Der er et universelt behov for nemt at tilgå viden på fabriksgulvet

Der er større sandsynlighed for, at brugerne henter viden om vedligeholdelsesprocesser og guidede arbejdsgange via mobilen, end at de bevæger sig hen til en skærm på fabrikken. Det giver en meget mere aktiv formidling af viden i organisationen og mindsker risikoen for fejl, erfarer virksomheden QualiWare, der har testet en AR-app, som er udviklet i et MADE FAST-projekt.

I takt med, at produktionsvirksomheder får mere viden om regler, processer og instruktioner, som den enkelte medarbejder skal forholde sig til, bliver det afgørende at gøre denne viden lettilgængelig for alle i virksomheden.

Det er netop den udfordring, som softwarevirksomheden QuailWare står overfor. . Med store kunder som olie- og energiselskabet Eqinor (tidligere Statoil) og flyfabrikanten Saab, hvor viden skal formidles på forskellige måder og til forskellige målgrupper, er det helt afgørende, hvordan medarbejderne kan tilgå informationerne.

”Når en medarbejder står foran en opgave, der involverer brug af en bestemt maskine, får vedkommende ofte brug for viden om, hvordan maskinen skal anvendes, og om der er knyttet specielle risici til arbejdet; Er der miljøaspekter, der skal overvejes, eller er der en speciel lovgivning og kvalitetsstandarder, der skal overholdes. Det er ofte et mareridt for medarbejderen at finde og tilegne sig al den information. Hvis medarbejderen undlader at skaffe sig den viden, så øges frekvensen af fejl og arbejdsulykker,” siger Kuno Brodersen, QualiWares direktør, og tilføjer:

“Når folk skal finde den information, så sætter de sig ikke nødvendigvis hen foran en skærm og åbner en browser. Derfor er det vigtigt for os at være til stede der, hvor folk har brug for informationen, altså ude foran maskinen på fabriksgulvet”.

Ifølge direktøren så ser de ofte, at man kan godt implementere forskellige procesmodeller om f.eks., hvordan en maskine skal vedligeholdes, men det at skabe en fælles og effektiv vidensdeling, hvor alle er orienteret om en bestemt arbejdsgang, er langt mere udfordrende at gennemføre.

QualiWare blev inspireret af en AR-løsning, som virksomheden One2Feed, der producerer fodermaskiner, fik hjælp til at udvikle i et MADE demonstrationsprojekt med Alexandra Instituttet. AR står for Augmented Reality og dækker over en form for transparent lag oven på virkeligheden, der kan ses med f.eks. en mobil eller ved brug af smarte briller som HoloLens.

I videoen her fra 2021 kan du se, hvordan løsningen giver brugere adgang til manualer og instruktioner ved at holde en telefon op mod en QR-kode på maskinen.

“Jeg tænkte: hvad nu hvis det var information om kvalitetssystemer, der kom op, når man holdt sin telefon op mod en maskine, så man kunne se vedligeholdelses-processen, og hvad man skal gøre, hvis der sker noget,” siger Kuno Brodersen.

Teknologierne kan spille sammen

QualiWare blev en del af et MADE FAST-projekt, hvor de samarbejdede med Alexandra Instituttet om at udvikle en AR-løsning, som integrerer med deres kvalitetssystem.

I QualiWare samles og vedligeholdes al viden om processer, systemer, dokumenter, regler, risici osv. i en database. Deres database er bygget op i en ontologisk struktur, hvilket betyder, at det er organiseret på en logisk måde i forhold til komponenter og relationer. De data blev nu nemt tilgængelige i specifikke arbejdssituationer.

Projektet viste, at man kan få teknologierne til at arbejde sammen og skabe værdi for medarbejdere. Med den nye AR-løsning, så bliver den nødvendige viden automatisk fundet frem og præsenteret for medarbejderen på en enkel og lettilgængelig måde. Det øger kvaliteten i virksomhedens processer og mindsker risikoen for fejl og ulykker.

AR-appen blev testet af det canadiske forsvar, som er en af QualiWares kunder, og som var meget positive over for værktøjet.

”Det canadiske forsvar står for en stor portefølje af materiel til både lands, vands og i luften, og de har en stor tradition for at dokumentere alt om processer og arbejdsgange, og de var meget positive over værktøjet, Deres og vores erfaring er, at den her aktive formidling i den operationelle organisation, at den mindsker simpelthen risikoen for at man begår fejl,” siger Kuno Brodersen.

