130 deltagere fra hele Produktionsdanmark fik på MADE Årsdag indblik i, hvad der skal til for at styrke danske og europæiske virksomheders konkurrencekraft. VELUX lagde hus til både skræddersyet rundvisning og vidensdeling fra ind- og udland.

MADE Årsdag blev indledt med en rundvisning på fem forskellige VELUX-lokationer, og deltagerne fik bl.a. oplevet test- og vindtunnel, besøgt VELUX’ museum, og så kom de helt tæt på robotter der fremstiller vinduer.
Fotos: MADE Årsdag fandt sted i det helt nye VELUX Innovation House i Østbirk, der er blevet omdannet fra gammelt trælager til topmoderne arbejdsplads på 14.000 kvm.
Produktion er på alles læber
Årsagen zoomede ind på, hvilke nye teknologier og bæredygtige løsninger, der er brug for i en tid, hvor geopolitiske spændinger forandrer landskabet.
Toldkrig, svigtende forsyningskæder og Kinas ambitiøse ’MADE in China 2025’-strategi betyder, at lokal, dansk og europæisk produktion er på alles læber, lød det fra MADE’s formand:
”Innovation og udvikling er helt afgørende for vores konkurrenceevne, og det forudsætter samarbejde. Derfor er MADE aktuel som aldrig før,” vurderede Ulrich Brorson, Group Vice President of Advanced Manufacturing Engineering, Grundfos.
Samme budskab kom fra ATV – Akademiet for de Tekniske Videnskaber:
”Nøglen til øget konkurrenceevne er samarbejde, og derfor er MADE et vigtigt samlingssted. Selvom der er mange udfordringer at forholde sig til for danske og europæiske produktionsvirksomheder, så er jeg optimist, fordi vi tør indse vores problemer. Og fordi vi tør udveksle viden og erfaringer på tværs af brancher,” pointerede Lia Leffland, CEO i ATV.
Over 1,5 mia. kr. til dansk produktion
MADE’s formand løftede på årsdagen sløret for, hvilken effekt MADE har haft siden 2014 – og vil have: En ny undersøgelse viser nemlig, at MADE-forskningssamarbejde med forskere, teknologieksperter og virksomheder skaber gevinster for over halvanden milliard kroner i dansk produktion.
”Erfaringer fra de tidligere forskningsplatforme viser, at industrien får deres investerede penge næsten 17,5 gange igen –se det er en return on investment, der er til at forstå,” sagde Ulrich Brorson.
Med det rygstød har MADE atter samlet en række aktører og ledende produktionsvirksomheder i forskningsplatformen MADE REACT, der er støttet af Innovationsfonden. Ambitionen er igen at levere impact med fokus på AI og robotter, så global usikkerhed vendes til nye konkurrencemuligheder for danske produktionsvirksomheder.”
Massive forandringer på vej
”Teknologierne skal forbedre den virkelige verden. Magien opstår, når vi kombinerer den fysiske verden med den digitale verden, og vi er nødt til at forstå begge universer. Jeg er overbevist om, at AI vil ændre måden vi fremstiller på – især når vi kan skabe simuleringer, der opfører sig ligesom den virkelige verden. Det vil føre til massive forandringer, der vil styrke vores konkurrenceevne,” forklarede Gerhard Kress, Global Senior Vice President Xcelerator Portfolio and Digital Business, i Siemens.

Som konkret eksempel på, hvordan teknologien ændrer vores arbejdsgange, nævnte han, at Siemens har en stor kunde i bilbranchen, der i mange år har testet bilernes aerodynamik i en vindtunnel, men nu er gået over til digitale simuleringer, der meget hurtigere og nemmere kan give de samme resultater og nødvendige data. Det gør dem i stand til effektivt at optimere deres designproces.
Når teknologierne forandrer sig så hurtigt, så har selv globale virksomheder som Siemens behov for sparring med andre, lød det:
”Ingen selskaber i verden kan opnå succes alene. Vi skal være modigere, og så skal vi stå sammen,” fastslog Gerhard Kress.
Gruppe tester automationsløsning
I en paneldebat betonede VELUX netop behovet for at dele viden med andre. Her fortalte de, hvordan de i fællesskab med SICK, AVS Danmark og Teknologisk Institut har undersøgt, hvordan en robot kan håndtere smidige og uregerlige gummilister, der skal placeres i vinduerne.
”Når vi kan have den der åbne dialog, så er det også dér, hvor vi begynder at finde ud af, hvordan en automationsløsning vil kunne komme til at se ud i fremtiden,” lød det fra Sigurd Lazic Villumsen, Production Technology Innovation Manager i VELUX.
Se her, hvordan VELUX har testet automatisering i et MADE Samarbejdsprojekt.
Nye ideer – til gavn for alle
Innovation er for alle – og skal være tilgængelig for alle. Det budskab blev fremhævet flere gange på MADE Årsdag.
Produktionsklyngen arbejder på tværs af brancher og størrelser, fordi de bedste ideer, der kan styrke vores konkurrenceevne, kan komme mange steder fra. Også fra spirende startups.
Deltagerne var med til at kåre vinderen af ’Den Bedste Bæredygtige Startup-Idé’, og det foregik live på scenen. De tre finalister – alle en del af iværksætterprogrammet Future Manufacturers – var Insutex, re-claim og Naturpladen.
Insutex, der har udviklet isoleringsmateriale af tekstilaffald, fik flest stemmer og løb med prisen og præmien, som består af rådgivning til en værdi af 25.000 DKK. Læs mere om prisen og de nominerede her.

Foto: Insutex vandt ‘Den Bedste Bæredygtige Startup-Idé’, og pengene skal gå til at fortsætte deres rejse mod storskalaproduktion og markedsindtræden. Fra venstre: Anders Sparre, MADE, Thomas Aspen, Insutex og Morten Mommsen, Industriens Fond.