Fleksible robotter rammer ind i kernen af dansk produktion

Store og mindre virksomheder fra hele Danmark var den 26. februar samlet i Odense for at lære mere om robotter i produktion og dele erfaringer på tværs af brancher.

Linimatic A/S, som er specialister i trykstøbt zink, var en af deltagerne da MADE – Manufacturing Academy of Denmark, inviterede til innovationsworkshop hos Teknologisk Institut i Odense. Fokus var på, hvordan danske virksomheder kan introducere robotter i produktion, uden at det bliver dyrt og besværligt.

– ”Vi er en mindre virksomhed, som hele tiden forsøger at gøre tingene bedre og mere effektiv, så der tror vi, at robotter er en god løsning. Vi har automatiseret store dele allerede, så det vi mangler nu, er det sidste skridt for os. Da vi også arbejder med små serier, har vi brug for robotter, der kan omstilles hurtigt og flyttes rundt på fabrikken, ” siger Jan V. Jørgensen fra Linimatic A/S.

Han forsætter:

– ”Det her er vores første MADE-arrangement, og jeg har allerede lært flere nye robotløsninger at kende. Vi er en lille virksomhed med 40 ansatte, og hvis vi forsat vil producere i Danmark, er det nødvendigt, at vi fortsætter med at implementere robot- og automatiseringsløsninger i hele produktionsprocessen. Det betyder også, at vi ændrer operatørernes rolle fra samlebåndsarbejde til primært at udføre kvalitetskontrol og operere flere maskiner samtidigt.”

Flere end 50 deltagere fra virksomheder i hele landet var samlet på workshoppen. Dagen bød bl.a. på oplæg fra roboteksperter om, hvor langt vi er med fleksible robotter og fremtidens teknologi. Der var også oplæg om de konkrete erfaringer, som virksomhederne Elos Medtech Pinol A/S og Danfoss A/S har haft med øget automatisering.

-”I Vestas følger vi robotteknologien tæt, da der er mange forretningsmæssige muligheder. Vi har en global tilstedeværelse, men ligesom de mindre virksomheder har vi fokus på optimering, sikkerhed og kvalitet i vores produktion.  Denne workshop giver en masse inspiration med hjem og forståelse for, hvordan andre bruger robotter, og hvor teknologien er på vej hen, ” forklarer Vice President Thomas Rune Pedersen fra Vestas A/S.

Fra Bornholm til Odense

Workshoppen gav virksomhederne mulighed for sammen at finde robotløsninger, der let kan introduceres i produktionen.

– ”Vi er kommet to mand fra Bornholm her til Odense, fordi vi ved, at robotter er fremtiden, og de nu er ved at være så fleksible, at de passer til vores behov. Vi har ikke indført automatisering i vores montage endnu. Og da vores produktion er baseret på kundebehov, har vi brug for, at en robot kan omstilles til flere opgaver i løbet af dagen. I dag har vi set, hvordan det kan lade sig gøre, ” forklarer kvalitetskontrollør Benny Jørgensen fra JENSEN Group, som er verdens største aktør inden for industrielle vaskemaskiner.

– ”Fleksible robotter rammer ind i kernen af produktion i Danmark, vi har små serier med mange variationer. Vi har brug for konkrete målrettede løsninger, som virksomheder og forskere sammen skal finde. Og her er MADE fantastisk til at sætte fokus på dette samarbejde, ” fortæller Anders Billesø Beck fra Teknologisk Institut’s Robotcenter.

Samarbejde mellem virksomhederne og universiteterne

I MADE arbejdes der på at finde de bedste løsninger for virksomhederne ved hjælp af et stærkt samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne.

– ”Mange virksomheder tror, at robotter er dyre og lavet til store serier, men på innovationsworkshoppen viser vi, at selv mindre virksomheder kan optimere deres proces med fleksible robotter. Når vi samler mindre virksomheder i samme lokale som de store, så er det fordi, vi ved, at mange har fundet løsninger, som kan virke på tværs af brancher og størrelser, ” fortæller direktør i MADE Nigel Edmondson.

Nigel Edmondson understregede, at MADE’s forskningsområder netop relateres til de udfordringer, som virksomhederne delte på workshoppen.

”Vi kan se, at virksomhederne vil have, robotter med gode sensorer der hurtigt kan omstilles af medarbejderne, og robotter som kan arbejde med en række forskellige typer opgaver og produkter. Når vi samler forskerhold og virksomheder i fælles forskningsgrupper, er det fordi, vi vil finde de bedste langsigtede løsninger til gavn for alle danske virksomheder, ” uddyber Nigel Edmondson.

Andre nyheder

Uddannelsesblog
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel

Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

CLOSE
9709

Tak for din tilmelding!

Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

CLOSE
9709

Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.