En robot kan skabe store tidsbesparelser og eliminere ensformigt arbejde – men passer den skidt ind i en arbejdsproces eller et it-system, kan den blive en dyr bænkevarmer. Læs om DAMPA og REXCON’s erfaringer fra et MADE og WE BUILD DENMARK samarbejdsprojekt om at få robotter i brug på fabriksgulvet.
”Cobots er på alles læber, men der er utrolig mange, hvor det egentlig ikke er det, de har brug for, i første omgang,” siger Jakob Lyskjær, der er projektleder ved center for robotteknologi på Teknologisk Institut.
De samarbejdende industrirobotter er ellers i bragende vækst. I 2022 blev der på verdensplan installeret 50.000 cobots, og hvis udviklingen fortsætter, vil det antal vokse til 500.000 i 2030 ifølge International Federation of Robotics (IFR). Samtidig står opfordringer til at få installeret robotter i kø fra erhvervsfremmesystemet, politikerne og teknologileverandørerne.
Og der er også gevinster at hente. Det ses i utallige succeshistorier – for eksempel øgede AH Finmekanik deres omsætning med 1,5 mio. årligt ved at installere en robotarm i produktionen. (Læs historien her).
Men hvordan bliver man en succeshistorie og ikke en pinlig affære, hvor den nye robot samler støv i depotet eller aldrig tjener sig selv ind?
I et MADE og WE BUILD DENMARK samarbejdsprojekt har projektleder Jakob Lyskjær og antropolog ved Teknologisk Institut Maria Louise Bønnelykke hjulpet virksomheder med at forstå vejen og lægge stenene til at få en robot-succeshistorie. Det har budt på flere overraskelser.
Samarbejdsprojektet
DAMPA og REXCON indgik i et MADE og WE BUILD DENMARK samarbejdsprojekt med fem øvrige virksomheder.
I projektet fik virksomhederne hjælp fra to eksperter fra Teknologisk Institut hhv. projektleder ved robotcenteret Jakob Lyskjær og antropolog Maria Louise Bønnelykke.
Projektet foregik i 2024 og var et samarbejde mellem MADE og WE BUILD DENMARK.
MADE samarbejdsprojektet er muliggjort med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
DAMPA
DAMPA blev etableret i 1951 og specialiserer sig i udvikling og produktion af akustiske stål- og aluminiumslofter samt akustiske vægpaneler til bygge- og marineindustrien.
DAMPA har fabrik i Tommerup på Fyn og beskæftiger knap 70 ansatte.
Mennesket i centrum
DAMPA producerer akustiske vægpaneler og stål- og aluminiumslofter til bygge- og marineindustrien på deres fabrik på Fyn. De er i gang med en større digitaliseringsstrategi, hvor automatisering med robotter er en af trædestenene til at produktionen kan gå fra ”klaptelefon” til den seneste ”IPhone”, som Kenneth Andersen, fabriks- og produktionschef ved DAMPA, forklarer det.
Som en del af transformationen har de indkøbt en maskine til at påføre akustik-filt på emner.
Da det virkede, havde vi armene over hovedet, men pludselig faldt det til jorden, da folk ikke brugte anlægget.
Kenneth Andersen, fabriks- og produktionschef ved DAMPA
”Da det virkede, havde vi armene over hovedet, men pludselig faldt det til jorden, da folk ikke brugte anlægget. Man falder hurtigt tilbage til det gamle og trygge – så det handler om at ændre vaner,” siger Kenneth Andersen.
Gennem samtaler med antropolog ved Teknologisk Insitut Marie Louise Bønnelykke, fandt de sammen frem til at fokusere mere på at give belønninger, efter det nye er implementeret.
”Vi skal italesætte, hvad forskellen er: At vi producerer så og så meget billigere eller hurtigere, eller at den øgede effektivitet kan blive til ekstra kroner og ører for medarbejderne, når året er omme, og vi har overskudsdeling,” uddyber Kenneth Andersen.
Find potentialet
I projektet fik DAMPA også hjælp til at identificere det bedste sted at tage næste skridt ind i Iphone-transformationen.
”Vi startede med at gå ind i projektet, med tanken om, at få automatiseret en proces, hvor rockwool placeres i kassetter, for så at blive flyttet videre, som i dag gøres manuelt,” uddyber han.
Efter besøg fra de to eksperter tog det dog en drejning.
