Niels Rask tog sine medarbejdere med på råd og fik succes med digitalisering og robotter

Da de kollaborative robotter fra Universal Robots for alvor begyndte at blive udbredt for en håndfuld år siden, tog Niels Rask en rask beslutning: Vi skal også have robotter til at hjælpe os i vores virksomhed.

Han gav straks opgaven videre til sine ansatte og bad dem komme med deres idéer – hvor og hvordan kan I få gavn af den her type robotter?

Det blev til en prioriteret liste med fem opgaver eller steder i produktionen, hvor en robot kunne være med til at effektivisere en proces eller skåne medarbejderne for ensidigt, gentagende fysisk arbejde. 

Kort efter var den første robot købt ind og i drift hos NS System, som primært laver tryk på tekstiler. Det kan være arbejdstøj, hvor en murersvend skal have sit firmanavn og logo på, eller fodboldtrøjer, der skal have rygnumre og reklamer for klubbens sponsorer.

Nordjysk skepsis

– I starten var der noget nordjysk skepsis blandt medarbejderne. Skræmmebilledet er jo, at robotterne overtager alt arbejdet, og det skabte noget bekymring og modstand. Men i dag er medarbejderne glade for, at vi har de her robotter, som hjælper dem og aflaster dem. De ser det som et samarbejde og ved godt, at robotterne ikke kan erstatte alt det, de laver, fortæller Niels Rask, direktør og ejer af virksomheden fra Frederikshavn, som hans far grundlagde i 1965.

Robotterne kom på radaren hos NS System, fordi Niels Rask har en erklæret ambition om, at den nordjyske virksomhed skal være med helt fremme, når det gælder digitalisering og den teknologiske udvikling i det hele taget.

– Vi vil som virksomhed gerne være her mange år fremadrettet. Det kræver, at vi er om ikke forrest, så blandt de forreste rent udviklingsmæssigt, fastslår direktøren.

Læs meget mere om NS System og digitaliserings- og automationsprojekter i virksomheden i denne gennemgang

Digitalisering i NS System – med kunden i centrum

Mangler praktiske værktøjer og eksempler

Niels Rask involverer sig også aktivt i forsknings- og innovationsarbejde. Blandt andet er NS System forskningsmedlem i MADE inden for smarte fabrikker.

I den forbindelse har FORCE Technology lavet en kortlægning og beskrivelse af, hvordan NS System som en dansk SMV har grebet arbejdet med at implementere ny teknologi an.

– Rigtig mange SMV’er efterspørger viden og praktiske eksempler på, hvordan man kan forholde sig til Industri 4.0, digitalisering og automatisering, forklarer Michael Wøhlk, der som innovationskonsulent hos FORCE Technology har besøgt NS System og lavet gennemgangen af NS Systems projekter inden for digitalisering og automatisering.

– NS System er en af de virksomheder, som har kastet sig ud i det, gjort sig nogle forsøg og erfaringer og oplevet både gevinster og udfordringer, som det er værd at dele ud af, fortsætter Michael Wøhlk.

Sjovere at arbejde

For Niels Rask handler digitalisering og automatisering om at gøre det nemmere at være kunde og om at aflaste medarbejdere og gøre det sjovere at arbejde hos NS System. Og så handler det naturligvis også om at forblive konkurrencedygtige ved at effektivisere processer og arbejdsgange.

Et stort digitaliseringsprojekt hos NS System har været at indføre et digitalt workflow gennem hele virksomheden.

Flere steder i produktionen er der i dag tablets, hvor medarbejdere hele tiden kan få overblik over ordrerne i produktionen, og hvilke opgaver der venter på hver enkelt station.

Brancheforeningen Grakom har besøgt NS System med fokus på, hvordan virksomheden bruger robotter, og hvad det betyder for medarbejderne.

Flere projekter i gang

– Det digitale workflow har været med til at øge vores effektivitet markant. Den tid, vi nogle gange brugte på at løbe rundt for at få fat i de rigtige informationer, er stort set elimineret nu, og samtidig giver det også data, som vi kan arbejde videre med, fortæller Niels Rask.

Også hvad angår det digitale workflow, har en nøgle til succes været at have medarbejderne aktivt inde i hele udviklingsarbejdet. Ansatte i produktionen har været med til at pege på, hvad et digitalt system skal kunne og været med til at teste løsningerne.

– Det gjorde, at da vi begyndte at implementere det digitale workflow i produktionen, gik der kun to-tre dage, inden medarbejderne var gået helt over til det system. Vi havde forestillet os, at det ville tage i hvert fald et par uger, siger Niels Rask, der varsler flere digitaliseringsprojekter i fremtiden.

NS System eksperimenterer aktuelt med dataopsamling fra produktionslinjerne og at bruge data til at forbedre og optimere driften.

Og så er man lige på trapperne med et onlineværktøj til sine kunder, der skal gøre det nemmere og hurtigere at komme i dialog med NS System om f.eks. ønsker eller ændringer til de tryk, som NS System laver for kunderne.

FAKTA

NS System A/S

  • Grundlagt af Claus Rask i 1965 i Frederikshavn under navnet Nordjysk Serigrafi. I starten laver virksomheden blikfang til erhvervsdrivende, såsom skilte, plakater, dekoration af butiksruder mv.
  • I starten af 1980’erne tager virksomheden heat transfer-teknologien til sig som en måde at lave tryk på eksempelvis tøj på. De nye produkter markedsføres under navnet NS System.
  • I 00’erne introduceres digitaltryk, og i 2010 køber Niels Rask, søn af Claus Rask og uddannet serigraf, NS System og bliver ny adm. direktør.
  • NS System har i dag over 70 medarbejdere og fremstiller primært tryk på tekstiler til f.eks. arbejdstøj eller sportsbeklædning.

Andre nyheder

Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel