Ideer haves, arbejdskraft søges

Danmark står til at mangle 44.000 faglærte frem mod 2025. For JENSEN Denmark på Bornholm er det en mærkbar udfordring, for allerede nu mangler de kvalificeret arbejdskraft, så de kan udvide produktionen og tage nye teknologier i brug.

For produktionschef Michael Engkær betyder kompetent arbejdskraft alt. For deres virksomhed har i de sidste to år oplevet en høj vækst, og de er klar til at udvide og optimere produktionen. Men han mangler medarbejderne.

”Jeg er klar til at insource mere produktion. Jeg kan købe lækkert grej og maskiner, men flaskehalsen er, hvem der skal stå ved maskinerne. Jeg mangler hænder med de rette kvalifikationer. Hvis vi vil automatisere mere, har vi brug for de faglærte,” siger Michael Engkær. Under sin uddannelse som produktionsingeniør skrev han selv afgangsprojekt hos JENSEN, hvorefter han blev ansat som planlægger.

JENSEN er verdens førende leverandør af maskiner til industrielle vaskerier, og virksomhedens to fabrikker i Rønne eksporterer 98 procent af deres produkter. For selv om virksomheden har fabrikker i Kina, USA og Tyskland, så er det fabrikkerne på Bornholm, som er de mest produktive. Det er på trods af udfordringen med at tiltrække tilflyttere til Bornholm, som oplever en affolkning af unge. Michael Engkær garanterer dog, at der vil være noget at lave for tilflytterne. Både faglærte og personer med videregående uddannelser.

”Vi er en global forretning, der tjener penge, og det giver gode muligheder for vores ansatte. Vi tilbyder praktik i udlandet på vores andre fabrikker. Samtidigt giver vi vores lærlinge chancen for at præge deres egen uddannelse. Vi tilbyder, at de unge f.eks. kan få et svejsecertifikat, selvom det ikke er en del af deres uddannelse.”

 

Til sommer vil 30 klejnsmede, 6-8 elektrikere og 6-8 industrioperatører være i gang med en lærlingeuddannelse hos JENSEN. Det er primært lokale bornholmere, der får job i virksomheden, og den problematik adresserede virksomheden på Folkemødet 2015. De vil synliggøre, at de har mange ledige praktikpladser.

”Uddannelsesministeriet har hjemmesiden praktikpladsen.dk, men det er ikke formidlet godt nok ud til virksomhederne. Vi begyndte at bruge siden, da vi kunne se, at der var 15.000 praktiksøgende. Og med det samme blev vi bombarderet med ansøgninger. Også fra personer udenfor Bornholm.”

Inviterer ind på fabrikken

JENSEN mangler både faglærte og ingeniører. Derfor inviterer virksomheden også folkeskoleelever indenfor i produktionen. Her bliver eleverne sat over for en opgave med en række tekniske krav, som de løser sammen med lærlingene på fabrikken. Michael Engkær tager selv rundt på folkeskoler sammen med sine lærlinge for at koble grundskolen med erhvervsskolerne.

”Vi har netop indgået et samarbejde med den lokale friskole som en del af uddannelsesnetværket Jet-Net. Og i fredags havde vi åbent hus for unge og forældre, hvor vi viser, hvor spændende det er at arbejde med produktion.”

Netværket Jet-Net.dk giver mulighed for, at unge kommer helt ud i virksomhederne og bruger den viden, de har fra klasselokalet. De unge får viden og inspiration, om de muligheder der er, når man arbejder med teknik og naturvidenskabelige opgaver.

Michael Engkær håber, at fremtidens ansatte er at finde blandt de folkeskoleelever, han møder. Han ved, at nye teknologier vil åbne for nye muligheder på JENSEN’s fabrikker.

Nye teknologier

JENSEN er medlem af MADE, fordi de har interesse i de nyeste teknologier inden for lasersvejsning, virtual reality og automation. De unge, som vælger en erhvervsfaglig uddannelse, skal dog ikke tro at deres job forsvinder af den grund.

”Jeg tror ikke, at der vil være brug for reparationssmede til fru Hansens havelåge i fremtiden, men industrien vil altid efterspørge et behov for klejnsmede,” siger Michael Engkær.

I en undersøgelse fra januar 2016 blandt 2.025 personer svarede kun syv procent, at de i høj eller nogen grad føler, at deres job er i fare for at blive overtaget af ny teknologi inden 2025. Undersøgelsen fra Ingeniørforeningen understregede, at medarbejderne i danske virksomheder er klar til at arbejde mere med de nyeste teknologier.

For Jimmi Espersen, der er klejnsmedslærling hos JENSEN i Rønne, er der mange muligheder i jobbet.

”Man får mulighed for at prøve alt på fabrikken og komme rundt i forskellige afdelinger – laser, bukke, assistere ingeniørerne med mere. Jeg har været på praktikophold i USA i Panama City, hvor jeg var med i det daglige arbejde”, fortæller Jimmi Espersen.

Faglærte der mangler

Jet-Net

Jet-Net.dk er et netværk for skole-virksomhedssamarbejde, der blev dannet for at gøre det mere attraktivt at vælge naturvidenskabelige og tekniske uddannelser. Netværket blev startet i 2012 med inspiration fra Holland, hvor et lignede netværk har kørt i 12 år. Jet-Net.dk arbejder med unge fra 7. klasse til 3. G, og giver dem muligheden for at komme ud i danske produktionsvirksomheder og andre virksomheder, hvor teknologi er en vigtig del af produktet. Her lærer de unge om dagligdagen i virksomhederne, og stifter bekendtskab med de opgaver, som produktionsmedarbejderne og ingeniører løser.

Andre nyheder

Uddannelsesblog
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel

Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

CLOSE
9709

Tak for din tilmelding!

Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

CLOSE
9709

Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.