MADE’s forskerhold samarbejder på tværs på MADE’s årlige ph.d.-konference

Én gang om året samler MADE alle sine ph.d.er til en tre dages konference, hvor de på tværs af deres fagdiscipliner arbejder sammen i grupper om at skabe digitale fremtidsscenarier for 2-3 udvalgte danske produktionsvirksomheder.

MADE’s årlige ph.d.-konference samler hele forskerholdet til tre dages intenst arbejde på konkrete cases i danske produktionsvirksomheder. I år foregik konferencen i Kolding den 6. til 8. marts 2017, og de to deltagende virksomheder var Danfoss og printvirksomheden TRESU Group.

”Det virkeligt gode ved en ph.d.-konference er, at vi både arbejder med nogle konkrete problemer i industrien og samtidig skaber nye forbindelser på tværs af de fem universiteter, hvor vores ph.d.er er ansat. Det kan danne grobund for nye akademiske samarbejder efter eventen,” siger direktør Nigel Edmondson. 

Virksomhedsrundvisninger og konkrete problemstillinger

De tre intense dage samt arbejdet i grupperne bliver indledt med virksomheds-rundvisninger på henholdsvis Danfoss og TRESU Group efterfulgt af møder med virksomhedslederne, hvor de mulige cases, grupperne kan arbejde ud fra, bliver foldet ud. Herefter følger halvanden dags arbejde i fire grupper, kulminerende i gruppernes fremlæggelse af deres løsninger for de to virksomheder på den sidste dag.

”For de ph.d.-studerende er udbyttet, at de får arbejdet med nogle konkrete problemstillinger fra virksomhederne, som går på tværs af deres fagligheder, således at de hver især skal bringe deres kompetencer ind og koordineret finde på løsninger”, siger professor og robotforsker Henrik Gordon Petersen, der er fagligt ansvarlig på konferencen.

”Det er vigtigt, at de ph.d.-studerende kan indgå i sammenhænge som denne, for problemstillinger ude i virksomhederne vil meget ofte være nogle, der går på tværs af de specialiserede faglige kompetencer, som de enkelte ph.d.-projekter har”, siger han, og fortsætter: 

”Jeg har oplevet en virkeligt god stemning i grupperne. Der bliver diskuteret indgående om problemstillingerne – på tværs af ph.d.ernes forskellige indfaldsvinkler. Jeg har nærmest fået en fornemmelse af at forstyrre deres arbejde, når jeg kigger forbi”.

Netværk og indsigt i andres kompetencer

Simon Mathiesen, ph.d. på Syddansk Universitet, afslutter snart sit tre-årige MADE-projekt inden for robotteknologi og er med på MADE’s årlige ph.d.-konference for tredje gang.

”En konference som den her giver mulighed for at få indsigt i nogle virkelige problemstillinger ude i firmaerne. Det er altid sjovt at arbejde med komplekse problematikker inden for sit fag, og det er superfedt, at virksomhederne er så åbne omkring hvilke løsninger, de søger,” siger Simon Mathiesen.

”Derudover giver konferencen rigtig god mulighed for at networke med de andre studerende og postdocs. Man lærer dem at kende, og man får en indsigt i deres kompetencer og måder at anskue tingene på. Det betyder, at man bliver rykket lidt ud af, hvilke problemstillinger, man selv anser som vigtige, og dermed ser de opgaver, man bliver stillet overfor, i et nyt lys”, siger han.

Masser af inspiration til virksomhederne

På konferencens tredje dag fremlagde de fire grupper deres løsninger for alle deltagere og ledelsesrepræsentanter fra de to virksomheder.

Ove Lauridsen, teknisk direktør i Danfoss, var begejstret over, hvor forskellige oplæg, der blev leveret, fra de to grupper, som havde arbejdet med Danfoss.

”Begge løsninger gav masser af inspiration og er absolut noget, vi kan bruge. Det bliver rigtigt spændende at komme hjem og arbejde videre med. Vi vil fortsætte projekterne med MADE og deres forskerhold”, siger han.


Ph.d.erne, der deltog i MADE’s konference, kommer fra Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Copenhagen Business School og arbejder i det daglige tæt sammen med virksomheder. Til næste år vil konferencen samle ph.d.er på tværs mellem MADE SPIR og MADE’s nye forsknings- og innovationsprojekt MADE Digital. I MADE SPIR er mere end 40 ph.d.er i gang, og i MADE Digital vil yderligere 30 ph.d.er og postdocs levere nye, digitale løsninger til industrien.

Andre nyheder

Uddannelsesblog
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel

Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

CLOSE
9709

Tak for din tilmelding!

Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

CLOSE
9709

Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.