Gøre det umulige, muligt

Det har længe været muligt at 3D printe i metal, men Thürmer Tools vil skubbe grænserne for, hvad de kan udsætte de 3D printede materialer for. I efteråret 2015 modtog virksomheden et MADE Demonstrationsprojekt, der synliggjorde udfordringerne i at lave hårde og skarpe 3D printede metalemner. Det har ikke stoppet virksomhedens direktør Erick Thürmer.

”Jeg er inspireret af entreprenører som Teslas Elon Musk, som gør det ene umulige projekt efter det andet muligt. I Thürmer Tools har vi lavet skærende værktøj, maskintappe og gevind siden 1898, så vi ved, at maskintappe er et af de produkter, der bliver behandlet hårdest, med varme og slid. Hvis vi kan løse udfordringen med at 3D printe maskintappe i metal, så har vi løst den sværeste opgave. Det var derfor, jeg søgte et MADE Demonstrationsprojekt,” siger Erick Thürmer.

Et MADE Demonstrationsprojekt giver SMV’er konsulentbistand til at afsøge mulighederne inden for et specifikt område igennem et halvt år. Projekterne bliver gennemført i samarbejde med GTS-institutterne FORCE Technology og Teknologisk Institut.

”Vi har arbejdet med 3D print siden 2013 i tæt samarbejde med Teknologisk Institut i Århus. Vi søgte et MADE Demonstrationsprojekt for at komme længere i udviklingen, end vi selv kunne klare. Formålet har været at teste de første prototyper af 3D printede maskintappe, der kan skære i metal. Her har FORCE Technology en viden og kapacitet til at studere værktøjet i detaljer,” siger Ingeborg Rosenvinge, head of R&D i Thürmer Tools.

Test af egenskaber – på mikroniveau

Det var specialist Uffe Ditlev Bihlet fra FORCE Technology, der udførte forsøgene på maskintappene.

”Det eksperimentelle arbejde bestod af to dele: Først testede vi tappens egenskaber, når den er i brug, ved at måle på en gevindskæring. Derefter undersøgte vi tappen, og hvilken effekt skæringen havde haft. Vi undersøgte også grundmaterialerne, bl.a. ved at måle hårdheden og materialernes mikrostruktur,” fortæller Uffe Ditlev Bihlet.

Undersøgelsen viste, at de 3D printede tappe ikke kunne hærdes på samme niveau som de konventionelle tappe. Dermed blev det tydeliggjort, hvad næste skridt for Thürmer Tools er.

”Med MADE Demonstrationsprojektet er rammerne sat for de fremtidige forsøg med 3D printede tappe. Det næste skridt kunne være mere materialeforskning, da der sker meget med et emne under processen. Producenterne af 3D printerne foretrækker at bruge allerede afprøvede metaller i dyserne, i stedet for at forsøge med noget nyt. Derfor går udviklingen inden for materialestudier og dyser ikke så stærkt,” forklarer Nigel Edmondson, direktør i MADE.

Ingeborg Rosenvinge tror ikke, at alle virksomheder kommer til at skifte CNC maskinerne ud med 3D printere.

”Alle kender til 3D print i plastik, men de færreste ved, hvad der er muligt med 3D print i metal. Jeg håber, at vores arbejde også vil være en øjenåbner for andre virksomheder.”

Nye samarbejder sat i søen

Flere virksomheder har allerede vist interesse i Thürmer Tools arbejde med 3D printede tappe.

”Igennem MADE er vi kommet i kontakt med store danske virksomheder, der kan lide vores tilgang og tanker til 3D print af metalemner. Hvis kunderne skal betale mere for en 3D printet maskintap, så skal det give mening. Fordelen er, at teknologien giver få geometriske begrænsninger, så vi kan have kølekanaler helt ud i spidsen, vi kan lave smøring på en anden måde, og gitterstrukturerne vil gøre værktøjet lettere,” fortæller Ingeborg Rosenvinge.

MADE Demonstrationsprojekt understregede, at der skal udvikles yderligere på de nuværende teknologier, for at kunne 3D printe tappe i metal der kan bruges i en industriel sammenhæng.

”Vi har ikke opfundet det gyldne æg, men resultaterne har været interessante og gjort os klogere. Vi skal arbejde videre med resultaterne fra demonstrationsprojektet og bl.a. se, om vi kan gøre kernen hårdere, måske bruge andre overflader eller en ny blanding af materialer. Så resultaterne har været mindre gode, men vi er blevet meget klogere på vores næste skridt,” siger Ingeborg Rosenvinge.

En fremtidige udvikling af forsøget kræver nye samarbejdspartnere og projekter.

”Vores rejse med 3D print kommer til at betyde mere for virksomheden, end de sidste 117 år har gjort. Vi skubber grænserne for, hvad der er muligt, men det er nødvendigt, hvis vi forsat skal være en danskproducerende virksomhed. Det er også derfor, vi er medlem af MADE. Her får vi adgang til et netværk, som tænker ligesom os. MADE har katapultet os mere end noget andet,” fortæller Erick Thürmer.

Andre nyheder

Uddannelsesblog
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel

Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

CLOSE
9709

Tak for din tilmelding!

Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

CLOSE
9709

Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.