Det samme gælder, hvis man har et bagagebånd, som skal vedligeholdes. Det er relevant for en anden af deres kunder, Avinor, som står for logistikken i alle lufthavne i Norge, som også kan se potentialet i at anvende AR-værktøjet.

“Den mobile app gør det nemt for os at hente den relevante data til en given situation, og jeg tror, at det hjælper medarbejderne, at de ikke skal ind og lave en kæmpe søgning i en browser, men i stedet kan få de vigtigste ting op på deres mobil. Det gør, at man som medarbejder er mere tilbøjelig til at slå noget op,” siger Kuno Brodersen.

Kuno Brodersen understreger, at projektet har bevist, at teknologierne kan spille sammen.

“Vi er ikke nået i mål med en kommercialisering af løsningen endnu og det er heller ikke meningen med et forskningsprojekt. Men vi synes, at det giver god værdi for vores kunder og ønsker også at arbejde videre med en løsning.”

Han kunne også forestille sig at bruge AR til at få svar på, hvem der er ansvarlig for en proces ved at holde telefonen op mod en maskine.

“Vi undersøger forskellige måder at gøre viden tilgængelig for brugerne. Det er et universelt behov, fordi der er mere og mere viden, der skal deles. Det gælder både den lovgivning og målsætninger, som virksomheden skal leve op til, eller hvis man skal forstå de mekanismer, som virksomheden opererer efter,” fastslår Kuno Brodersen.

Foto: Skærmbilleder fra AR-appen

Gør det nemt at lave egne instruktioner

Prototypen, som er udviklet i projektet, gør det nemt at komme i gang med at vise guides til vedligehold, fejlfinding og deling af kontekst-relevant viden på stedet.

Appen blev udviklet ved at tage de eksisterende kunders ledelsessystemer og undersøge, om man kunne skabe en relevant indfangning af ting, når man pegede telefonen på en bestemt maskine.

For at gøre det nemmere at lave instruktioner til appen, blev der også udviklet et procesdiagram, som kunne styre en guidet arbejdsgang i appen. Det betød, at man ikke behøvede at kode en arbejdsgang, men blot kunne tegne den i et modeldiagram, som automatisk blev overført til appen.

Denne form for videndeling med AR er relevant alle de steder, hvor der er et fysisk punkt på en maskine, som man skal være opmærksom på, forklarer Kaspar Rosengreen Nielsen, der er Principal Software Architect hos Alexandra Instituttets Digital Experience and Solutions Lab.

“Det er vigtigt at frigøre eksperterne og gøre det nemt for dem at lave instruktioner. Det er med til at gøre virksomhederne mere selvhjulpne. Derfor er vi i gang med at udvikle en editor-del på AR-platformen, hvor virksomhederne selv kan lave egne instruktioner,” forklarer han.

Det foregår i et MADE-samarbejdsprojekt med Hydraspecma og Giboplast, som handler om onboarding af nye medarbejdere og hvordan man kan frigøre eksperterne.

“Det skal være nemt for eksperterne selv at lave de her instruktioner og opdatere dem. I den her editor-del kan man tage de forskellige materialer, man har, hvad enten det er billeder, video eller tekst og koble det sammen med en kode på en maskine, og så får man adgang til en masse forskellige instruktioner. Det kan både bruges, når man skal onboarde nye medarbejdere, lave periodiske vedligehold eller fejlsøge problemer,” siger Kaspar Rosengreen Nielsen.

Om QuailWare

Quailware udvikler software, der ved hjælp af en digital tvilling af alle virksomhedens ressourcer – processer, personale, teknologier osv. og deres indbyrdes afhængigheder – giver brugeren det komplette overblik.

MADE FAST Development Project

Produktionsvirksomheder kan blive en del af forskningsplatformen MADE FAST ved at indtræde i et Development Project, der er demonstrationsprojekter i et forskningssetup.

I projekterne får virksomheder 150.000 kr. viden i støtte fra GTS’er og adgang til forskningen inden for ét af de fem indsatsområder i MADE FAST.

Forsknings- og innovationsplatformen MADE FAST består af fem indsatser med hvert deres fokusområde – og Development Projects er placeret inden for disse.

Projekterne varer fra seks måneder til ét år.

Andre nyheder

Video
Video
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel