MADE søger erfaren innovationskonsulent til produktionsvirksomheder i Trekantområdet

Har du dyb teknisk indsigt og erfaring med produktionsteknologi og vil du være med til at styrke danske produktionsvirksomheders grønne omstilling gennem anvendelse af ny teknologi? Så er du måske vores nye kollega i MADE – Danmarks nationale Klynge for Avanceret Produktion.

MADE søger en erfaren og udviklingsorienteret profil til vores arbejde med produktionsvirksomheder i Syddanmark. Du bliver en del af MADE’s regionale team og vil have din daglige gang hos vores samarbejdspartner Trekantområdet Danmark i Kolding samt i Industriens hus i København. Her får du adgang til nyeste produktionsviden, som kan inspirere og understøtte produktionsvirksomheder i at gå i gang med innovationsaktiviteter.

Din opgave vil være at have tæt dialog med produktionsvirksomhederne i Syddanmark og hjælpe dem med at optimere deres produktion, og til at tage del i MADE’s aktiviteter.

MADE – vi skaber produktion i verdensklasse

Du vil blive en del af teamet i MADE, som arbejder for at gøre Danmark til verdens førende produktionsland. Som samlingspunkt for Produktionsdanmark bygger vi bro mellem virksomheder, universiteter og vidensinstitutioner, når vi understøtter digitalisering og grøn omstilling i produktionsvirksomheder gennem forskning, innovation og uddannelse. Målet er at sikre, at den viden vi skaber i MADE, når ud til flest mulige produktionsvirksomheder over hele landet – og ikke mindst, at den nye viden skaber værdi i den enkelte virksomhed.

Om jobbet

Vi tilbyder dig et spændende og selvstændigt job med gode muligheder for personlig og faglig udvikling.

Dine opgaver bliver blandt andet at:

  • Skabe relationer til de lokale produktionsvirksomheder og på den måde gøre MADE til en attraktiv sparringspartner.
  • Besøge virksomhederne for at forstå deres aktuelle behov og muligheder inden for ny teknologi.
  • Sparre med virksomhederne om konkrete løsninger i deres produktion.
  • Hjælpe virksomhederne i gang med MADE projekter i samarbejde med vidensinstitutioner og andre virksomheder, herunder lave den faglige scoping af projekterne.
  • Formidle viden om teknologi inden for bæredygtighed, værdikædeoptimering, agile produktionssystemer og digitalisering af produktionsprocesser med udgangspunkt i egen viden/erfaring og MADE’s forskningsplatform MADE FAST.
  • Indgå i og bidrage til et tæt samarbejde med Trekantområdet Danmark og Erhvervshus Sydjylland om virksomhedsrettede aktiviteter.
  • Afholde lokale arrangementer for virksomhederne med fokus på inspiration og vidensdeling.
  • Indgå i den løbende udvikling af MADE’s arrangementer, projekter, netværk og virksomhedsbesøg.

Jobbet hos MADE er en unik mulighed for at arbejde i en national klynge, der skaber og deler state-of-the-art viden om anvendelse af ny teknologi i produktionsvirksomheder. Du får direkte adgang og en unik indsigt i produktionsvirksomheder og deres aktuelle produktionsudfordringer. Vi er et lille sekretariat med kompetente og udviklingsorienterede kollegaer, som brænder for at gøre en forskel for danske produktionsvirksomheder. Vores hverdag er præget af en uformel og åben dialog, hvor vi søger samarbejdet på tværs.

Du vil få stor indflydelse på planlægningen af dine opgaver og mulighed for fleksible arbejdstider samt hjemmearbejdsdage. Arbejdet vil som udgangspunkt ligge i Syddanmark, men der vil også være opgaver på kontoret i Industriens hus i København. På kontoret i Kolding kommer du til at indgå i Trekantområdets team, der har et stærkt fokus på at styrke industriens konkurrencekraft i Trekantområdet gennem grøn omstilling, innovation og kompetent arbejdskraft.

Du får:

  • En unik mulighed for at skabe et stort netværk indenfor produktion og forskning, både regionalt og nationalt.
  • Adgang til høj specialiseret viden gennem MADE’s samarbejdspartnere (FORCE, Alexandra, DAMRC, Teknologisk institut samt universiteterne).
  • Muligheden for at gøre en forskel hos de danske produktionsvirksomheder der har brug for sparring til at komme videre på deres teknologiske rejse.
  • Mulighed for at dele viden og erfaring med vores øvrige regionale konsulenter, som er placeret i Aalborg og Skjern.

Hvem er du?

Du har teknisk indsigt og erfaring fra en produktionsvirksomhed, f.eks. har du arbejdet med produktionsteknik eller -kvalitet. Du er god til at se optimeringspotentialer i en produktion og kan forklare værdien af at arbejde struktureret med innovation i produktionen. Dertil kommer, at du er ambitiøs på virksomhedernes vegne, god til at arbejde selvstændigt og til at netværke i mange forskellige sammenhænge.

Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • Har relevant produktionsfaglig baggrund
  • Har erfaring med at arbejde med innovationsaktiviteter
  • Er udadvendt og opsøgende
  • Er indstillet på noget rejseaktivitet i hele Danmark.

Noget for dig?

Stillingen er en fuldtidsstilling med løn efter kvalifikationer og tidsbegrænset til 31. december 2024, med mulighed for forlængelse.

Tiltrædelse snarest muligt. Send din ansøgning og CV til made@made.dk – skriv ”MADE Innovation + navn i emnefeltet. Ansøgningsfrist er den 6. august 2023, og der afholdes samtaler umiddelbart efter.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Innovation Manager Ida Kragh-Vodstrup på 2142 5152.

Ida Kragh-Vodstrup

Innovation Manager

Mobil: +45 2142 5152
Mail: ikraghvodstrup@made.dk

Andre nyheder

Video
Video
Artikel
Video
Video
Video