MADE Digital – Gør danske virksomheder klar til fremtiden

Fremtiden er her allerede. Robotter, der samarbejder med mennesker, og er lette at opstille. 3D print i høj kvalitet der kan bruges i produktionen. Og fabrikker opbygget af moduler, hvilket gør dem lette at omstille. Alt dette og meget mere fik deltagerne et indblik i til MADE Årsdag 2016, der blev holdt hos Grundfos i Bjerringbro, hvor temaet var digitalisering af danske virksomheder.

”Digitaliseringen er en ny måde at styre alt fra automatisering til kvalitet. Teknologien er der, så virksomhederne skal tage fat på den og blive fortrolig med den. Det er en transformation, der er i gang, og hvis ikke Danmark springer på vognen, så frygter jeg, at vi mister produktionsjob, ” siger direktør i Innovationsfonden Peter Høngaard.

De 150 produktionsinteressede fik indblik i, hvordan større og mindre virksomheder arbejder med teknologierne i Industri 4.0, og hvilke udfordringer de står over for, hvis de skal blive mere digitale og dermed konkurrencedygtige. Der var inspiration fra Autodesk til, hvordan medarbejderne vil mærke transformationen. Taleren Asif Moghal lagde vægt på, at samarbejdet på tværs af fagområder bliver mere udbredt, og producenter vil dele deres IP-rettigheder mere bredt, når transformationen går stærkt. For nye ideer og services vil være vigtigere end at sidde på en to år gammel løsning.

Direktør Kristian Kvistgaard-Persson fra OKM fortalte, hvordan virksomheden fra Tønder med 26 medarbejdere er i fuld gang med at introducere den papirløse produktion.

”Vi er en digitaliseret maskinfabrik. Vi startede med digitalisering, fordi vi ikke vidste, hvor vi tjente vores penge. Og nu har vi digitaliseret hele værdikæden. Vi kan mærke effekten både på bundlinjen og på kvaliteten af vores produkter, men også ved at medarbejderne har fået mere selvtillid. Alle virksomheder kan gå i gang med digitalisering. Det kræver mod og kapital til at investere i fremtiden,” fortæller Kristian Kvistgaard-Persson.

OKM fik hjælp fra Alexandra Instituttet og Syddansk Universitet med at udvikle de første digitale løsninger, der i dag har gjort store dele af produktionen papirløs. I dag er tablets det personlige arbejdsredskab for medarbejderne.

”Vi samler information et sted. Vi har f.eks. introduceret digitale skydelærer, der også trådløst sender alle måledata til en server, således vi også her har sporbarheden, hvis kunden spørger. Vi registrerer tidsforbruget på hver enkelte medarbejder på maskinerne. Hvor meget de bruger på hver enkelt ordrer, og så har vi digitale værktøjsskabe, så medarbejderne kun har adgang til det værktøj, der skal bruges til den respektive produktionsordre, ” fortæller Kristian Kvistgaard-Persson.

Hvor alt ISO9001 før var et opslagsværk i tykke mapper hos OKM, er det i dag digitaliseret. Hvert 10. sekund bliver der genereret et dataset i produktionen og til daglig flyttes mere end 10 GB data frem og tilbage. Og det hele bliver fulgt af Kristian Kvistgaard-Persson på hans Apple Watch.

”Fordelen ved at være en mindre virksomhed er, at vi har kort vej fra tanke til handling. Vi er så små og agile, at vi selv bestemmer, hvor meget kapital vi vil frigive. Hvis det er værdiskabende for kunden, så er det bare at gå i gang. Og her er en flad struktur en fordel. Mit råd til mindre virksomheder er også at få inspiration udefra fra organisationer som MADE,” fortæller Kristian Kvistgaard-Persson.