”Vi opdagede, at vi skulle starte et helt andet sted. Det ville heller ikke virke med det bagvedliggende IT, vi har nu,” siger Kenneth Andersen.
I stedet blev fokus rettet mod at få digitaliseret lagerstyringen – et projekt, der nu er i fuld gang. Når de ca. 16000 emner i den 12000 m2 fabrik er digitaliseret, har DAMPA lagt grundstenene til at kunne købe en robot til at transportere varer rundt i lageret.
”Målet er i 2026 at få en robot til at køre rundt med paller. Vi har fået god sparring i projektet, så det er gået hurtigere at komme frem til en løsning,” siger Kenneth Andersen.
Når robotten ikke giver mening
Startuppen REXCON, der producerede modulært og cirkulært designede bygningselementer, var ligesom DAMPA med i samarbejdsprojektet. De er ikke i tvivl om, hvad deres robotdrøm er.
”I dag kobler vi hovedet fra og bare gør det,” fortæller medstifter Sofus Thisgaard.
Her taler han om, når han selv og medstifter og direktør Jesper Sørensen samler hængsler til bygningselementer i fabrikshallen i Hedensted lidt uden for Horsens. Typisk skal der bruges 1200-1500 hængsler til et parcelhus.
(Se videoen nedenfor, for at forstå, hvordan elementerne virker).
”Det tager måske 4-5 minutter per hængsel. Så vi vil rigtig gerne se, om vi kan spare en masse tid på kedeligt ensformigt arbejde, som kan være svært at motivere sig selv til,” forklarer Sofus Thisgaard.
Sammen med Jakob Lyskjær fra Teknologisk Institut, fandt de i projektet frem til, at økonomien i en robot for nuværende ikke hang sammen for startuppen. REXCON opbygger i øjeblikket kundebasen, og robotten vil derfor risikere stå stille for ofte.
Men det betyder ikke, at man ikke kan gøre sig klar til robotter allerede nu.
“Arbejdskraft bliver sværere og sværere at få især til denne type job. Ved robotteknologi vil REXCON blive mere konkurrencedygtig både på pris men i høj grad også med stabilitet i produktionskapaciteten. Så vi ser absolut en stor fordel for os, når vi har et volumen flow som vil være attraktivt for robotteknologien,” siger Sofus Thisgaard og tilføjer:
Vi vidste absolut intet, men Jakob har gjort os klogere. Vi ved nu, hvem vi skal ringe til, når vi står og skal have en robot og har et overslag på, hvad hele systemet ville koste. Nu har vi en plan.
Sofus Thisgaard, medstifter af Rexcon.
I første omgang vil REXCON ansøge om at leje en robot i op til tre måneder gennem SMV:Digital, der er et initiativ finansieret af staten og EU-
Hør en MADE Podcast om genanvendelse i byggeindustrien, hvor vi møder REXCON, der fortæller om deres idé til en helt ny måde at bygge på:
De skjulte opgaver
Et godt råd fra Jakob Lyskjær til virksomheder, der vil implementere robotter er:
”Forstå interessenterne og processerne: Hvem skal operere den? Gøre den ren? Sørge for reservedele og så videre? Forstår du, hvordan de arbejder, får du indblik i, hvad det vil betyde, og hvordan det egentlig ville fungere, hvis man fik robotten.”
Et godt eksempel, han har set i sit arbejde med virksomheder er, når en operatør har mange små vaner, der er så indøvede, at han ikke tænker over dem og siger dem videre:
”Det kan være, at operatøren bare sparker til maskinen i et bestemt hjørne, hvis den går i stå – og så virker den. Hvis man mangler den information – så kan den operatør ikke bare skiftes med robot,” siger han og tilføjer:
”Det kan også være, at operatøren lige får tilrettet emner, der har ujævnheder, inden de ryger i CNC maskinen. Så får han lige slået en flig af, hvis der er nogen, der er for grove. Der er det igen svært at automatisere, hvis man ikke ved det.”
Jakob Lyskjær fortæller også, at det har været lærerigt at arbejde side om side med antropologen Maria Louise Bønnelykke. Ifølge ham, har det givet ham et endnu stærkere afsæt til at stille de rigtige spørgsmål.
”Marie Louise formulerede spørgsmålene så brugeren kom i centrum, fremfor mekanikken. Det vil jeg helt sikkert tage med mig fremadrettet i mit arbejde,” siger Jakob Lyskjær.