En dansk opfinder har udviklet en automatiseret løsning til at plante ålegræs langt hurtigere – og som kan genskabe de enorme områder af ålegræs, Danmark har mistet gennem det sidste århundrede. Nu får han hjælp i startupprogrammet Future Manufacturers til at gå i produktion med opfindelsen.
Morten Thomsen stifter af Zostera-Marina på prototype Morten Thomsen kigger ud over Odense Fjord, der er tæt pakket ind under en dyne af tunge regnskyer. Et stykke ude i fjorden flyder en specialdesignet tømmerflåde med en form for stålmekanisme placeret på toppen. Det er hans opfindelse – og lige som idéen bag den, stikker stålmekanismen langt dybere, end hvad øjet ser.
Flere meter under den blåsorte overflade drejer, hæver og sænker mekanismen sig og udplanter rækker af ålegræs
Anordningen modarbejder lydløst og uforstyrret den store tilbagegang af ålegræs som danske farvande har oplevet gennem de seneste 100 år. Ifølge en rapport fra Tænketanken Hav er mere end to tredjedele af Danmarks ålegræs gået til grunde siden begyndelsen af 1900-tallet.
Fuldt skaleret vil en maskinen, som anordningen i fjorden er en prototype på, kunne lades med knap 10.000 små stiklinger af ålegræs, som udplantet efter forskningens principper vil dække en halv hektar (5.000m2).
To tredjedele af ålegræsset er forsvundet
”Det hele startede ret idealistisk,” fortæller Morten Thomsen, stifter af startuppen Zostera-Marina, der tager navn efter den sort af ålegræs, som den mekaniserede tømmerflåde er designet til at udplante.
”Jeg har sejlet i sundet og på havet, og man kan sige, at jeg har siddet på skuldrene af havet i mange år. Derfor ville jeg rigtig gerne kunne give noget tilbage til havet, da jeg fik muligheden for at dykke ned i en problemstilling i et tidligere job. Det blev ålegræs – fordi det er bevist, at det kan gøre en stor forskel i naturgenopretning,” forklarer han.
Oprindeligt er han uddannet maskinarbejder og er vant til hurtigt at kunne gå fra ide til noget i hånden. Det ses tydeligt i hans hjemmevante færden på værkstedet ved fjorden iført hvid hue, sweater og matchende blåt arbejdsovertøj.
”Ja, her er lidt koldt på kontoret,” smiler han, da jeg bemærker huen.
Da han i hans tidligere arbejdsopgave observerede, hvordan ålegræs blev plantet, kriblede det hurtigt i fingrene for at udvikle en løsning.
Ålegræs udplantes fordi det kan binde næringsstof, forebygge iltsvind og øge biodiversiteten. Det sker i dag i naturgenopretningsprojekter ved at mennesker binder stiklinger til et søm og herefter udplanter dem på lavt vand – én stikling ad gangen.
Morten Thomsen tænkte, at det måtte kunne automatiseres. Han sagde sin stilling op for at gå i værkstedet og bygge det, som nu – to år og to funktionelle prototyper senere – ligger og tester i Odense Fjord – vel og mærke med succes bemærker han.

Ålegræs
Ålegræs binder næringsstoffer, forebygger iltsvind og beskytter kyster mod erosion. Derudover fungerer det populært sagt som en slags børnehave for småfisk, hvor de kan skjule sig det for rovfisk.
Arealet af ålegræs i Danmark er dykket fra cirka til 670.000 hektar i starten af 1900-tallet til 220.000 hektar i dag. Det skyldes bl.a. dårlige lysforhold, et stort indhold af næringsstoffer, bølgebelastning m.m.
Læs mere på biodiversitetsrådets hjemmeside.
Zostera-Marina
Zostera-Marina er et dansk firma, grundlagt i 2024 af opfinder Morten Thomsen.
Virksomheden arbejder med at genoprette ålegræs (Zostera-Marina) ved hjælp af en ny transplantationsmetode og automatiseret udplantningsteknologi, der tager udgangspunkt i best-practice fra forskningen.
