deres læringsstrategi og -intention danne ramme for forløbet. For dem er det en stor hjælp at blive holdt til ilden i et kort, intensivt, handlingsorienteret og praksisnært forløb.

Et udpluk af resultater

Resultaterne er lige så forskellige som deltagernes intentioner og engagement. Eksempelvis effektiviserede SMV’en Planday deres eksisterende digitale løsning, da medarbejderne på en KomDigital workshop om machine learning lærte at udnytte data bedre. Vores specialister viste dem, hvor der blev spildt tid, og hvordan flowet kunne optimeres.

SMV’en Coinify opdagede i et forløb hos os, at det AI system, de bruger til at detektere svindel i handel med kryptovaluta, også til tider sorterede rigtige kunder fra i købsprocessen. Dette ledte konkret til en modificering af deres antisvindel AI-kontrolpunkter. Derudover fik de også, ved at analysere den måde de kommunikerer på via hjemmesiden, ændret deres userflow mhp. at konvertere flere af deres besøgende til betalende kunder.

Da uddannelsesinstitutionen Forsikringsakademiet deltog i et KomDigital-forløb, opnåede de en bedre forståelse af forsikringsbranchens teknologiske muligheder. De blev også klogere på nogle af de teknologier, der benyttes i fremtidens læring.

Sådan foregår et KomDigital forløb

Når en SMV påbegynder et forløb i KomDigital, beskriver virksomheden sin strategi og intention ift. læring. Herefter iværksætter vi en indledende dialogsession mellem tværgående specialister og SMV’en, hvor intentionen tryktestes i relation til specialisternes faglige viden og SMV’ens praksis.

På den baggrund udarbejder vi en kompetenceudviklingsplan for den videre læringsproces i form af de læringselementer, der understøtter SMV’ens strategi og intention. SMV’en giver feedback på planen og KomDigital justerer planen, så den kan godkendes af SMV’en.

Forløbene sammensættes af tech-faglige workshops, forretningssparring, refleksionssessioner samt virksomhedens egne eksperimenter som resultat af forløbets læringsinput. De faglige blokke består typisk af tre workshops indenfor emner som Kunstig Intelligens, Implementering af digitale løsninger og Datadrevet Innovation. På de faglige workshops deltager flere SMV’er samtidigt. Deltagerne inspirerer hinanden på tværs af forretningsfokus, erfaring og ideer. Som en del af sparringsforløbene kan SMV’er desuden få sparring fra specialister, som går i dybden med en specifik udfordring. Sådan bygger vi løbende bro mellem faglige input og SMV’ens egen praksis.

MADE og DTU

MADE har et stærkt samarbejde med en række forskergrupper og uddannelsesprogrammer på DTU. Særligt på DTU Mekanik, hvor Professor Jesper Hattel leder en strategisk indsats i MADE FAST : Digitalisering af produktions-processer | MADE

Yang Zhang, Senior Forsker på DTU Mekanik, er en del af forskergruppen i MADE Learning Factory: Uddannelse | MADE

Hvad er KomDigital?

Læringsformatet hos KomDigital er et skræddersyet forløb med udgangspunkt i SMV’ers læringsstrategi og -intention. Workshops kombineres med sparring, refleksion og eksperimenter i egen praksis.

Læringsprocessen foregår typisk over tre måneder. En SMV benytter mellem 90 og 200 timers engagement i lærings- og udviklingsprocessen fordelt på fire til otte deltagende medarbejdere.

Læs interviews med deltagervirksomhederne Coinify og Planday her: ing/tech management eller se videocases her: https://komdigital.dk/nyheder/

KomDigital-projektet er forankret på DTU og støttet af Den Europæiske Socialfond.

Projektets partnere pt.: DTU, KEA, CBS, Danske Maritime, IDA, PROSA, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Akademikerne og IBM.

Undervisningstilgang og -materialer

KomDigital benytter aktionslæring som en metode til organisationsudvikling. Her kan du se, hvordan det foregår: KomDigital. Hvordan foregår læring i praksis?

KomDigital supplerer læringsforløbene med faglige videoer om kunstig intelligens m.m. Du kan tilgå dem her: https://komdigital.dk/laeringsmateriale/.

Sammen med DTU Compute har KomDigital udarbejdet podcastserien ”Kompetencer i Tech”, som kan høres her: Podcast-serie: Kompetencer i Tech – DTU Compute

Erfaringer og gode råd

Hvis sproget fra undervisere og facilitatorer er for fagteknisk, og forløbet foregår for hurtigt uden rum til refleksion, spørgsmål og kommentarer, falder deltagerne fra. Underviserne skal være bevidste om de deltagende virksomheders problemstilling(er) og fokusområde. De skal komme med faglige råd ift. de praktiske eksempler, som bliver bragt op og gerne bringe SMV’ens reelle case ind i undervisningen.

Vores erfaring er, at lægmandssprog skal benyttes af underviserne, så både leder, serviceperson og ingeniør kan følge med. Det er vigtigt, at læringsprocessen sker på tværs af faggrupper og afdelinger i SMV’en. På den måde opbygges et fælles sprog og referenceramme omkring muligheder og udfordringer i den digitale udvikling, så medarbejderne kan samarbejde på tværs og sammen sikre, at viden og input fra forskellige steder i organisationen tænkes ind i tekniske løsninger.

Vi har også noteret os, at der skal sættes tid af til refleksion undervejs i det faglige program, hvor det lærte tænkes ind i egen praksis, spørgsmål kan stilles, og egne refleksioner og erfaringer kan præsenteres. Gennem refleksion opnås yderligere fagligt input fra underviser og fælles inspiration.

Hertil skal der, før de faciliterede refleksionssessioner med den enkelte SMV, tjekkes af med leder ift. emne og fokus. Processen kommer nemlig ingen vegne, hvis den ikke er godkendt og støttet af virksomhedens ledelse.

Man skal også være opmærksom på, at denne type læringsforløb er relativt ressourcetung; specifikke faglige kompetencer skal findes og engageres løbende. Dertil kommer den omfattende koordineringsopgave mellem mange aktører og deltagere.

Endelig er vi ofte udfordrede ift. om undervisning og sparring skal foregå på dansk eller engelsk. En del af SMV’erne har engelsktalende medarbejdere, mens andre deltagere foretrækker at modtage faglige input på dansk. Her forsøger vi for så vidt muligt at tage hensyn til den enkeltes behov og præferencer.

Relaterede blogindlæg

Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog
Uddannelsesblog