Der er mange krav til danske produktionsvirksomheder forbundet med bæredygtige tiltag. Det er afgørende at vende opgaven fra afrapportering til aftryk på bundlinjen. Sådan lyder det fra toneangivende eksperter – og mange virksomheder er igang, blandt andre The LEGO Group.

“Det vælter frem med politiske krav. Vi skal vende opgaven med grønne løsninger fra at være tungt revisorarbejde med afrapportering, og hen mod indsatser der kan styrke produktionsvirksomhedernes konkurrenceevne,” påpeger Lykke Margot Ricard, sektionsleder for SDU Innovation og Design Engineering og lektor i Bæredygtig Innovation og Teknologi ved Syddansk Universitet.
Her henviser hun bl.a. til EU’s ‘Circular Economy Act 2026’, der har til formål at tage fat på centrale udfordringer som resourcemangel, affaldsproblemer og global konkurrence. Et vigtigt fokusområde er at skabe lige vilkår, hvor både startups og etablerede virksomheder kan vokse og trives. The ’Act’ vil også fremskynde investeringer i cirkulær infrastruktur, såsom genanvendelsesanlæg og systemer til materialegenindvinding. Det skal ‘skabe en konkurrencedygtig cirkulær økonomi og et robust EU marked’, skriver EU-kommisionen.
Hvis produktionsvirksomhederne skal gøre op med lineær produktion til fordel for cirkulær produktion, kræver det bl.a. dokumentation og sporbarhed, så det er gennemsigtigt for ’kunder’, hvor råvarerne kommer fra. Det vil blive en del af et digitalt produktpas, hvor man ser på hele produktets livscyklus
Data er nøglen
Dokumentation og sporbarhed kræver indsigt og overblik i tal. Derfor er data nøglen.
Det er verdens største legetøjsproducent godt klar over. Derfor fik The LEGO Group udviklet et CO2-værktøj i et MADE forskningsprojekt:
“I MADE FAST fik vi hjælp af Syddansk Universitet til at se på, hvordan vi kan genbruge formdele fra vores udtjente sprøjtestøbeforme ved hjælp af data,” forklarer Thomas Møller Lauridsen, Design Manager i The LEGO Group.
Eksperter fra Syddansk Universitet var med på et internt pilotprojekt hos The LEGO Group for at undersøge, hvordan støbeformene i stål fra deres interne standardiserede platform, der hver består af over 700 dele, kan brydes ned i dens delkomponenter og dermed højne genbrug og genanvendelse.
“Projektet gav The LEGO Group mulighed for at arbejde med et CO2-prioriteringsværktøj i den tidlige beslutningsfase, sådan at de kan forestille sig forskellige scenarier og optimerer deres beslutningsgrundlag. Det håber jeg vil føre til, at The LEGO Group kan arbejde mere dynamisk med bæredygtighedsdata – og så tidligt i beslutningsfasen som muligt,” siger Emilie Folkmann, Phd- studerende i SDU Innovation & Design Engineering.
Og det er nyt, at vi taler om produktdesign, lyder det fra hendes ph.d.-vejleder:
“Der har været meget fokus på LCA (Livs Cyklus Analyse) som en efterrationalitetshandling, men det er nyt, at vi taler om genbrug af form-dele ud fra forskellige cirkulære produktdesign scenarier i den strategiske beslutningsfase – dvs. inden miljøaftrykket ligger fast. Det er der brug for, hvis vi vil være first-movers i Europa på en konkurrencedygtig cirkulær økonomi” vurderer Lykke Margot Ricard.
Kan det så betale sig for The LEGO Group?
“Vi har en volumen, der er stor nok til en business case. Formene består af højkvalitets stål, så de er dyre. Vi fik hjælp til at overskue data, ISO-standarder, og sikre at kvaliteten af data er i orden. Projektet gav os værdifuld indsigt i, hvor vi kan spare mest CO2, når vi designer og producerer vores sprøjtestøbe-forme,” forklarer Thomas Møller Lauridsen.
Lad robotten klare det beskidte arbejde
Hvordan skal produktionsvirksomheder – store som små – så lykkes med cirkulær frem for lineær produktion?
“Det skal ikke være manuelt beskidt arbejde at sikre cirkulær produktion. Det kræver teknologi, der gør os smartere end de andre,” fastslår Lykke Margot Ricard.
Nye teknologier skal altså bane vejen for nye grønne løsninger. Men det går ikke hurtigt nok, hvis man spørger professor Henrik Gordon Petersen:
“Der er alt for meget snak og alt for lidt handling – i forhold til at udvikle og anvende robotteknologier til grønne løsninger. Produkter med stor varians er en udfordring – nogle af de produkter, som tages tilbage har skrammer, buler, misfarvninger eller rust, og så er det svært for robotterne at skille og, plukke og sortere. Derfor skal vi skabe løsninger før vi smider ud, hvor robotterne er i stand til at adskille produkterne”, siger Henrik Gordon Petersen, Syddansk Universitet.
Og samme budskab går igen i Draghi-rapporten: Vi skal udvikle langt flere teknologier selv i Europa, der kan hjælpe os med at bane vejen for grønne løsninger.
“Robotter er nødvendige for at adskille komponenter rentabelt i fremtiden, f.eks. elektronik. Hvis det skal være muligt, så skal robotterne tænkes ind i processen allerede når produktet designes. Dette vil facilitere brugen af AI-modeller til robotprogrammeringen,” siger Lars Carøe Sørensen, Robotingeniør på SDU.
Hvis en robot har data om f.eks. antallet og placeringen af skruer i elektronikkomponenterne, så er det relativt let at programmere robotten til at kunne adskille produktet efterfølgende, lyder det fra Lars Carøe Sørensen.
Og teknologien kan også bruges i alle mulige andre brancher: Et MADE-projekt viste, at en robot med computer vision kan hjælpe med at genbruge mursten.
Hør mere om at tage brugte produkter retur
Vil du høre mere om, hvordan din virksomhed kan tage brugte produkter retur?
Så tilmeld dig MADE’s læringsdag den 26. maj og få indblik i værktøjet ‘Takeback strategier’, der er et projekt støttet af Industriens Fond.
MADE er med til at gøre Danmark til et foregangsland inden for cirkularitet. Over de næste tre år skal MADE stå i spidsen for at udvikle et takeback selvhjælpsværktøj samt hjælpe med at øge cirkulariteten inden for elektronikproduktion og genbrug af rustfrit stål.
De tre projekter er finansieret af Industriens Fond, og er en del af deres satsning med fokus på cirkulær produktion.