196 millioner kroner til MADE Digital

På dagen annoncerede MADE’s formand Lars Aagaard, at Innovationsfonden har valgt at støtte projektet MADE Digital med 79 millioner kroner over de næste tre år. MADE Digital bygger videre på det stærke fundament fra produktionsforskningen og innovationsaktiviteter, som MADE har gennemført siden opstarten i 2013. Den samlede finansiering af MADE Digital er på 196 millioner kroner og involverer 59 parter fra hele landet.

”MADE er et industrielt økosystem, hvor virksomheder, universiteter, GTS-instutter og fonde sammen udvikler og vedligeholder produktionen i Danmark. Det har krævet en stor indsats fra alle parter at opbygge. Men vi har nu så solidt et fundament, at vi kunne søge om støtte fra Innovationsfondens Grand Solutions til at udleve vores vision om MADE Digital. Med projektet vil vi sammen accelerere den digitale transformation af dansk produktionsvirksomheder,” sagde Lars Aagaard i sin åbningstale.

Charles Møller er en af arbejdspakkelederne i MADE Digital. For ham er det altafgørende, at danske virksomheder implementerer teknologierne fra Industri 4.0 – i en dansk kontekst.

”Det er umuligt at sige nej til digitaliseringen. Det er en transformation, som både påvirker teknologier og ledelsessystemer. Mere bliver forbundet, både produkter og maskiner. Det betyder, at produktionsmedarbejderen ikke kun kan se næste led af værdikæden, men se igennem hele værdikæden. Det skaber et større fokus på slutbrugeren og kan være med til at ændre adfærden,” siger Charles Møller.

MADE Digital skal hjælpe danske virksomheder med at gøre digitaliseringen konkret og udvikle den rette metodik, som passer til virksomhederne. MADE Digital består af 49 virksomheder, 5 universiteter og 3 GTS-institutter, der sammen udvikler og deler viden. Den samlede investering på 196 millioner kroner er den næstestørste investering i Innovationsfondens historie.

Verdensklasse produktionsforskning

”Vi har sammen taget de første vigtige skridt for at genetablere næste generations produktionsforskere,” fortalte Lars Aagaard i sin åbningstale.

I MADE skabes verdensklasse produktionsforskning i en synergi mellem universiteterne, virksomheder og GTS-institutter. Til MADE Årsdag fik deltagerne mulighed for at opleve resultaterne fra forskningen tæt på, da repræsentanter fra de forskellige forskningsområder præsenterede deres forskning på otte minutter.

I pauserne havde deltagerne så mulighed for at stille uddybende spørgsmål til forskerne i MADE, og høre hvordan de udvikler nye teknologier og løsninger til danske virksomheder.

Tre af ph.d.erne i MADE var nominerede til at modtage Alexander Foss MADE Award 2016, der består af et rejselegat på kr. 70.000, et diplom og et kunstværk. De nominerede forsker inden for tre vidt forskellige områder, bl.a. 3D print, virksomheders forsyningskæde og automatisering af kvalitetskontrollen.

Alexander Foss’ Industrifond er sponsor på awarden, der sætter fokus på de gode eksempler og bidrager til yderligere at motivere ph.d.-studerende og postdocs i MADE til at indfri reelle potentialer og løse konkrete udfordringer i dansk fremstillingsindustri.

Blandt stærke indstillinger af unge produktionsforskere vandt MADE-ph.d. fra Aalborg Universitet Jesper Normann Asmussen Alexander Foss MADE Award for sit arbejde inden for temaet ”Modelbaseret udvikling af forsyningskæder”.  I tæt samarbejde med industrien forsker Jesper Normann Asmussen i, hvordan virksomheder kan opnå en bedre forståelse af forsyningskæden og dermed træffe mere kvalificeret beslutninger i en hurtigt skiftende verden. Med Jesper Normann Asmussens forskning har Vestas allerede introduceret nye værktøjer, der forbedre beslutningsprocesserne og øger forretningsforståelsen.

Andre nyheder

Uddannelsesblog
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel

Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

CLOSE
9709

Tak for din tilmelding!

Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

CLOSE
9709

Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.