Når viden flytter fra få specialister til AI-assistenter, kan virksomheder træffe bedre beslutninger, reducere nedetid og blive mindre sårbare. MADE samler virksomheder og videnmiljøer for at omsætte potentialet til konkret værdi i produktionen.

Et nyt blik på viden i produktionen.
Dansk industri står midt i et skifte. I mange virksomheder er kritisk viden stadig bundet op på enkelte medarbejdere. Når de skifter job eller ikke er til stede, opstår der flaskehalse.
Med AI-assistenter er perspektivet ved at ændre sig for øjnene af os, bogstaveligt talt.
Viden kan i stigende grad indlejres i systemer, som er tilgængelige direkte i produktionen f.eks. i form af smarte briller eller virtuelle assistenter. Det gør det muligt at træffe hurtigere og bedre beslutninger tættere på der, hvor de skal bruges.
MADE spiller her en central rolle som bindeled mellem virksomheder og videnmiljøer og omsætter nye teknologier til løsninger, der virker i praksis.
Fra nøgleperson til fælles kapacitet
AI i produktionen kan gøre virksomheder mindre afhængige af enkeltpersoner.
“Den største gevinst for produktionsvirksomhederne vil være, at de bliver mindre sårbare ift. personale. Lige nu er det måske kun Jane, der ved alt om lige netop den her maskine. Med ekspertviden indlejret i AI-systemer er det ikke kun den ene specialist, der ved alt. Det er en måde at skabe robusthed på,” siger Martin Braas, MADE REACT-ph.d. på Aarhus Universitet.
Som en del af sit arbejde er han ved at opbygge en demonstrator, der simulerer et reelt produktionsmiljø. Formålet er at udvikle og teste AI-løsninger i praksis, fordi adgang til produktionsdata ofte er en barriere i forskningen. Et nyt system skal understøtte operatørernes beslutninger og være nemt at forstå og interagere med.
Robusthed er kernen i forskningsplatformen MADE REACT, hvor virksomheder og forskere udvikler løsninger, der gør produktionen mere modstandsdygtig over for forstyrrelser, kompetencemangel og stigende kompleksitet. Resiliens er ikke længere et særskilt fokusområde, men et grundvilkår for hele industrien.
Det var også et centralt tema, da MADE sammen med Alexandra Instituttet samlede virksomheder og eksperter for at gøre AI-assistenter konkrete i en produktionskontekst og vise, hvordan teknologien kan omsættes til værdi i praksis.
Når erfaringer og fejl samles i AI-systemer, kan operatører få forslag til løsninger i realtid. Det reducerer nedetid og sikrer, at viden ikke går tabt.
Udstillere og teknologier
På dagen blev konkrete løsninger og teknologier demonstreret af aktører fra Produktionsdanmark, der arbejder med AI, digitale assistenter og nye brugergrænseflader i produktionen. Virsabi og Alexandra Instituttet viste smarte briller frem, heriblandt Meta og Ray-Bans letvægtsbriller og Apple Vision Pro.
Fælles for udstillerne er fokus på at bringe teknologien tættere på operatøren – fra AI-assistenter, der understøtter beslutninger, til smarte briller og interfaces, der gør viden tilgængelig i realtid.
Hurtigere oplæring og bedre beslutninger
AI ændrer ikke kun, hvordan viden deles. Det ændrer også, hvor hurtigt nye medarbejdere kan blive produktive.
Med nye teknologier som spatial computing og AI-briller kan oplæring ske direkte i arbejdet, fordi det sker via en naturlig interaktion med hænder og øjne, som gør indlæring lettere:
“Med nye teknologier kan oplæring i produktionen klares på den halve tid. Det har vi bl.a. set hos virksomheden Sky-Light, der i et MADE-projekt fik vist, at der er et potentiale for at oplære maskinførere hurtigere ved brug af en digital assistent, der støtter operatørerne på ekstruderingslinjen, hvor de fremstiller fødevareemballage,” siger Kaspar Rosengreen Nielsen, Principal Software Architect hos Alexandra Instituttet.
Det er en afgørende fordel i en tid, hvor mange virksomheder oplever høj medarbejderudskiftning og mangel på kompetencer.
Fremtidens medarbejdere forventer AI
Udviklingen drives ikke kun af teknologi, men også af mennesker.
Nye generationer af medarbejdere er vant til at bruge AI som deres første indgang til viden.
“Morgendagens medarbejder vil ikke bruge tid på fysiske manualer. De vil tale med en AI-assistent, der f.eks. kan bo i deres briller,” siger Jens Lauritsen, Chief Product Officer i Virsabi, der udvikler software til VR-, AR-, og MR (Mixed Reality) -løsninger.
Han har arbejdet med smarte briller de sidste ni år, og han oplever, at teknologien hurtigt er ved at bevæge sig fra niche til hverdag. Det er understreget af, at alle de store teknologiselskaber investerer massivt i udviklingen af smarte briller – fra Meta og Apple til Google og Samsung. Ekspert fra Alexandra Instituttet dele analysen:
”Markedet investerer massivt, og momentum bygger sig i den grad op,” vurderer Kaspar Rosengreen Nielsen.
Og det stiller nye krav til virksomhederne, hvis de skal følge med og høste produktivitetsgevinsterne. Viden skal være tilgængelig, intuitiv og integreret i arbejdet.
Fra teknologi til konkurrenceevne
AI-assistenter er ikke længere et eksperiment. De er på vej til at blive en integreret del af produktionen.
Når virksomheder kan reducere nedetid, forkorte oplæringstiden og samtidig mindske afhængigheden af nøglemedarbejdere, styrker det ikke kun den enkelte virksomheds drift. Det løfter også den samlede konkurrenceevne i dansk industri.
Samtidig åbner udviklingen for nye strategiske valg i, hvordan teknologien implementeres, også når det gælder ressourceforbrug.
”De store sprogmodeller koster meget vand og er hårde ved miljøet. Desuden er de ofte unødvendigt stærke til langt de fleste formål. Ved at anvende små, lokale sprogmodeller sparer du miljøet, og ved træning, kan du opnå bedre resultater på specialiserede domæner,” siger Martin Braas, MADE REACT-ph.d. ved Aarhus Universitet.
Det peger på, at virksomheder ikke kun kan bruge AI til at øge produktiviteten, men også til at arbejde mere ressourcebevidst. Valget af teknologi får direkte betydning for både omkostninger, drift og klimaaftryk.
Samtidig bidrager udviklingen til at løse en af de største udfordringer i disse år: mangel på arbejdskraft og kompetencer.
MADE’s rolle: Sæt viden i arbejde
MADE samler virksomheder, universiteter og GTS’er for at omsætte ny teknologi til konkret værdi i produktionen.
Det handler ikke om at teste teknologi for teknologiens skyld, men om at skabe løsninger, der virker i praksis og kan implementeres i hverdagen på fabriksgulvet.