Målet er at genplante ålegræs i stor skala i danske fjorde og kystområder for at bidrage til et sundere havmiljø.
Læs mere om Zostera-Marina her.
Prototype af dieseldunke
Men en ting er en prototype, en helt anden er skalering og decideret produktion.
”Jeg opdagede Future Manufacturers programmet, som netop havde den her skalering i sig. Det passede enormt godt til mig, også fordi jeg ikke havde en fregne,” siger Morten Thomsen.
Gennem Future Manufacturers startupprogrammet har han blandt fået tildelt en pose penge fra Verner Overgaards Familiefond til at gøre hans design lettere at producere og opskalere.
”Prototypen var bygget af gamle dieseldunke, jeg havde med mig fra Cap Verde fra vores sejlture – altså det hele var bygget på noget, som jeg havde i forvejen ikke,” forklarer Morten Thomsen.
”Med hjælp fra det fynske ingeniørfirma KAMI, der hjælper kunder med at konstruere stål- og jernkonstruktioner, har Zostera -Marina fået lavet nye tegninger af opfindelsen og fået den produceret på et fuldautomatisk bearbejdningscenter (en maskine som bearbejder og selv kan skifte værktøj). Nu er dieseldunke og andre spændende løsninger blevet udskiftet med hyldevarer og materialer, der kan modstå korrosion og tryk under vand og holde til mange repetitive bevægelser.
Samtidig har han nu en pakke tegningsdokumenter og en ”formlen” på designet kodet ind i KAMI’s maskiner.
”Nu kan der trykkes på en knap, og så er det hele kodet ind, så vi kan genfremstille nøjagtig det samme produkt i samme kvalitet hver gang,” fortæller Morten Thomsen.
Nu kan der trykkes på en knap, og så er det hele kodet ind, så vi kan genfremstille nøjagtig det samme produkt i samme kvalitet hver gang
Morten Thomsen, stifter af Zostera-Marina
Politiske mål og efterspørgsel blandt forskere
Selvom Zostera-Marina ikke regner at masseproducere i titusindvis, kan startuppen nu producere flere hundrede, og Morten Thomsen arbejder på en række tilbud på udplantninger til kunder.
”Vi bliver heldigvis trukket ind i nogle projekter nu her, som gerne vil teste løsningen og støtte os. Forskerne og kommunerne vil enormt gerne inkludere os fordi, behovet er stort, og de godt er klare over, at marin naturgenopretning ikke kan komme op i skala, hvis vi skal blive ved med at stå og gøre det i hånden. Man kan sige, at forskerne har ”opskriften for, hvordan vi skal genoprette, og vi nu går ind med teknologien og er med til at bære stafetten videre,” forklarer Morten Thomsen og understreger at maskinen er bygget til at plante efter forskernes beviste principper.
Samtidig er der en politisk interesse i genopretningen af havet.
”Det er et stort marked – også internationalt – og vi må se hvad den grønne trepart gør herhjemme for Danmark for eksempel,” fortæller Morten Thomsen.
Ifølge EU’s Nature Restoration Law, som er omdrejningspunktet for Den Grønne Trepart i Danmark, skal medlemsstater påbegynde genopretning af mindst 20 pct. af land- og havarealer inden 2030. Oversætter man det 1:1 til ålegræssituationen i Danmark, vil det sige, at omkring 100.000 hektar ville skulle genoprettes.
”Vores maskiner kan udplante omkring 100 hektar om året. Det vil sige, at man i de næste 5 år vil skulle have 100 maskiner til at plante 100 hektar om årligt hver for bare at komme i land med de første 50.000 hektar,” forklarer Morten Thomsen.
Hvor mange søskende prototypen i Odense Fjord vil få, kan kun tiden vise. Zostera -Marina står under alle omstændigheder nu klar til at levere.
Future Manufacturers
Future Manufacturers er et startupprogram, som hjælper startups med at gå fra prototype til fuldskala produktion.
Future Manufacturers er et samarbejde mellem DI Produktion, MADE og Industriens Fond.